tirsdag den 21. juni 2016

Bogen om Quinta do Vale Meão

Nogle quintaer i Douro er mere kendte end andre, og mange af de mest kendte har det til fælles, at de har været ejet af legendariske Antónia Adelaide Ferreira, som nåede at besidde ikke mindre end 24 af slagsen. Det gælder f.eks. Vargellas og Vesuvío, og det gælder Quinta do Vale Meão, som i modsætning til førstnævnte stadig ejes af efterkommere af Dona Antónia.
En ny bog fortæller historien om quintaen og ikke mindst dens indehavere gennem tiden. Den er skrevet af Francisco Javier de Olazabal, som i dag ejer og driver quintaen sammen med sine børn, Francisco, Jaime og Luisa, hvor førstnævnte fungerer som winemaker. Første del af bogen er selvfølgelig baseret på historiske kilder og arkivmateriale, hvorimod sidste del er fortalt i jeg-form og udgøres af Franciscos egne erindringer fra han første gang besøgte quintaen som syvårig sammen med sine forældre og frem til i dag. Og det foregår med meget sanselige og maleriske beskrivelser, så man næsten som læser oplever at være der selv:
”Almost the first and strongest impression I remember is the intense smell of the mountain herbs, french lavender and orange flower, and the silence of the night which, combined with the warm temperature and the absence of wind, enveloped us in an atmosphere like velvet.”
Stedet gør altså stort indtryk på drengen, hvorfor han da også fra en helt ung alder drømmer om selv at komme til at eje stedet en gang:
”Since my childhood I dreamed of the marvellous possibility of one day being the owner of Vale Meão.”   
Her er vi tilbage i 1940´erne, hvor meget var anderledes end i dag. Transportmulighederne var ringere, og der var ingen elektricitet i Dourodalen. Og går vi endnu længere tilbage i tiden, var der faktisk ingenting på det landområde, som udgør quintaen – ligesom det mest af Douro Superior blev regnet for ødeland.
Men Dona Antónia var fremsynet og ville det anderledes. I 1860´erne begyndte hun at investere i ejendom og landområder i Douro Superior. Vargellas, Vesuvío og andre quintaer var allerede under Ferreira-familiens ejerskab, og da disse gav gode vine, havde hun mod på mere. I 1877 køber hun så ca. 300 hektar endnu uopdyrket land ved Monte Meão, hvor Douro slår en stor vinding, så området nærmest virker som en halvø. Phylloxeraen havde allerede hærget, så det gav god mening at opsøge nye landområder. De første vinstokke blev plantet i 1888, og den første høst fandt sted i 1892, hvor også de nødvendige bygninger var blevet opført. Få år senere stod såvel kapel som selve quintaen færdige – et år før Dona Antónias død.


De første mange sider af bogen fortæller om Ferreira-familien og ikke mindst Dona Antónia og deres forhold til Douro og Vale Meão. Efter Franciscos egne erindringer følger så grundige og lærerige gennemgange af forhold som jordbund, klima, vinmarkernes placering og valget af druesorter samt områdets flora og fauna. Forelskelsen i området, som allerede ramte den syvårige dreng, synes intakt. Tilhørsforholdet tager ikke kun afsæt i den vin, der produceres, men omfatter i høj grad også geografien og naturen. Et sidste kapitel bringer selvfølgelig en oversigt over de vine og den olivenolie, som produceres på Quinta do Vale Meão.
For drengens drøm gik jo i opfyldelse. Han blev ejer af stedet. Efter Dona Antónias død fulgte en langsom opsplitning af ejerskabet – ikke kun til Vale Meão, men også til mange andre ejendomme. Godt nok blev Casa Ferreirinha dannet i 1898 af arvingerne, men arvereglerne gjorde, at ejerskabet til ejendomme og selskab blev splittet op på flere og flere personer for hver generation, der gik. Eller som Francisco skriver:
”…when the property would pass into the hands of my generation, the number of owners would total several dozens which would very probably lead to the indifference of many and to the probable sale of the whole quinta.”
Ikke alle var interesserede i medejerskab, så ejerkredsen svandt dog ind, og i 1994 tilbyder Franciscos seks medejere, at han kan købe deres andele. På det tidspunkt står hans i spidsen for Casa Ferreirinha ligesom han sidder i bestyrelsen for selskabets nye ejer, den store Sogrape koncern, som overtog Ferreira i 1987. Derfor måtte han træde tilbage, hvis han ville forvandle drømmen til virkelighed.
Bogen er flot illustreret og spændende læsning, hvis man – som jeg – elsker at fordybe sig i den historiske udvikling, geografien og alle de andre forudsætninger for den produktion af portvin og bordvin, der finder sted i Douro i dag. Undervejs fortælles mange gode historier som f.eks. om skabelsen af ikonvinen Barca Velha, hvilket skete under Franciscos svigerfar, Fernando Nicolau de Almeidas kyndinge ledelse. Og senere igen etableringen af Douro Boys, hvor Vale Meão jo er en af de fem quintaer i samarbejdet.


Og til sidst lige et par ord om vinene, som omfatter flere serier:
  • Meandro, som er opkaldt efter den vinding, Douro-floden slår ved Vale Meão. Produceres både som rød og hvid.
  • Quinta do Vale Meão, som laves på druer på de ældste vinmarker. Blend af mere end 50 % Touriga Nacional samt Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Cão og Sousão.
  • Monte Meão, udelukkende baseret på Touriga Nacional fra vinmark plantet på granit.
  • Quinta do Vale Meão Vintage Port, baseret på alle de røde druesorter og med Touriga Franca som fremtrædende.
  • Olazabal Finest (Reserva Ruby Port)

Enkelte af vinene er omtalt i min nylige post om Douro Boys. Læs mere om Quinta do Vale Meão her

   


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar