Besøg i Factory House

Feitoria Inglesia.  Alene det portugisiske navn er sigende. Det er ikke for alle. Det er for englænderne.

Ingen tvivl om, at englænderne har spillet en stor rolle i portvinens historie. Derfor har de også deres eget hus i Porto. Factory House for de engelske handelsmænd blev allerede etableret i Porto i 1727. I 1790 blev den stadig benyttede bygning så opført med John Whitehead som arkitekt.

Formålet var at mødes, dele erfaringer, snakke forretninger samt have socialt samvær. I perioder var de engelske portvinsskippere direkte i opposition til portugiserne, som ikke altid var glad for de privilegier, de forskellige handelsaftaler havde givet briterne.  I dag er det stadig en engelsk klub, hvor portugisere kun er med som gæster.

I dag fik jeg besøgt Factory House, som ligger på et hjørne i den tidligere Rua Novo dos Inglesias  ved Ribeira. Bygningen er flot med sine søjler, men er egentlig meget diskret i bybilledet. Indenfor emmer det af lang tids historie i flere etager. Kortrum og billardrum. Balsal og bibliotek med 20.000 bind. 

Og så ikke mindst de to spisesale, som benyttes hver onsdag, når medlemmer af det britiske selskab mødes over en god middag. I den ene spises der, hvorefter alle rejser sig og finder plads ved bordet i rummet ved siden af for at nyde deres portvin.

Oppe på øverste etage ligger det gamle køkken, hvorfra maden måtte bæres ned af en stejl trappe, så den kunne serveres. Køkkenet har dog ikke været i brug længe, men er afløst af en mere moderne udgave… i kælderen. Traveturen er stadig lang, men min rundviser, husets bestyrer Olga Lacerda forsikrer mig om, at suppen ikke er kold, når den når frem.

Traditionen foreskriver, at portvinen serveres blindt ved middagen hver onsdag, så medlemmerne kan gætte sig frem til, hvad der er i glasset. Det har efter sigende fremkaldt en del røde ører, hvis man mente, at en fremragende portvin var fra konkurrentens hus.

Portvinen hentes i kælderen, som alle medlemmer skal give deres bidrag til – både når de som enkelt personer bliver optaget og så hver gang, deres hus erklærer vintage. Så på hylderne kan man finde flasker fra alle medlemmernes huse og kontrollere, hvad de enkelte medlemmer bidrog med, da de blev optaget. Dertil kommer den særlige blendede Factory House Vintage.

En lille rundvisning i en verden, som på den ene side er af i går med al sin upstairs and downstairs og portugisisk vs. engelsk. Men det er også en verden, hvor traditioner holdes i hævd, og som stadig spiller en rolle for det sociale liv i den engelske del af portvinsbranchen samt for de gæster, som er heldige at blive inviteret med til onsdagsmiddagen. Det sociale dominerer over det politiske i dag, men mon ikke der stadig snakkes lidt forretning ind i mellem. Pass the port, please.

En lang dag i Gaia

Havde en lang mandag i Vila Nova de Gaia. Hos Ramos Pinto var jeg inviteret med i deres smagerum. Altså ikke der, hvor gæster kan smage forskellige portvine efter et besøg, men i laboratoriet, hvor vinen bliver til. Vært var Ana Rosas, som er blender af husets portvine, hvad enten vil taler om vintage eller tawny med alder. Det første er der ikke den store udfordring i, sagde Ana Rosas. Det er ikke meget anderledes end ved almindelig vin, hvor du blender fra forskellige marker og snart er det på flaske. Det er ved tawny, den store og spændende udfordring ligger. Her arbejder man ikke bare med årets høst, men med vine fra over 100 år, spændende over flere generationer, lød det.

Dagens udfordring for Ana Rosas og João Soares var de sidste forberedelser til en omgang 20 og 30 års tawny, som snart skal på flaske. Kunsten er at ramme den samme stil og smag hver gang. Derfor er udgangspunktet den seneste udgave, som er kommet på flaske, og så et basisblend bestående af en blanding af vine fra fire forskellige år. Men der mangler endnu lidt karakter i form at små mængder af gammel vin. Derfor er basisblandingen tilføjet forskellige ældre vin som fx gammel og meget koncentreret  Colheita fra 1900 og 1909. Vi smager os igennem rækken. Nogle falder i god jord – andre ikke. Nogle vil blive smagt igen i morgen sammen med nye blandinger – en proces som kan gentages sig i et par uger, og som kræver stor tålmodighed.

Efter blendingseancen, som senere vil blive beskrevet mere uddybende i Vinbladet, blev det til et kort møde hos Taylor, hvor jeg også lige fik smagt deres 1964 Single Harvest med 50 år på bagen.

Tredje stop var hos Churchill´s som åbnede besøgscenter i 2011. Her fik jeg en længere snak med manager og salgsansvarlige Maria Emilia Campos, som også bød på en smagning. Først deres hvide portvin, som faktisk har 10 år på bagen og derfor også en gylden farve og pænt fadpræg. Derefter tre af husets udmærkede rødvine fra 2011. Den almindelige og drikkeklare udgave, en ren Touriga Nacional og endelig Grade Reserva, som først er på vej på flaske nu. Og endelig fire portvine. Reserva, som er husets begynderniveau, LBV 2007, 20 års tawny og Vintage 2011.

Husets tørre og elegante stil var tydelig hele vejen igennem. Fremragende kraftige Douro-vine baseret på gode portvinsdruer, en LBV af høj kvalitet, mørk med masser af solbær og noget frisk mynte. Fint balanceret og en god lang eftersmag. Husets 20 år tawny er let og lys i stilen – uden den tyngde, som mange andre i samme alder har. Vintage 2011 meget potent, mørk og lilla, dog bløde tanniner, elegant og tør og en lang hale.

Churchill´s er et lille hus, som satser på høj kvalitet. Har tidligere deltaget i smagning af deres vintage gennem årene. Tror det er et hus, der skal holdes øje med.

Søndag med museer

Mit planlagte program for denne tur til Portugal begynder først i morgen. Men med tre museumsbesøg på samme dag, kan man vel ikke kalde dagen for ren afslapning.

I formiddags gjaldt det først Museu de Serralves, som jeg har besøgt før. Museet åbnede i 1999 i en park halvvejs ude mod kysten (buslinje 201 er en god forbindelse). Bag står Serralves Fonden, som blev stiftet i 1989 netop med det formal at drive et nationalt museum for moderne kunst. Foruden museet her i Porto skaber fonden også udstillinger rundt om i landet med afsæt i sin egen omfattende samling.

Serralves Museet viser ikke selv sin permanente samling, men skiftende udstillinger. Derfor er det aldrig helt til at vide, hvad man præsenteres for. I dag var der to store udstillinger – en retrospektiv med den brasilianske kunstner Mira Schendel og en med 12 portugisiske samtidskunstnere.

Mira Schendel (1919-1988) var schweizisk-født, men flyttede i 1949 til Brasilien hvor hun snart slog sig ned i São Paulo og blev en del af landets scene for moderne kunst. Udstillingen omfattede mere end 200 værker spændende fra tegninger over malerier til skulpturer.

Blandt de 12 samtidskunstnere var der især to værker, som jeg fandt interessante. Carla Filipes store installation ”Why Railways” med en lang række citater, udsagn og dokumenter – herunder en stor mindetavle med navnene på jernbanearbejdere, som mistede livet under 2. Verdenskrig. En anden del af installationen omhandlede, at billetpriserne i England er langt højere, hvis man køber sin togbillet på stationen i stedet for at købe den over nettet. Som Carla Filipes skrev: ”In this County I don´t feel independent. Everything has to be bought by internet and with time advance”.

Det andet værk, jeg brugte tid på, var en film af Gabriel Abrantes og Benjamin Crotty, optaget i Angola. Titlen ”Liberdade” var dobbelt, da det dels var navnet på hovedpersonen og dels betyder frihed. Filmen var en lille Romeo og Julie historie om den fattige unge, sorte mand og den rige unge kinesiske kvinde, der forelsker sig – en fortælling om fattigdom, klasseforskelle og ikke mindst præstationsangst.

Næste stop var et museum, jeg faktisk må indrømme aldrig at have besøgt før trods min store interesse for portvin. Museu do Vinho do Porto ligger lidt ude langs Dourofloden og er indrettet i et gammel pakhus, som i sin tid netop tjente som vinlager. Udstillingen er ikke omfattende og handler mere om portvinens betydning for byen Porto – end vinen selv: Om varehusene og portvinslagrenes historie, fund fra gamle udgravninger, om portvinbranchens betydning økonomisk set, om toglinjen op gennem Douro samt lidt om flaskernes historie. Har man besøgt adskillige portvinshuse, som jo efterhånden alle har deres egne små museer, er der ikke så meget nyt at hente. Men en fin lille indføring og vel ”et must” for nørder.

Efter en gang bacalhau til middag i Ribeira-kvarteret overfor portvinshusene i Gaia, besøgte jeg så endelig Henrik Søfarerens fødehjem, som netop ligger i Ribeiro. Huset havde i sin tid to tårne og fremstod den gang som en hel fæstning. Gårdspladsen er fra 1325, men helt tilbage i romertiden var der bebyggelse viser udgravninger. Huset tjente som kongens forlængede arm, hvorfra man kontrollerede handelen mellem byens havn og Europa. I dag er det et moderne indrettet museum, som ikke fortæller meget om Henrik Søfareren selv, men mest om selve huset og byens udvikling. Henrik Søfareren blev efter sigende født i huset i 1394, og han hyldes da også som bysbarn, hvilket netop er en væsentlig grund til at portvinsbroderskabet iklæder sig den karakteristiske store hat, som Henrik Søfareren selv er afbildet med på malerier.

Tre forskellige museer. Og alle på Porto-siden af Douro. Selv om udsigten over mod Gaia var indbydende, havde jeg besluttet mig for ikke at krydse broen. Det vil jeg så til gengæld gøre de næste tre dage, hvor adskillige portvinshuse skal besøges. Flere indlæg vil derfor følge de nærmeste dage.

Hvad betyder åbningstiden for portvin?

Teknisk smagning. Alene ordene signalerer, at vi er ude i det nørdede område. Geek Alert!, som portvinskenderen Roy Hersh skrev på min Facebook-side, da jeg annoncerede smagningen.

Det var selvfølgelig The Vintage Port Club, der stod for invitationen. Målet var at undersøge åbningstidens betydning for fire forskellige portvin. Dufter, føles og smager de forskelligt, alt efter om de er åbnet og dekanteret 12 timer inden, 4 timer inden eller blot er proppet op lige før smagningen?

De fire vine var to vintage-typer og to colheitas og nærmere bestemt: Grahams Malvedos 1995, Fonseca Guimaraens 1984, Dalva Colheita 2000 og Dalva Colheita 1985. Vinene blev serveret en af gangen, men altså i flights med tre forskellige udgaver af hver, så vi i alt fik 12 glas.

Generelt var forskellene ikke voldsomme, men der var dog nogle tydelige og også overraskende tendenser. Først lidt kommentarer til de enkelte vine.

Grahams Malvedos 1995 var dybrød, nærmende sig det violette. Endnu meget ung og med kraftig frugt duft. Fint med bid og tanniner, men også visende en god struktur, peber og mørke bær. Ved de to, der var åbnet senest fandt jeg den for unge vintage typiske karakteristiske mælkeduft, som dog var mest udpræget ved den nyåbnede flaske. Flasken, der var åbnet fire timer inden, var mere harmonisk og mere elegant i stilen. 12 timers flasken var lidt kraftigere i smagen.

Fonseca Guimaraens 1984 var tydeligvis en ældre vin. Lysere og rødbrun i farven. Den kraftige frugt var forsvundet til fordel for en fin duft af røde bør og et let røget præg. Stadig med syre til at balancere den cremede, bløde stil. Flasken, der var åbnet fire timer før, var efter min mening lidt bedre balanceret end den nyåbnede. Den længst åbnede havde mistet noget af duften og var tyndere i eftersmagen og med et lidt sprittet præg.  

Dalva Colheita 2000 var vag i næsen, men dog med nødder og lidt begyndende fadpræg. Der var ikke de store forskelle de tre flasker imellem i duften. I smagen var det dog tydeligt, at den længst åbnede havde samlet sig og var blevet tungere og fyldigere, hvorimod den nyåbnede var lidt vel sprittet.

Dalva Colheita 1985. Mere fadpræg og en langt mere delikat vin. En flot duft af svesker og nødder, let brændte toner. Cremet og fyldig. Igen var tendensen den samme. Den nyåbnede flaske var mere sprittet og ikke så godt balanceret. Den med længst tid på bagen var flottere og mere harmonisk.

Den normale opfattelse er ellers, at Tawny og Colheita ikke behøves at dekanteres og åbnes i god tid, inden den drikkes. Aftenens smagning viste faktisk det modsatte. Dalva i begge årgange vandt helt sikker ved at være åbnet lang tid i forvejen og have fået en tur på karaffel i modsætning til den første udgave, som blev skænket direkte fra flasken. Det er som om, at den bedre finder sig selv med tiden og viser sin fulde kvalitet.

Ved vintage er faren derimod, at for lang tid i åbnet tilstand, kan medføre en risiko for at noget af kraften i såvel duft som smag og eftersmag forsvinder. Men samtidig skal de have noget ilt inden servering. Her foretrak jeg begge gange flasken, der var åbnet fire timer inden, men flertallet blandt deltagerne havde dog Malvedos med 12 timer bag sig som favorit.

Hvordan svarer det så overens med andre erfaringer?

I en tilsvarende teknisk smagning tilbage i år 2010 indgik kun vintage port: Fonseca 1963, Grahams 1970, Warre 1985 og Quarles Harris 1997. Her blev flaskerne åbnet henholdsvis 24 timer, 8 timer og 1 time før smagning. Ved de ældste vine var mange glade for flaskerne, der var åbnet 8 timer før, mens det hos de yngste faktisk var 24 timers flasken, der fik flest stemmer.

I vinbladet Decanter i december sidste år deltog bl.a. portvinsskribenten Richard Mayson i en lignende test, hvor forskellige dekanteringstidspunkter (1 time, 2 timer og 4 timer) blev afprøvet på samme vintage vine. Her lød nogle af konklusionerne, at én til to timer var det mest sikre, mens fire timer var for meget. Men også, at selve vinens karakter ikke ændres.

Vi er altså ude i detaljer for nørder, som måske nok kan duftes og smages, når du sidder med tre glas foran dig, men som du nok ikke vil lægge mærke til, hvis du bare nyder en enkelt god portvin.

Og det sidste er vigtigt. Nok kan vi være tekniske ved særlige lejligheder og lære og erfare. Men vi skal også huske, at nydelsen ikke forsvinder i nørderiet.  

Fado Resounding

Endnu en bog om fado, landede i postkassen. Dejligt. Lystlæsning og læring. Hvor den forrige var en grundig gennemgang af fadoens historie skrevet af en portugiser (se post fra januar 2014), er ”Fado Resounding” en etnografisk og sociologisk analyse af fadoens betydninger ved den amerikanske professor i musik ved Columbia University, Lila Ellen Gray.

Når bogen indledes med en længere redegørelse for den videnskabelige metode og afsluttes med mere end 35 siders noter, kan man frygte, at den er for tør og teoretisk i sin tilgang og for lidt konkret. At den udelukkende analyserer fadoen udefra uden at opleve og sanse den indefra. Men Lila Ellen Gray formår at gøre begge dele. Jo, det er et etnografisk og musiksociologisk studie, men det er også skrevet af en kvinde, som har boet i Lissabon, opholdt sig i fadomiljøet gennem længere tid, lyttet og sågar selv prøvet at synge fado. Hun skriver på basis af levet erfaring og ikke kun studeret viden.

To meget forskellige lokaliteter spiller en større rolle i bogen. Tasca do Jaime i bydelen Graça og Museu do Fado i Alfama. Det første sted bliver hendes foretrukne. Her møder hun den ægte amatørfado, hun lytter, føler og lærer, og hun taler med en lang række optrædende og synger sågar selv. På fadomuseet ser hun selvfølgelig udstillingen om fadoens historie, men tager også sangundervisning på museets fadoskole og interviewer underviserne.

Hvor det første sted repræsenterer den mere folkelige udgave af fadoen og dermed traditionen, er det sidste sted eksponent for den professionelle tilgang – to poler som fadoen netop er udspændt imellem. Vil man være fadosanger kan professionel sangundervisning selvfølgelig være nødvendigt og givende, men den uformelle læring i fadomiljøet er mindst lige så vigtig. Det er på de små fadosteder, at overleveringen og de uskrevne regler kan erfares, og hvor myterne florerer på godt og ondt. For Lila Ellen Gray formår fint at vise, at en del af de ”sandheder”, som fadohistorien og -kulturen er rig på, netop ikke er objektive sandheder, men erfaringer og fortællinger overleveret fra mund til mund og gennem generationer.

Lila Ellen Gray kommer omkring emner som historien, byen, følelserne, teksterne, melodierne, fadoens position i verdensmusikken og kønsproblematikken. Vi hører om de mandlige musikere og de kvindelige sangere, om tekster hvor kvinden er underlagt manden og om luder-madonna komplekset, personificeret i den første fadostjerne Severa og tilstedeværende i mange fadotekster.

Et par emner får særlig behandling, nemlig fadoen stilling under Salazars Estado Novo og Amálias eftermæle som stjerne og ikon. Som bogen så rammende beskriver det, er Amália til stede overalt. Hendes billede står som relikvie i montre på fadorestauranter, og hun er den store reference, som alle sammenlignes med, og hvis repertoire af samme grund er respekteret, så det kræver mod at synge hendes kendte sange. Hun høres som muzak i stormagasiner og i turistvogne på gaden, og hun dyrkes i dragmiljøet.

”Her name was everywhere, invoked as a divine musical standard, as patrimony, as culture, as nation, as place: My daughter is a veritable Amália. You should hear her sing. The voice of Amália is the voice of national patrimony”, som Lila Ellen Gray beskriver og citerer det.

Fadoens forhold til Estado Nova har været og er stadig meget omdiskuteret. Lila Ellen Gray redegør fint for samspillet mellem opblomstringen af de mange casas de fado og Estado Novos folkloristiske og nationale kultursyn samt om styrets censur, der forbød tekster med politisk indhold, hvilket ellers var fremherskende. Men hun viser også at billedet ikke er entydigt ved at referere til revolutionære og oppositionelle fadosange og ved bl.a. at præsentere en kunstner som José Manuel Osório. Ligeledes med Amálias eftermæle, da hun kritiseres for at have været en del af systemet, men samtidig også sang ”oprørske” sange.  

Når fadoens kan inspirere til bøger som ”Fado Resounding”, skyldes det, at der jo ikke blot er tale om en musikgenre. Fadoen er også en urban udviklingshistorie – en musikform og livsform, som har eksisteret under og i opposition til et samfund, som gennem de sidste 200 år har gennemgået mange omvæltninger. Den har overlevet og har i dag stor betydning – både for de små lokale miljøer som det omkring Tasca do Jaime og for den mere kommercielle musikindustri og den globale verdensmusik.

Eller som Lila Ellen Gray skriver i første kapitel om Tasca do Jaime:

”There are places in Lisbon that gather fado and fadistas: places where the talk of fans and singers, the photographs on the walls, and the songs and the stories told through singing merge and spin off of one another, teaching and reinscribing what fado is and its relation to history – both its own history as a genre and Portuguese history writ large. These places teach one to listen to fado, how to feel saudade, and teach one how to have soul”.

Lila Ellen Gray: Fado Resounding. Duke University Press 2013. 

Masterblender på besøg

Winemaker og blender. Hos portvinshuse er det ofte én og samme person. På den anden side kan det siges, at winemakeren er ansvarlig for hele processen – altså fra druerne plukkes til vinen kommer på flaske – hvorimod blending refererer til den del af processen, hvor de forskellige vine stikkes sammen og blandes, så det færdige resultat opnår den ønskede kvalitet. Og det hvad enten, vi taler om vintage, blended af vin fra forskellige druesorter, marker og quintaer, eller om tawny og colheita, hvor forskellige fade blendes for at opnår den ønskede karakter.

Af Barão de Vilars hjemmeside fremgår det, at Álvaro van Zeller er winemaker eller ønolog – alt efter om man læser den engelske eller portugisiske version. Sådan er han uddannet, og sådan arbejder han. Når jeg alligevel i overskriften kalder ham masterblender, skyldes det, at det er som blender, at han gør sig mest bemærket. Og det for det gode.

Barão de Vilar er et ungt portvinshus, dannet i 1996 af brødrene Fernando og Álvaro van Zeller, hvis familie ejede den fornemme Quinta do Noval frem til 1993. Ved salget måtte familien acceptere, at de ikke kunne sende portvin på markedet de næste fem år. Første vintage fra det nye selskab bærer da også årstallet 1996, idet vintage jo lagrer to år, inden den hældes på flaske og sendes på markedet. Siden er der produceret flere gange vintage og med udmærket resultat. Men det er så afgjort med fadlagret portvin, at huset brillerer. Det gælder ikke mindst deres mange gamle Colheitas, fremstillet på basis af fade, som opkøbes på mindre quintaer rundt om i Douro, lagres og blandes med vin fra andre fade.

Álvaro van Zeller havde såvel Vintage som Colheita med, da han gæstede The Vintage Port Club fredag aften. Det var klubbens årlige Winemakers Dinner, hvor der både blev budt på smagning og efterfølgende middag. I år var sidstnævnte lagt i hænderne på Thomas Pasfall, som efter at have forladt Munkebo Kro nu har åbnet restaurant i eget navn i Brandts Passage midt i Odense.

Portvinshuset markedsfører deres vine under både navnet Barão de Vilar og det mere internationale brand Maynard´s. Smageprogrammet omfattede følgende vine fra Maynard´s, listet i den rækkefølge de blev serveret:

Hvid Colheita 2003

Colheita 2001

Colheita 1988

Colheita 1982

Colheita 1977

Colheita 1973

Colheita 1970

Colheita 1963

Colheita 1951

Colheita 1939

Vintage 2011

Vintage 2007

Vintage 2004

Her skal blot følge lidt spredte noter og bemærkninger.

Den hvide Colheita var fremragende og overbeviste mig endnu en gang om, at hvid portvin med alder er undervurderet. Gylden og flot i farven. Kraftig i næsen med mandler og orangeskal. Blød, velsmagende og balanceret. Álvaro fortalte da også, at de har flere hvide Colheitas på vej fra årene 2006, 2007, 2009 og 2010. Det skal blive spændende at følge dem, når de er klar til at komme på flaske.

I den lange Colheita-række vil jeg fremhæve 1982, som atter imponerede med sin dejlige bløde og velafbalancerede stil. Den blev dog klart overgået af 1963 og 1951. Begge mørkebrune og godt med mandler og marcipan i næsen. 1951 havde smag af farin og svesker samt sødme og fedme i stilen. 1963 efter min mening bedre balanceret, da der stadig er fin frugt og syre i behold. 1939 var uhyre mørk og koncentreret. En duft og smag af farin og balsamicoeddike, let brændt i smagen og godt med sødme. Intens og voldsom og derfor også mættende.

Af de yngre havde 2001 stadig masser af frisk frugt, men den var noget lukket. Rødlig, meget koncentreret og godt med syre, men endnu uden karakteristisk fadpræg. Vinen var da også i første omgang tænkt som Vintage, men da der ikke blev deklareret, endte den altså som Colheita, forklarede Álvaro. 1988 var rig på mandler og marcipan, men smagen blev desværre overdøvet af en voldsom gang ”Douro-bake” – den sjældent heldige brændte karakter, som kan fremkomme ved mange års lagring i Douro frem for de kølige kældre i Gaia. Dog havde den en pæn, lang eftersmag. Vinene fra 70´erne bag præg af, at der var længere mellem de gode årgange i den periode. Ifølge Álvaro kunne årsagen være en tendens til at overkalke markerne i 70´erne.

Alle tre Vintage var stadig unge, men viste pænt potentiale. 2007 var dog overraskende åben og drikkelig. Stadig bid og frugt, men dog balanceret. 2004 var ikke helt så kraftig i stilen og nok ikke så langtidsholdbar, men elegant og nydelig. 2011 havde masser af frugt og bær samt kraftige tanniner, men var ikke så koncentreret som mange andre fra den store årgang.   

Den efterfølgende middag var kreeret af Pasfall ud fra vine, som Álvaro van Zeller havde bestemt.

Starter:

Jordskokker med et blend af rygeost og laks

Forret:

Koldpocheret torsk, sprødstegt torskerogn, toast og syltede urter.

Hovedret:

Kalvemørbrad med braiseret skank, cremet selleri, saltbagt selleri, svampe og god trøffel sky.

Oste:

Udvalg af oste med god kompot, fladbrød & grillet brød.

Dessert:

Karamelliseret æble puré, yoghurt kys, sorbet, syltet æbler & kraftig chokolade ganache.

Såvel starter som forret var utrolig velkomponerede, og torsken smeltede fuldstændig på tungen. Kalvemørbraden var velsmagende, men knap så overraskende og vel saltet. Ostene var flotte og desserten let og frisk.

Til maden blev der serveret følgende vine, hvoraf alle – ses bort den ene rødvin – havde Álvaro van Zeller som winemaker:

Solar das Boucas Vinho Verde 2012: Dejlig frisk, duft af frugter og blomster og let krydret, baseret på 100 % Loureiro. Stod fint til torsken.

Quinta de Zom Douro tinto 2009: Fyldig rødvin fra Douro Superior især baseret på Touriga Nacional og Touriga Franca, men også lidt blandet druer fra gamle marker, hvilket er ganske normalt for Douro. Godt med frugt og mørke bær, men også lige ligefrem og enkelt i sin struktur.

CV Curriculum Vitae Douro 2010: En af de bedste rødvine fra Douro, lavet af Álvaros fætter, Cristiano van Zellers fra Quinta Vale D. Maria og winemaker Sandra Tavares. Vinene er baseret på druer fra gamle vinmarker ved Rio Torto. Mørke bær, afstemte tanniner, flot balance mellem frugt og syre, elegant og en rigere struktur. En nydelse.

Maynard´s Vintage 2004 og Maynard´s 20 års Tawny. Dejlige til desserten.

Alt i alt en vellykket smagning og dinner, som man forlod med godt fyldte maver. Tak til såvel Álvaro van Zeller som Thomas Pasfall.

Bond i Portugal

Egentlig var det bare en sen aftens gensyn med en filmklassiker. Men det blev et gensyn i mere end en forstand. Filmen var James Bond, ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” – den første, sidste og eneste Bond film med australske Georg Lazenby i titelrollen.

Selv om Lazenby jo ikke kan konkurrere med Sean Connery i at give Bond-karakteren liv, charme og kvalitet, har jeg altid haft en svaghed for netop denne Bond-film. Sanatoriet med de mange kvinder, de åbenlyse humoristiske seksuelle hentydninger, den lange skijagt ned af bjerget, Telly ”Kojak” Savalas som Blofeld, Tracy Drago spillet af Diana Rigg, som jeg vist var lidt lun på i rollen som Emma Peal i tv-serien The Avengers, samt ikke mindst den tragiske og melankolske slutning.

Måske har der hele tiden være endnu en grund til, at jeg har yndet filmen. En stor del af den er nemlig optaget i Portugal, hvad jeg måske nok har læst, men aldrig været helt opmærksom på. Det blev jeg så forleden.

Det er første del af filmen samt det afsluttende bryllup mellem Bond og Tracy, der har portugisiske locations. I sin Aston Martin kører Bond ad kystvejen ved Guincho stranden ved Caiscais, hvor han redder Tracy fra at drukne sig i bølgerne. Han indlogerer sig på det gamle mondæne Hotel Palácio Estoril, som ligger lige ved siden af Casino Estoril, som selvfølgelig også besøges.

Senere går turen over den flotte bro, Ponte 25 de Abril – opkaldt efter revolutionsdagen – og Lissabon anes i baggrunden. Han besøger Tracys far, gangsterchefen Draco på dennes landsted, hvor han overværer tyrefægtning. Her er referencen til Portugal tydelig, da sidste akt udgøres af de såkaldte forcados, en gruppe mænd, hvor anføreren skal gribe om tyrens horn, mens de andre skal stoppe den. Landejendommen, hvor det afsluttende bryllup også foregår, er Vinho Estate Zambujal, som ligger ved Sado-floden lige vest for Setúbal. De forelskede par shopper i Lissabon og går ture i parken ved Palácio dos Marqueses da Fronteira (se billedet) i udkanten af Monsantoparken i Lissabon, mens Louis Armstrong synger kærlighedstemaet ”We have all the time in the World”, hvad det jo så viser sig, at de ikke har. Og slutteligt skulle den sidste køretur med Tracy være optaget på Arrabida-halvøen syd for Lissabon.

I Ian Flemings bogforlæg foregår alt dette i Sydfrankrig. Men efter sigende fandt filmholdet de forskellige franske locations for ”brugte”, hvorfor de i stedet valgt Portugal. Valget gav sådan set god mening. Ikke bare for en Portugal-elsker som mig, men også i forhold til historikken. For hotellet og kasinoet i Estoril spillede en rolle i tilblivelsen af James Bond figuren.

Ian Fleming arbejdede selv som hemmelig agent for den britiske Navy Intelligence Division under 2. verdenskrig. Den 20. maj 1941 tjekkede han ind på netop Hotel Palácio i Estoril, som et led i planlægningen af operation Golden Eye (som jo senere navngav en anden Bond film). Lissabon og Portugal var på det tidspunkt en større spionrede, hvor alle nationaliteter – ven som fjender – færdes de samme steder og holdt øje med hinanden. Et af mødestederne var netop Hotel Palácio samt kasinoet ved siden af, hvor Ian Flemming også tog del i glæderne. Efter et af besøgene på kasinoet skulle Fleming have udtalt, at det kunne have været spændende at blanke alle nazisterne af ved spillebordet.

Denne tanke blev genbrugt, da han i 1952 skrev sin første Bond-roman, Casino Royale, hvor Bond prøver at vinde skurken Le Chiffres penge i poker. Endvidere forlyder det, at en af de spioner, Fleming vitterligt mødte i Estoril, dobbeltagenten Dusko Popov, var en inspirationskilde for selve James Bond figuren.  

Men god vilje kan man altså konkludere, at James Bond vendte hjem til Portugal i ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Som jeg gjorde det ved gensynet.