Hvid portvin med alder på Børsen

Af alle portvinstyper synes den hvide at rangere lavest i hierarkiet. Brugbar som aperitif eller sød dessertvin, men uden klasse og kvalitet, lyder renomméet. Selv den nylancerede rosé ridder på en mere trendy bølge af smart ungdommelighed.

Derfor var det et godt initiativ fra Henrik Oldenburg at sætte fokus på hvid portvin med alder ved pressesmagningen under portvinsfestivalen på Børsen i mandags. Oldenburg havde inviteret Jim Reader fra C. da Silva og dermed Dalva Port til at kommentere smagningen af 10 forskellige af husets portvine, hvoraf de otte var hvide. Dalva rangerer normalt ikke højt på listen over portvinshuse, hvilket måske netop skyldes, at deres store styrke er hvid portvin med alder. Så smagningen gjorde altså tiltrængt både opmærksom på hvid port og på selve huset, som kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det blev grundlagt af den fra Brasilien tilflyttede Clemente da Silva. Jim Reader selv blev tilknyttet Dalva som konsulent, da han forlod Cockburns efter Symingtons overtagelse.

Dalva sælger godt med almindelig standard ruby og tawny til lande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Men dertil kommer altså et stor lager af gamle fade med Colheitas i såvel røde som hvide udgaver. Det var dem, der lokkede Jim Reader til firmaet, og det var selvfølgelig dem han havde medbragt til Børsen.

 Her er smagelisten:

Dry White: Lagret 2-3 år på fad. Tør, men ikke knastør (sukkerindholdet er på 45 g/l). Lys, let gylden i farven. Virker næsten sød i næsen med lemon, hyld og lidt fersken. Elegant og frisk.

Dry White Reserva: Lagret 6-7 år på fad. Gullig og mere mørke toner i næsen, let røget i stilen og tydeligt fadpræg. Lidt sødere og uden samme friskhed.

Dry White 10 års: Gylden i farven. Mere kompleks og mindre røget. En fin balance mellem sødme, frugt og syre. Pæn, lang eftersmag.

Dry White 20 års: Let brun, gylden. Nærmer sig ren tawny karakter. En del orange i duften og lidt figen og rosiner. Orange, mandler og honning i smagen. Pænt med syre.

Dry White 40 års: Ny på markedet. Let rødbrun. Lidt diskret i næsen til at begynde med, men kraftig og fyldig i smagen. Godt med frugt endnu og så selvfølgelig fadpræg. Et flot glas, som dog er mere let i stilen end tilsvarende rød tawny.

Golden White Colheita 1971: Mere sødme og en anden duft. Let røget, mandel og vanille fra fadet. Stadig pænt med syre  

Golden White Colheita 1963: Rigtig flot vin fra et topår. Mørkere, rødbrun. Lidt tungere i næsen med friskhed i smagen. Tørrede frugter og honning. Sødme, men også syre, så den er i flot balance.

Golden White Colheita 1952: Meget kraftig og med endnu mere syre, så den stadig er frisk og sprød. Karamel, honning og vanille og en lang, fin eftersmag.

Colheita 1966: Brun med duft af brun farin og mandler. Pænt sprittet og godt med syre.

Colheita 1975: Kirsebær i næsen, frugt, farin, nødder og mandler og sødme.

Efter den flotte hvide serie fulgte altså et par almindelige Colheitas til sammenligning. Og her klarede de hvide sig glimrende. Lettere og med mere friskhed og elegance. Samtidig sjovt at se, hvordan farvenuancerne nærmer sig hinanden efterhånden, som årene går. De to almindelige Colheitas var dog lidt mere rødbrune.

Jim Reader fortalte, at Dalva gerne vil udsende en Golden White for hvert årti, men de har endnu ikke besluttet hvilket år, der skal repræsentere 

80´erne og dermed følge i hælene på de tre allerede lancerede. Uden at vide, hvad der ligger i kælderen hos Dalva, kunne 83 eller 84 være bud.

Generelt er de hvide druer bedst i lidt køligere år, da for høje temperaturer kan resultere i overmodne druer. Et år som 1963 er dog fremragende på alle fronter, fortalte Jim Reader.

Efter Dalva-smagningen blev der disket op med hele 27 forskellige udgaver af Vintage 2011. Jeg havde smagt nogle af dem før og prøvede derfor ikke alle og tog kun sparsomme noter oven på de mange fadlagrede vine. Ferreira 2011 imponerede mig med sin kraft, frugt og sødme. Niepoort og Niepoort Bioma fra gamle vinmarker var også spændende. Taylor var flot og tilgængelig, og endelig smagte jeg Dalva, Delaforce, Royal Oporto, Dow´s og Ramos Pinto, hvor især de to sidste var meget lovende.

Selve Portvins festivalen bød på et par snakke med et par tilrejsende portugisere, den altid tilstedeværende Gustavo Devesas fra Symingtons og Rafael Molezun fra Real Companhia Velha.

Oven på pressesmagningen var det ikke så meget, jeg nåede at smage. Ferreira havde en fin 10 års hvid port, en kraftig og tilpas pebret LBV 2008 samt såvel 10 som 20 års tawny, hvor den sidste med navnet Duque de Braganca er fremragende. Dow´s bød på en rigtig dejlig Colheita 1986 med god frugt og afdæmpet sødme. Og så sluttede jeg traditionen tro med et glas Ramos Pinto i form af deres flotte 30 års tawny.

Apropos Dalvas hvide port med alder, virkede det som om, flere vælger at følge trop. Som Jim Reader også gav udtryk for, er det nok et voksende marked. Kvaliteten er i al fald ikke dårlig. På festivalen var der således flere stande med hvid port med alder. Foruden Ferreira, selvfølgelig Andresen, da de også er kendte for at satse på hvid port, men også fx Niepoort og Santa Eufemia, som jeg dog ikke nåede forbi.

Læs mere om Dalva her: http://www.cdasilva.pt/