Terras de Tavares. Tavareses jord. Ejeren af Quinta da
Boavista ved Penalvo do Castelo i Dão er faktisk Tavares de Pina familien med João Tavares de Pina som winemaker. Så den er god nok. Og det er vinen også. Men det
spiller måske ind, at jeg er blevet mere og mere glad for regionen, som laver
lidt lettere med stadig meget fyldige, komplekse og flotte vine, hvis man
sammenligner med den mere kendte og lidt nordligere region Douro.
Otte hektar jord med skiffer og granit er tilplantet med
vin, nærmere bestemt især Touriga Nacional og Jaen – en druesort, som indgår i
mange blends fra Dão, men sjældent med så stor andel som hos Terras de Tavares.
Foruden vin opdrattes i øvrigt de berømte Lusitano heste på ejendommen, ligesom
der produceres de herlige Serra da Estrela oste, opkaldt efter de nærtliggende
bjerge.
Druerne blev tidligere solgt til en lokalt kooperativ, men
siden 1997 har quintaen haft sin egen produktion under navnene Terras de
Tavares og Torre de Tavares.
Vinene lagres længere end vanligt og frigives først, når
João Tavares de Pina mener, at de er klar til det. Der laves også hvidvin på druesorter
som Encruzado, Cerceal og Síri samt enkeltdruevine på Jaen, Rufete og
Touriga Nacional.
Jeg har smagt følgende to vine fra Terras de Tavares.
Terras de Tavares Dão DOC Tinto 2006
Blend af lige dele Jaen og Touriga Nacional, lagret 36
måneder på barrique og derefter 5 år på flaske inden frigivelse. Rubin med lys
kant. Flot og intens duft af modne kirsebær, lidt blomster og lidt mørkere
nuancer som balsamico. Frisk med rent frugtpræg, god syre og mineralitet samt
god intensitet og dybde. En blød tekstur med bløde, modne tanniner og god
eftersmag. Kompleks af et introlevel at være. Drikkeklar og modnet, men også
holdbar en del år frem i tiden.
Terras de Tavares Dão DOC Reserva Tinto 1997
Ligeledes et blend af Jaen og Touriga Nacional og ligeledes
lagret. Rubin med brun kant. Klar men med bundfald. Duft af syrnede kirsebær og
animalske noter samt kakao. Meget fyldig og intens i munden. En kompleks,
kraftig og krydret vin med godt syreniveau og stadig med modne tanniner. En god,
velsmagende madvin med lang eftersmag.
Terras de Tavares forhandles i Danmark af NordentoftWine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar