De røde tage fylder godt i billedet. Fra flodens bred og op
ad bakken. Fra broen, jeg står på, og til højen i baggrunden. Broen bærer det
royale navn Dom Luis I eller blot Ponte
D. Luis. Den tilskrives ofte fejlagtigt franske Gustave Eiffel, men er
bygget af det belgiske firma Société de Willebroeck med ingeniøren
Teófilo Seyrig i spidsen. Seyrig havde også stået for den nærtliggende
jernbanebro Maria Pia, som netop blev
skabt i samarbejde med den berømte Eiffel. Der skal da heller ikke være tvivl
om, at eleven Seyrig havde et godt øje til Eiffels jernkonstruktioner.
Ponte D. Luis er
med sine to etager blevet et vartegn for Porto, hvor den sidste uge af vores ferie
blev tilbragt. Vi havde lejet et hus ved Praia de Salgueiros i Vila Nova de
Gaia, byen på sydsiden af Douro, som faktisk med tiden har vokset sig større end
selve Porto. Tæt ved stranden og med gode busfornindelser til Gaia centrum og
Porto.
Vi krydser Douro
på det øverste dæk af broen for at nyde udsigten. Her kørte der tidligere
biler, men i dag er overgangen forbeholdt metrolinien og promenerende fodgængere.
På Gaia-siden kan vi se ned over de store portvinslagre med de røde tage og
rækken af Barcos Rabelos ved kajen. Bådene
er tydeligt inspirereret af de vikingeskibe, der i sin tid gæstede kysterne i området.
De blev i mange år benyttet til at fragte portvinstønder ned fra quintaerne i
Douro – en farefuld bådfærd, som blev erstattet af store lastvogne, da
infrastrukturen i dalen blev udviklet. I dag ligger bådene mest til pynt som
store vuggende visitkort for portvinshusene. Hvert år den 24. juni sætter de
dog sejl og kappes indbyrdes i en sejllads fra flodudmundingen til Ponte D.
Luis. I år var det båden fra Warre´s, som løb af med den prestigefyldte sejr.
På Porto-siden
ligger det farverige Ribeira-kvarter og øverst den gamle katedral. Tættest ved
broen er Ribeira med årene blev lidt vel turistpræget med fortovsrestauranter
og souvenirbutikker side om side, men bydelen har nu stadig sin charme og er et
besøg værd. Her kan man spise en omgang caldo verde, bacalhau eller byens
specialitet, Tripas à moda do Porto, kallun med kylling og hvide bønner. Eller
man kan besøge den hyggelige portvinsbar, Vinologia - La Maison des Porto, hvis
franske ejer har specialiseret sig i vine fra mindre quintaer. Vinbaren ligger
lige overfor Factory House – en søjleklædt bygning, der ikke skilter med
sit indhold. Men det er her de engelske portvinsskippere holder til.
Lidt længere væk rager
Clérigos tårnet op ved kirken af samme navn. Den gæster vi senere for at kravle
helt til tops og kigge ud over byen. Bagefter går vi rundt om hospitalet til
Museu Nacional de Soares dos Reis, som byder på en fin lille samling af portugisisk
kunst fra 1700 og 1800-tallet. Det store museum for moderne kunst, Fundacão
Serralves er placeret lidt længere ude, ligesom musikhuset, Casa da Música,
tegnet af Rem Koolhas er et besøg værd med sin særprægede arkitektur og de
mange skæve vinkler.
Vi shopper lidt
rundt i gaderne omkring Clérigos, i tværgaderne for enden af Praca da Liberdade
samt ikke af forglemmet i gågaden, Rua de Santa Catarina. Undervejs bliver det
også til et obligatorisk besøg på São Bento banegården med de flotte, historiske
azulejos-panoramer, som nyligt er blevet restaureret.
Porto et en
spændende og varieret by at besøge. Fra de små skumle gyder omkring katedralen
til de flotte avenuer. Bakke op og bakke ned og ikke mindst langs floden med de
mange gamle som nye broer. Og så selvfølgelig ikke mindst de mange
portvinslagre i Gaia, som vi også fik besøgt nogle stykker af. Herom følger i
den sidste beretning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar