onsdag den 29. august 2012

Europas nødudgang - The Lisbon Route


Hvis du husker slutscenen i filmklassikeren Casablanca, husker du måske også, at flyet letter gennem tågen med kurs mod Lissabon. Det var ikke en tilfældig destination.

Portugals stærke mand, António de Oliveira Salazar, valgte at holde landet neutralt under 2. verdenskrig. På den ene side havde Portugal flere århundrede gamle bånd til England, som det ønskede at bevare. På den anden side lå diktaturet politisk set tættere på Tyskland, ligesom portugiserne frygtede, at nabolandet Spanien ville vælge tyskernes side og invadere Portugal.     

Det var en svær balancegang med pres fra begge sider og med den konsekvens, at Lissabon udviklede sig til et transitland for flygtninge og en spionrede. Agenter fra begge sider samt Portugals eget hemmelige politi – alle holdt de øje med hinanden, rapporterede og spillede dobbeltspil.

En af dem var den senere forfatter, Ian Flemming, som faktisk menes at være blevet inspireret til sin første James Bond roman, Casino Royale, da han i 1941 var på opgave i Estoril uden for den portugisiske hovedstad. Estoril var netop et af mødestederne. Her havde nazister, englændere og jødiske flygtninge badekabiner ved siden af hinanden på stranden, ligesom de sad omkring samme bord i kasinoet om aftenen.

Om alt dette kan man læse i Ronald Webers bog ”The Lisbon Route”, hvor han bl.a. kalder Portugal for Europas  
”nødudgang”. Og den nødudgang var der mange, der benyttede sig af – såvel jøder som ikke-jøder på flugt fra krigen først til det neutrale Portugal og derefter videre, hovedsageligt mod England eller USA. Flygtningestrømmen tog kraftigt til, da nazisterne okkuperede Frankrig. Her menes den portugisiske konsul i Bordeaux, Aristides de Sousa Mendes, at have udstedt visa til hele 30.000 mennesker heraf 10.000 jøder – og det trods en ordre fra Salazar om at stoppe for ikke at provokere tyskerne.

Bogens første del udgøres af en lang række portrætter af skæbner på flugt – kendte som ukendte. Blandt de mere prominente, som i kortere tid ophold sig i Lissabon under krigen, var Hertugen af Windsor, Peggy Guggenheim, kunstneren Max Ernst, skuespilleren Leslie Howard og forfatteren Arthur Koestler, der efterfølgende brugte sine oplevelser i romanen ”Arrival and Departure”.

Selv om destinationen for alle var Lissabon, fokuser forfatteren dog i højere grad på ruten derned og trængslerne undervejs. Det er som om han mister interessen for dem, så snart de ankommer til Portugal. Som dokumentation kan det selvfølgelig være interessant, men det er også en noget tung læsning, hvis ens indfaldsvinkel mere er interesse for Portugal end for 2. verdenskrig. Tålmodigheden belønnes dog, da bogens anden del byder på afsnit om Portugals neutralitetspolitik, propagandakampen mellem Tyskland og de allierede samt den for Portugal indbringende eksport af wolfram – metallet som blev brugt i våbenindustrien. Her bliver man for alvor klogere på Portugal og på Lissabons status under 2. verdenskrig.

Ronald Weber er amerikaner, hvilket skinner igennem. Synsvinklen er konsekvent amerikansk eller engelsk – ikke blot hvad angår de benyttede kilder, men også indholds- og holdningsmæssigt. Vi hører meget om, hvordan engelsksprogede korrespondenter, forfattere og politikere opfattede Lissabon, men næsten intet om, hvordan portugiserne selv så på situationen og byens status som ”nødudgang”.        

Trods dette er det lærerig læsning. Svært at forestille sig i dag, hvordan det var at komme fra krigens rædsler til den oplyste by, hvor der blev danset, gamblet og intrigeret. En by, hvor der godt nok blev kæmpet om indflydelse og magt. Men hvor krigen foregik i skyggerne fra det hvide lys.

 

Ronald Weber: The Lisbon Route. Ivan R. Dee 2011, 358 sider

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar