Sammenligningen bliver ved med at dukke op – både i glassene
og i de samtaler jeg har. Dão er Portugals Bourgogne, og ligheden gælder både
hvad angår hvidvin og rødvin.
Efter nogle dage i Alentejo kørte jeg nordpå over Coimbra
mod Viseu. Næste region, som jeg skal portrættere til Din Vinguide er Dão, hvor
jeg havde planlagt tre besøg. Det første sted var Quinta do Ribeira Santo og
Winemagnum hos winemaker Carlos Lucas, som tidligere har været drivkraft hos
Dão Sul, men nu har sit eget. Her blev jeg budt velkommen af en gammel bekendt,
nemlig Sonia Figueira Calheiros, som har arbejdet i 10 år hos Sogevinus, og som
jeg derfor har mødt adskillige gange i portvinssammenhæng.
Landskabet i Dão er meget anderledes end Alentejos store
åbne vidder. Regionen ligger skjult på et plateau mellem tre bjergkæder og
derfor i læ for diverse vinde. Det er meget kuperet og med en del skove og
granitklipper. Vinmarkerne er små og ligger spredt mellem skove og klipper,
hvorfor produktionen også er anderledes lille.
Winemagnum blev etableret i 2011 og omfatter Quinta do Ribeira
Santo i Dão, Baton i Douro og Maria Mora i Alentejo. Efter ankomst til
førstnævnte gik vi direkte i vinkælderen, hvor Carlos Lucas venligt bød på
forskellige fadprøver. Han kalder sig selv for en ”architect of wine”, da han
hele tiden tænker på at gå nye veje og eksperimentere med fremstillingen og
lagringen. Eller som han også udtrykte det, er han både til rock, pop og jazz –
og fremstiller i dag vin for egen fornøjelses skyld.
Vi smagte forskelle fadprøver af et blend af Encruzado,
Arinto og Sercial, som senere vil blive brugt til det endelig blend. Carlos
Lucas fortalte, at han i dag har mest fokus på hvidvin, selv om produktionen
stadig er nogenlunde halvt af hver. ”Hvid er en større udfordring med store
forskelle. Rødvin er mere simpelt at lave”, fortalte han.
Vi prøvede også en 100 % Encruzado, som ikke havde været på
fad, men ståltank. Meget lys i forhold til de strågule og fadlagrede af
slagsen. Og endelig en fadprøve på en ren Pinot Noir vin – endnu en eksperiment
fra hans hånd.
I laboratoriet og smagerummet ovenpå smage vi efterfølgende
disse vine:
Ribeira Santo Escola Branco 2007: Blend af Encruzado og
Sercial. Flot gylden farve. Moden pære, citrus, blomster og lidt eksotiske
noter næsen. Fyldig og moden i munden med præg af lagringen.
Automatic Branco 2016: Økologisk vin, men dog (endnu) uden
certifikat, lavet på Encruzado. Meget lys med ren frugtsmag og uden fadnoter.
Encruzado 2016: Enkeltdruevin ligeledes på den førende
hvidvinssort i Dão. Lagret halvt på ståltank og halvt på fad. Grøngul med lemon
og florale noter i næsen. Frisk og fyldig i munden, tør, let krydret, mineralsk
og flot balanceret med syre.
Vinho da Neve 2014: Lavet på en blend af Encruzado og
Sercial (10 %) fra en særlig vinmark med udsigt til Sierra Estrella, hvor der
gerne er sne (neve) på toppen. Frisk og mineralsk, men også med intenst
frugtpræg. Flot syre og struktur, lidt krydret. En stor vin.
Ribeira
Santo Reserva Tinto 2013: Rubin. Godt med frugt og fylde, mineralsk og
med diskret fadpræg samt tanniner. Krydret fin hale.
Ribeira Santo Touriga Nacional 2013: Laves kun i de bedste
år. Flot og ekspressiv næse med de typiske karaktertræk som mørke bær og
violer. Stadig meget rå, har brug for tid.
Vinha Neve Tinto 2012: Dyb rubin med bær og florale noter i
næsen. Mineralsk, elegant, balanceret og med bløde tanniner. En stor og flot
vin.
Ribeira Santo Automatic Tinto 2014: Økologisk med solbær, hyldebær
og florale noter i næsen.
Et lærerigt besøg og en god introduktion til de muligheder
råmaterialet og druesorterne giver – og dertil såvel et rart nyt bekendtskab
med Carlos Lucas og et altid dejligt gensyn med Sonia. Efter smagningen og et
god gang bacalhau til frokost med pasteis de nata og egen portvin til dessert, gik turen videre til næste producent.
Læs mere om Magnum her.
Læs mere om Magnum her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar