torsdag den 2. august 2012

Sommer i Portugal 4 – Portvinshuse i Gaia


Portvinshusene læner sig op ad hinanden på Gaia-siden af Douro. Flere gange i løbet af vores sidste ferieuge vandrer vi over den underste etage af Ponte D. Luis, kanter os forbi de mange tilbud om sejlture og turistrundvisninger for at besøge caves og smage. Et par af besøgene er arrangeret hjemmefra – andre er spontane.

Første aftale gælder Graham´s, som gemmer sig lidt oppe ad Rua Rei Ramiro. Oprindeligt var det planen, at vi skulle mødes med min gode ven Gustavo Devesas, men han havde dagen forinden brækket armen i en fodboldkamp for husets ansatte. I stedet er det Delphine Armand, som viser os rundt og forestår smagningen. Delphine er fransk, men har boet i Danmark og taler faktisk glimrende dansk.

Graham´s er i gang med en større opbygning. Reception og smagelokale er færdigt, og snart følger en ny restaurant. Delphine viser vej gennem de mange små og store fade samt ind i kælderrummet, hvor flaskerne med vintage fra 1868 til i dag ligger gemt. Undervejs fortæller hun om firmaets quintaer, de forskellige portvinstyper og fremstillingen heraf.

Efterfølgende havde Gustavo planlagt en god og bred smagning. Six Grapes og LBV 2007, 10 og 20 års tawny, Malvedos Vintage 1999 og Grahams 2003 samt som afslutning en 40 års tawny. Grahams 2003 var meget mørk og frugtfyldt og selvfølgelig med pæne tanniner. Flot potentiale fra en årgang, som det skal blive spændende at følge. Malvedos 1999 var i god balance og drikkeklar. Måske ikke så dyb som 2003, men klart et bedre glas her og nu.

Næste store besøg er hos Ramos Pinto, hvor man ikke kun kan se portvinslageret, men også museet, der byder på såvel kunst som et historisk indblik i huset. Grundlæggeren Adriano Ramos Pinto var langt forud for sin tid, hvad angår markedsføring og events.

Vi bliver vist rundt af en smilende Ana Isabel Pereira, som fortæller et udvalg af anekdoter. Om kunstinteressen, de mange gaveartikler, provokationerne og de flotte plakater. Om tronstolen, hvor husets forretningsforbindelser blev placeret, så de følte sig som noget særligt. Og om den første flyvetur over Atlanterhavet til Brasilien, hvor piloterne medbragte gaver heriblandt et par flasker Ramos Pinto, da portvinshuset havde sponseret turen. Flyet havde vi tidligere set ved kajen i Belém ved Lissabon – nu fik vi den fulde historie. Piloterne måtte nødlande undervejs og drak portvinen. I et brev til Ramos Pinto beklagede de, men ellers havde de ikke overlevet. Og det udsagn blev så udnyttet til et endnu større reklamestunt.    

Efterfølgende dukker Ana Rato også op. Hende har jeg mødt i Danmark et par gange, da hun er ansvarlig for salget i England og Danmark. Sammen havde de planlagt en flot smagning – og igen med bredde, da det jo var familiebesøg. Adriano White Reserva og Adriano Reserva (tawny) fra deres nye ”Style”-serie, der gør flot brug af kunstplakaterne på etiketterne. 10, 20 og 30 års tawny – en fornem serie, som præsenterer huset på glimrende vis. Collector Reserva (ruby), LBV 2007, Vintage 2000 og som en fremragende afslutning Vintage 1982. Selv om 82 ikke er blandt de største år, viste årgangen sig her fra sin bedste side. Flot, moden og drikkeklar.   

Det blev altså til to gode besøg med venlig gæstfrihed, charmerende værter og flotte smagninger. Derudover var vi også hos Krohn´s, hvor det blev til et par glas, vi kiggede ind til Oscar Quevedo og skævede ind hos Croft. Og endelig nød vi en 40 års tawny hos Noval, som afslutning på en ferie, der i høj grad stod i portvinens tegn. Ikke kun, da der også skulle være tid til badeture, sightseeing, læsning samt almen familie- og feriehygge.

1 kommentar:

  1. jamen dog jeg har en sjæleven her..

    Elsker portvin og importerer i den grad mange flasker specielt fra områder i Douro distriktet hvor man kan gøre en god handel

    SvarSlet