Sommer i Portugal 4 – Portvinshuse i Gaia

Portvinshusene læner sig op ad hinanden på Gaia-siden af Douro. Flere gange i løbet af vores sidste ferieuge vandrer vi over den underste etage af Ponte D. Luis, kanter os forbi de mange tilbud om sejlture og turistrundvisninger for at besøge caves og smage. Et par af besøgene er arrangeret hjemmefra – andre er spontane.

Første aftale gælder Graham´s, som gemmer sig lidt oppe ad Rua Rei Ramiro. Oprindeligt var det planen, at vi skulle mødes med min gode ven Gustavo Devesas, men han havde dagen forinden brækket armen i en fodboldkamp for husets ansatte. I stedet er det Delphine Armand, som viser os rundt og forestår smagningen. Delphine er fransk, men har boet i Danmark og taler faktisk glimrende dansk.

Graham´s er i gang med en større opbygning. Reception og smagelokale er færdigt, og snart følger en ny restaurant. Delphine viser vej gennem de mange små og store fade samt ind i kælderrummet, hvor flaskerne med vintage fra 1868 til i dag ligger gemt. Undervejs fortæller hun om firmaets quintaer, de forskellige portvinstyper og fremstillingen heraf.

Efterfølgende havde Gustavo planlagt en god og bred smagning. Six Grapes og LBV 2007, 10 og 20 års tawny, Malvedos Vintage 1999 og Grahams 2003 samt som afslutning en 40 års tawny. Grahams 2003 var meget mørk og frugtfyldt og selvfølgelig med pæne tanniner. Flot potentiale fra en årgang, som det skal blive spændende at følge. Malvedos 1999 var i god balance og drikkeklar. Måske ikke så dyb som 2003, men klart et bedre glas her og nu.

Næste store besøg er hos Ramos Pinto, hvor man ikke kun kan se portvinslageret, men også museet, der byder på såvel kunst som et historisk indblik i huset. Grundlæggeren Adriano Ramos Pinto var langt forud for sin tid, hvad angår markedsføring og events.

Vi bliver vist rundt af en smilende Ana Isabel Pereira, som fortæller et udvalg af anekdoter. Om kunstinteressen, de mange gaveartikler, provokationerne og de flotte plakater. Om tronstolen, hvor husets forretningsforbindelser blev placeret, så de følte sig som noget særligt. Og om den første flyvetur over Atlanterhavet til Brasilien, hvor piloterne medbragte gaver heriblandt et par flasker Ramos Pinto, da portvinshuset havde sponseret turen. Flyet havde vi tidligere set ved kajen i Belém ved Lissabon – nu fik vi den fulde historie. Piloterne måtte nødlande undervejs og drak portvinen. I et brev til Ramos Pinto beklagede de, men ellers havde de ikke overlevet. Og det udsagn blev så udnyttet til et endnu større reklamestunt.    

Efterfølgende dukker Ana Rato også op. Hende har jeg mødt i Danmark et par gange, da hun er ansvarlig for salget i England og Danmark. Sammen havde de planlagt en flot smagning – og igen med bredde, da det jo var familiebesøg. Adriano White Reserva og Adriano Reserva (tawny) fra deres nye ”Style”-serie, der gør flot brug af kunstplakaterne på etiketterne. 10, 20 og 30 års tawny – en fornem serie, som præsenterer huset på glimrende vis. Collector Reserva (ruby), LBV 2007, Vintage 2000 og som en fremragende afslutning Vintage 1982. Selv om 82 ikke er blandt de største år, viste årgangen sig her fra sin bedste side. Flot, moden og drikkeklar.   

Det blev altså til to gode besøg med venlig gæstfrihed, charmerende værter og flotte smagninger. Derudover var vi også hos Krohn´s, hvor det blev til et par glas, vi kiggede ind til Oscar Quevedo og skævede ind hos Croft. Og endelig nød vi en 40 års tawny hos Noval, som afslutning på en ferie, der i høj grad stod i portvinens tegn. Ikke kun, da der også skulle være tid til badeture, sightseeing, læsning samt almen familie- og feriehygge.

Sommer i Portugal 3 – Porto

De røde tage fylder godt i billedet. Fra flodens bred og op ad bakken. Fra broen, jeg står på, og til højen i baggrunden. Broen bærer det royale navn Dom Luis I eller blot Ponte D. Luis. Den tilskrives ofte fejlagtigt franske Gustave Eiffel, men er bygget af det belgiske firma Société de Willebroeck med ingeniøren Teófilo Seyrig i spidsen. Seyrig havde også stået for den nærtliggende jernbanebro Maria Pia, som netop blev skabt i samarbejde med den berømte Eiffel. Der skal da heller ikke være tvivl om, at eleven Seyrig havde et godt øje til Eiffels jernkonstruktioner.

Ponte D. Luis er med sine to etager blevet et vartegn for Porto, hvor den sidste uge af vores ferie blev tilbragt. Vi havde lejet et hus ved Praia de Salgueiros i Vila Nova de Gaia, byen på sydsiden af Douro, som faktisk med tiden har vokset sig større end selve Porto. Tæt ved stranden og med gode busfornindelser til Gaia centrum og Porto.

Vi krydser Douro på det øverste dæk af broen for at nyde udsigten. Her kørte der tidligere biler, men i dag er overgangen forbeholdt metrolinien og promenerende fodgængere. På Gaia-siden kan vi se ned over de store portvinslagre med de røde tage og rækken af Barcos Rabelos ved kajen. Bådene er tydeligt inspirereret af de vikingeskibe, der i sin tid gæstede kysterne i området. De blev i mange år benyttet til at fragte portvinstønder ned fra quintaerne i Douro – en farefuld bådfærd, som blev erstattet af store lastvogne, da infrastrukturen i dalen blev udviklet. I dag ligger bådene mest til pynt som store vuggende visitkort for portvinshusene. Hvert år den 24. juni sætter de dog sejl og kappes indbyrdes i en sejllads fra flodudmundingen til Ponte D. Luis. I år var det båden fra Warre´s, som løb af med den prestigefyldte sejr.

På Porto-siden ligger det farverige Ribeira-kvarter og øverst den gamle katedral. Tættest ved broen er Ribeira med årene blev lidt vel turistpræget med fortovsrestauranter og souvenirbutikker side om side, men bydelen har nu stadig sin charme og er et besøg værd. Her kan man spise en omgang caldo verde, bacalhau eller byens specialitet, Tripas à moda do Porto, kallun med kylling og hvide bønner. Eller man kan besøge den hyggelige portvinsbar, Vinologia - La Maison des Porto, hvis franske ejer har specialiseret sig i vine fra mindre quintaer. Vinbaren ligger lige overfor Factory House – en søjleklædt bygning, der ikke skilter med sit indhold. Men det er her de engelske portvinsskippere holder til. 

Lidt længere væk rager Clérigos tårnet op ved kirken af samme navn. Den gæster vi senere for at kravle helt til tops og kigge ud over byen. Bagefter går vi rundt om hospitalet til Museu Nacional de Soares dos Reis, som byder på en fin lille samling af portugisisk kunst fra 1700 og 1800-tallet. Det store museum for moderne kunst, Fundacão Serralves er placeret lidt længere ude, ligesom musikhuset, Casa da Música, tegnet af Rem Koolhas er et besøg værd med sin særprægede arkitektur og de mange skæve vinkler.

Vi shopper lidt rundt i gaderne omkring Clérigos, i tværgaderne for enden af Praca da Liberdade samt ikke af forglemmet i gågaden, Rua de Santa Catarina. Undervejs bliver det også til et obligatorisk besøg på São Bento banegården med de flotte, historiske azulejos-panoramer, som nyligt er blevet restaureret.

Porto et en spændende og varieret by at besøge. Fra de små skumle gyder omkring katedralen til de flotte avenuer. Bakke op og bakke ned og ikke mindst langs floden med de mange gamle som nye broer. Og så selvfølgelig ikke mindst de mange portvinslagre i Gaia, som vi også fik besøgt nogle stykker af. Herom følger i den sidste beretning.  

Sommer i Portugal 2 – Douro

Udsigten er ikke mindre end fantastisk. Under os rækker af vin, etage efter etage hele vejen ned mod Douro-floden. Grønt i brunt, men afbrudt af de hvide bygninger. På den anden side af floden går det op igen, og også dér ligger der vingårde rundt mellem skråningernes marker.

Vi er på Quinta do Bomfim – en af mange vingårde ejet af Symington-familien. Her produceres der Dow´s portvin af den bedste slags. Men da det er juli måned, er der ikke travlt i markerne. Det er der til gengæld på selve vingården, hvor håndværkerne bruger de stille sommermåneder på at istandsætte og male. 

Joana Serôdio kører os op i markerne, så vi kan nyde udsigten. Ind i mellem er der meget stejlt, og alle fire hjul må til for at forcere skifferskråningerne. Derefter går det ned igen mod selve quintaen, hvor vi kigger inden for i bygningen, hvor vindruerne afstilkes, presses og gæres. Og bagved eller rettere under ser vi også lagerrummet, hvor sidste års høst stadig opbevares på kæmpe fade, inden den fragtes ned til Vila Nova de Gaia. Vores værter byder på en fadprøve. Imødekommende og overraskende drikkeklar samt med et flot potentiale, der bekræfter forudsigelserne om en fremragende årgang 2011. Det er med stor sandsynlig en kommende vintage, vi slubrer i os, men det skal de endelige prøver senere på året klargøre.  

Efter et par sommerdage i Lissabon fulgte et par dage i Douro, nærmeste bestemt på Chanceleiros, et flot og eksklusivt sted, hvor jeg før har boet med Den Fynske Portvinsklub. Der er alt, hvad man kan ønske af luksus – og ikke mindst udsigten ud over de omkringliggende vinmarker. Og så er der venlige værter og et godt portugisisk landkøkken, som den ene aften fremtryller en meget lækker lammeret fra ovnen.

En lille spadseretur væk, nede om hjørnet, ligger Quinta do Infantado. Hvor Bomfim er en flot og stor quinta i en stor koncern, er Infando nærmere den lille lokale vinbonde, men dog med en betydelig produktion såvel kvantitativt som kvalitativt. En aften vandrer vi på uanmeldt besøg og møder ønolog Fátima Ribas, som trods træthed efter dagens arbejde byder os på en lille rundtur på den rustikke quinta og ikke mindst en lille smagning i det flotte lokale, som de lod indrette for et par år siden. João Roseira, hvis familie ejer quintaen, er ikke til stede, men Fátima gør en glimrende erstatning. Hun fortæller, at de stadig videreudvikler på den robot, de fik et par år siden. Infantado har ellers hidtil benyttet den gamle metode med fodpresning i lagares, men da det var svært altid at få tilstrækkeligt med fødder til at trampe i druerne, valgte også de at investere i et automatisk system. En robot kan trods alt arbejde dag og nat, og den har temperaturkontrol, så gæringen bedre kan styres.

Efter et kig ind i lagerbygningen byder Fátima på et lille udvalg af deres portvin heriblandt hvid, 10 års tawny, Reserva Especial, LBV og en yngre Colheita. En fin introduktion, når man kommer uanmeldt, og en fornem afslutning på et besøg hos en venlig og imødekommende vært. Vi takker.

Det blev kun til et par nætter på Chanceleiros før vores vanlige kasketklædte taxachauffør kørte os ned til stationen i Pinhão igen. Vi nød de flotte azulejos-billeder inden toget tog os med retur til Porto, hvor den sidste uge af ferien fulgte.   

Sommer i Portugal

Sommerferien gik ikke så overraskende til Portugal sammen med familien og min brors familie, som aldrig havde været der før. Vi startede med et par dage i Lissabon, hvor det blev til nogle obligatoriske oplevelser for debutanter: En tur i sporvogn nr. 28, besøg på Castelo, vandretur i Alfama, Baixo, Chiado og Bairro Alto og en tur ud til Belém inklusiv smagning af nybagte Pasteis de Belém. Uhmm.

Vi fik også besøgt fadorestauranten, Parreirinha de Alfama, som ejes af Argentina Santos, som jeg har portrætteret i min bog, ligesom jeg har lavet radioreportage fra stedet. Det er derfor en restaurant, jeg ynder at vende tilbage til, da stedet har charme og autenticitet og altid byder på god fado. Argentina var desværre ikke selv til stede, hvilket hun efter sigende sjældent er i dag, da helbredet ikke er, som det var. Men personalet tog sig godt af os, musikken og sangen var god, og vi nød en udvalg af fiskeretter med kølig vinho verde til.

Det blev også til en lille tur indefor i Portvinsinstittutet for bogstaveligt talt at tage forsmag på de kommende dage. For efter et par hastige dage i hovedstaden gik turen nordpå med toget fra Santa Apolonia til Campanhã i Porto og derfra direkte videre med Linha do Douro, den smukke togtur langs Douro-floden og frem til Pinhão. Mere herom snarest.

Dansk film om fado

Der er langt fra de store internationale koncertsale til de små taverner i Alfama. Og der er langt fra verdensstjerner som Mariza, Christina Branco og Mísia til de mere ukendte sangere, der hver aften bevæger sig rundt i de små gyder for at lægge stemme til og videreføre fadotraditionen på de mere ydmyge steder.

Danske Anders Leifers film ”Fado” fra 2003, som heldigvis nu er genudgivet på DVD, hylder de sidstnævnte. Dagdriveren Zé António, den gamle enke Suzette, taverneejeren Concalo og opvaskeren Tina. Alle kan de ikke afholde sig fra at synge fado, og alle har de en historie at fortælle. Zé om de indre sår fra kolonikrigen i Guinea-Bissau. Suzette om de mange år i forstaden, hvor manden forbød hende at synge fado. Concalo om de store vidder i Alentejo og farmen, som familien måtte forlade efter revolutionen i 1974. Og den charmerende Tina, som stopper op midt i opvasken og indrømmer, at hun ikke ved, hvorfor hun er endt netop dér.

Trods afstikkere er det Concalos lille Taberna do Julião og de snævre gyder og stejle trapper i Alfama, der er filmens absolutte centrum. Og filmens sjæl, fristes man til at skrive. Taberna do Julião tilbyder såkaldt fado amador – altså fado med ikke-professionelle udøvere. Men ordet amador kommer af ”at elske” – og det er netop det, der er kernen i sangernes forhold til fadoen. Kvaliteten af stemmerne kan så sandelig diskuteres, men deres passion er stor og indiskutabel.

Selv om filmen er optaget i 2002, sender valget af hovedpersoner og location os tilbage i tiden. De fleste optagelser er holdt i sort-hvid, som dog iblandes grynede stemningsskabende farveoptagelser. Leifer sværmer for de gamle sporvogne, de slidte og afskallede mure og de ensomme nattevandringer gennem de smalle brostensbelagte stræder. Alfama og det nærtliggende Mouraria fremstår som tidslommer, hvor udviklingen er gået forbi, og hvor man kan genfinde fadoen, som den blev sunget og udlevet i sin barndom.

Zé, som med sin driven rundt og sin lyst til at drikke så at sige inkarnerer de typer, der var med til at skabe fadoen i sin tid, opsøger Mouraria og spørger om kvarteret vil overleve. Suzette fortæller, at hun er født i Rua do Capelão i Mouraria – gaden, hvor den mytiske Maria Severa levede – og vi hører hende synge den traditionelle fadosang Adeus Mouraria. I modsætning til Alfama, som stort set fremstår intakt, blev store dele af Mouraria ofret for byfornyelsesprojekter under Estado Novo, så kun en mindre del af bydelen har overlevet.  

Dermed er filmen på den ene side et bevis på, at fadoen ikke kun har overlevet i de store koncertsale, men også er en levende tradition blandt lokalbefolkningen. Ja, det nævnes sågar ganske korrekt, at også de unge er med på vognen. Men på den anden side får filmen et skær af romantisk nostalgi i sin insisteren på kun at fokusere på amatørsangere i de gamle kvarterer, der ikke kan andet end at forfølge deres skæbne og synge fado akkurat som generationerne før dem. Og den negligerer de mange professionelle udøvere i alle aldre, som også er en nødvendig del af fadoens udvikling og en betingelse for dens overlevelse kunstnerisk set.

En dejlig og charmerende filmisk rejse, der som fadoen selv efterlader en vemodig stemning af saudade. 

Filmen kan købes via http://www.fenrisfilm.dk/

Læs mere om Suzette, som jeg selv har mødt, i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog Mit andet hjemland.

Vine fra Douro vinder frem

Det er lidt blandede karakterer, vinbladet Decanter uddeler i majudgaven, hvor deres smagepanel har kastet sig over rødvine fra Douro. På en skala med fem stjerner har 4 vine scoret topkarakter, 33 har fået fire stjerner svarende til en meget varm anbefaling og hele 128 anbefales med 3 stjerner. Umiddelbart flot, men der dryppes også malurt i bægeret, for som en af eksperterne, Chris Sherwood, udtrykker det, er der en manglende ensartethed i regionen. En del i topkvalitet, men ”there is a sea of stuff that simply isn´t good enough”.

Hårde ord, men ikke forkerte. Området kan levere det bedste, men også meget, der ikke er godt nok til det internationale marked. Årsagen er måske, som Portugal- og portvinseksperten Richard Mayson påpeger, at området først blev demarkeret på bordvinsområdet i 1979. Så det er altså en ung region, der stadig har meget at lære.

Som en understregning af denne pointe, er det især vine fra kredsen omkring de såkaldte The Douro Boys, der scorer højt. Douro Boys var nogle af de første, der prioriterede bordvinene højt, ligesom de bruger druer af bedste kvalitet. Det koster så måske til gengæld lidt på portvinssiden til andres fortrydelse.        

Af de fire vine med topkarakter kommer den ene således fra Quinta do Crasto, nemlig ikke overraskende deres Vinha Maria Teresa 2009. Yderlige bedømmes Crastos Tinta Roriz 2009 og Douro Reserva Old Vines 2009 til fire stjerner ligesom deres almindelige Quinta do Crasto anbefales. Jeg kan kun erklære mig enig i deres bedømmelse.

To af vinene med fem stjerner kommer fra samme hånd. Quinta do Passadouro Reserva 2009 og Wine & Souls Pintas 2009 er begge lavet af Jorge Serodio Borges, der sammen med fruen, Sandra Tavares da Silva er forbundet med Douro Boys. Wine & Soul fik endvidere deres Pintas Character 2009 bedømt til fire stjerner. Det samme gjaldt Quinta do Vale Meão 2009 og Niepoorts Vertente 2009, mens Quinta do Vallado og Quinta de Vale Dona Maria, hvor førnævnte Sandra Tavares huserer som winemaker høstede tre stjerner.

Der var altså stjerneregn over Douro Boys med venner, hvilket dog ikke er så overraskende, da de netop har satset højt på området. Af andre producenter, som fortjener opmærksomhed, kan nævnes Quinta de la Rosa, hvis La Rosa Reserva 2009 var den sidste med fem stjerner. Tim og Sophia Bergqvist (far og datter) har ligeledes delt deres engagement mellem bordvine og portvine, hvilket synes at være almindeligt blandt producenter i mellemstørrelsen. Årsagen er givet lige dele kærlighed til begge vintyper og økonomi, da der kort og godt er flere penge i at sælge god rødvin end at være et mindre navn i portvinsbranchen, hvor produktionen samtidig er begrænset af kvoter.

Blandt vine med fire stjerner finder vi huse som Quinta de Infantado, Gaivosa og Barão de Vilar samt Douro Family Estates, som er en samling af mindre producenter. Der er altså en del navne, som er værd at lægge mærke til, når det gælder rødvine fra Douro – og antallet vil givet vokse de kommende år. Som Decanter bemærker var der sidst de fokuserede på rødvine fra Douro mindre end 100 vine at smage. Denne gang var der 226!

Det samme er Christian Seely, som bestyrer berømte Quinta do Noval og Quinta da Romaneira, inde på i sin blog. Seely fremhæver Douros styrke både i forhold til enkeltdruevine baseret på især Touriga Nacional og i forhold til et blend af de kendte portvinsdruer. Og så slutter han med at konstatere, at der vil ske meget i de kommende år: ”There are already great things to be discovered among the new red wines of the Douro, and the next few years are sure to reveal some thrilling discoveries”. Seelys egne vine Quinta do Noval 2008 og Sino da Romaneira 2008 scorede begge fire stjerner i Decanter.

En sidste bemærkning skal gå på årgangen. Som det fremgår, var det især 2009, der fik topkarakterer. Som Sarah Ahmed opsummerer i bladet var 2009 præget af høje temperaturer, hvilket er godt for portvin, men en udfordring for rødvin. Til gengæld kan resultatet blive fremragende i dygtige hænder. Eller med Sarahs ord: ”Recently, winemakers have paid more attention to balance and the panel rewarded their efforts to avoid overripeness and harness the Douro’s exuberant fruit”.

En del af vinene fra The Douro Boys fås hos Portugisisk Vinkælder

Senhora da Noite

Der kunne være et ”s” i enden på senhora i titlen på Mísias 10. album, Senhora da Noite, som vel bedst lader sig oversætte med det engelske ”Lady of the night”. For der er tale om en hyldest til kvindelige digtere og fadosangere. Samtidig er pendulet svunget tilbage til den mere traditionelle fado – et position hun ikke har indtaget med så stor konsekvens siden albummet Ritual, der kom i 2001.

Mísia var en af de første, der slog igennem med fado efter et stille årti i hælene på revolutionen i 1974. Hun pladedebuterede i 1991 og har siden skiftet mellem at levere mere klassisk fado og moderne fado iblandet stilarter som Bolero, franske chansons mv. Fado på kanten, men altid med fadoens typiske indlevelse og stemning.

Hvem er det så Mísia hylder? Jo, for det første – selvfølgelig – Amália, idet afslutningsnummeret Rapsódia Amália er et potpourri af forskellige sange, som alle har tekst af og har været fremført af fadoens dronning. Men Amália er ikke den eneste fadista, som krediteres. Aldina Duarte, Amélia Muge og Mísia selv har leveret tekster ligesom forfattere som Rosa Lobato, Hélia Correia, Lídia Jorge og ikke mindst Agustina Bessa-Luís, hvis bidrag Mísia dog allerede indspillede som titelsang på det fremragende album Garras dos Sentidos. Nu leveres digtet i en mere tempofyldt og munter version. Nye melodier og instrumentering af gamle tekster eller modsat nye tekster til gamle melodier er faktisk ganske normalt i fadoens verden, hvor standartrepertoiret har været fortolket utallige gange.

Senhora da Noite skal ikke ses som et feministisk projekt, har Mísia selv påpeget. Men det er en påmindelse om, at kvinder ikke kun står for vokalen, når det gælder fado, men også kan levere ord og indhold. Kvinder er ikke kun fadoens muser, men også dens skabere.

Foruden titelsangen bør fremhæves den smukke, stille Tarde Longa med tekst af Lídia Jorge en af Portugals største samtidsforfattere samt Ulissipo om Penélope, der venter sin mand, den evige sømand, akkurat som kvinderne i Lissabon, når mændene var på havet. Længslen efter dem på havet eller efter dem derhjemme angives netop som en af kilderne til begrebet saudade og til fadoens opståen.

Ud over den traditionelle besætning med guitar, Guitarra Portuguesa og bas akkompagneres Mísia af piano, violin og akkordeon – instrumenter som hun og andre fadosangere har gjort flittigt brug af før. Et par gange giver violinen klare mindelser om albummet Canto med kompositioner af Carlos Paredes.

Så afgjort et spændende og veludført udspil fra en de største. Og hvad enten Mísia synger mere traditionel fado som her eller eksperimenterer med genren, sætter hun sit eget tydelige kunstneriske fingeraftryk.