Mísia må siges ikke bare at være en sanger, endsige
fadosanger. Hun er en kunstner, der som en anden kamæleon pendler rundt i
stilarter, udtryksformer, genrer og sprog, ligesom hun har optrådt på teater og
i film.
Derfor kan det ikke undre, at hun selv har mange forskellige
inspirationskilder og en bred smag rent musikalsk. Det har hun vist på albums
som Canto, der hyldede komponisten
Carlos Paredes og Drama Box, der
bestod af en blanding af fado, bolero og tango. Og det viser hun til fulde på sin
nye CD med den usædvanlige titel Delikatessen
– Café Concerto. Her har hun besøgt film- og musikhistorien på tværs af
grænser og kontinenter, omarrangeret, indbudt gæster og givet det hele sit eget
personlige præg. Ud kommer et kaotisk måltid, som hun selv formulerer det i
covernoterne, hvor hun præsenterer albummet som en samling af hendes små
livretter, hvilket altså begrunder titlen. Ingredienserne er sange, hun selv
holder af fra forvundne tider, fra biograferne og fra forskellige kulturer og
epoker.
Resultatet er meget spraglet. Til tider kitschet som på Contigo Aprendi, hvor hun synger duet
med den mexicanske tenor Ramón Vargas eller lidt vel manisk og melodramatisk,
som på åbningssangen Fado do Ciúme, der
ligger milevidt fra Amálias version såvel tempomæssigt som rytmisk. Andre gange
er det flot og afdæmpet som i hendes version af spanske Miguel Hernández´
smukke digt, Nanas de la Cebolla.
Og andre gange igen
muntert som på den lille cabaretagtige spanske bagatel Água Que No Has
de Beber eller dansabelt som på Artur Ribeiros dejligt svingende Cha Cha Cha em Lisboa, der er sværd at
holde kroppen i ro til.
En anden fadosang er Só
nos Dois, som Tony de Matos gjorde kendt i filmen
"A Canção da Saudade”, men som her har fået en tung basgang, der gør den
mere mørk og dyster. Fadoen stikker altså sit hoved frem, men får et twist, så
der er langt til den traditionelle fado, Mísia også har dyrket. I stedet får vi
en smuk duet med brasilianske Adriana Calcanhotto på boleroen Que Será, latinsangerinden La Lupes Esas Lagrimas
son Pocas med gæsteoptræden af folkrock gruppen Dead Combo, franske
chansons som Edith Piafs Les Mots d´Amour
og argentinske Astor Piazzollas Oblivion,
som er hentet fra den italienske filminstruktør Marco Bellocchio’s film Henry
IV fra 1984.
Filmreferencerne fortsætter med den afdæmpede og melankolske
Chanson d´Helene, som Romy Schneider
og Michel Piccoli fremførte i Claude Sautes ”Små ting i livet”. I Mísias
version er Michel Piccoli udskiftet med selveste Iggy Pop, som med sin dybe stemme
reciterer løs på fransk. Den gamle punksanger har da også på det seneste selv
kastet sig over franske sange. Rækken af gæster er altså lang, men som Mísia
selv skriver, er det rarest at indtage et godt måltid med andre.
Albummet rummer mange udmærkede perler. Men som helhed er
det strittende og uden retning. Der er lidt for mange forskelligartede
ingredienser til at måltidet bliver harmonisk. Gæster ind og ud. Tempoet op og
ned. Sange på spansk, fransk og portugisisk. Opera, latin og franske viser. Det
kan være svært at holde styr på. Det kan fornøje, men er svært at fordøje.
Estacion de Rossio
er fx en smuk spansk sang om Rossio-banegården i Lissabon, fremført af
portugisiske Mísia, som har tilegnet skæringen den franske fotograf Sophie
Calle, som hun tidligere har samarbejdet med. Lag på lag og omveje som en
postmoderne leg. Det er underholdende og dygtigt udført, men jeg kan ikke lade
være med at længes efter, at hun blot synger en af de mange klassiske fadosange,
der på samme vis omhandler lokaliteter i Lissabon.
Mísias hjemmeside: http://www.uk.misia-online.com/
Filmklip med Tony de Matos: http://www.youtube.com/watch?v=9hY72be9ds0
Ingen kommentarer:
Send en kommentar