Hvis du husker slutscenen i filmklassikeren Casablanca,
husker du måske også, at flyet letter gennem tågen med kurs mod Lissabon. Det
var ikke en tilfældig destination.
Portugals stærke mand, António de Oliveira Salazar, valgte
at holde landet neutralt under 2. verdenskrig. På den ene side havde Portugal
flere århundrede gamle bånd til England, som det ønskede at bevare. På den
anden side lå diktaturet politisk set tættere på Tyskland, ligesom portugiserne
frygtede, at nabolandet Spanien ville vælge tyskernes side og invadere
Portugal.
Det var en svær balancegang med pres fra begge sider og med
den konsekvens, at Lissabon udviklede sig til et transitland for flygtninge og en
spionrede. Agenter fra begge sider samt Portugals eget hemmelige politi – alle
holdt de øje med hinanden, rapporterede og spillede dobbeltspil.
En af dem var den senere forfatter, Ian Flemming, som
faktisk menes at være blevet inspireret til sin første James Bond roman, Casino
Royale, da han i 1941 var på opgave i Estoril uden for den portugisiske
hovedstad. Estoril var netop et af mødestederne. Her havde nazister, englændere
og jødiske flygtninge badekabiner ved siden af hinanden på stranden, ligesom de
sad omkring samme bord i kasinoet om aftenen.
Om alt dette kan man læse i Ronald Webers bog ”The Lisbon
Route”, hvor han bl.a. kalder Portugal for Europas
”nødudgang”. Og den
nødudgang var der mange, der benyttede sig af – såvel jøder som ikke-jøder på
flugt fra krigen først til det neutrale Portugal og derefter videre,
hovedsageligt mod England eller USA. Flygtningestrømmen tog kraftigt til, da
nazisterne okkuperede Frankrig. Her menes den portugisiske konsul i Bordeaux,
Aristides de Sousa Mendes, at have udstedt visa til hele 30.000 mennesker heraf
10.000 jøder – og det trods en ordre fra Salazar om at stoppe for ikke at
provokere tyskerne.
Bogens første del udgøres af en lang række portrætter af
skæbner på flugt – kendte som ukendte. Blandt de mere prominente, som i kortere
tid ophold sig i Lissabon under krigen, var Hertugen af Windsor, Peggy
Guggenheim, kunstneren Max Ernst, skuespilleren Leslie Howard og forfatteren
Arthur Koestler, der efterfølgende brugte sine oplevelser i romanen ”Arrival
and Departure”.
Selv om destinationen for alle var Lissabon, fokuser
forfatteren dog i højere grad på ruten derned og trængslerne undervejs. Det er som om han mister interessen for dem, så snart de ankommer til Portugal. Som
dokumentation kan det selvfølgelig være interessant, men det er også en noget
tung læsning, hvis ens indfaldsvinkel mere er interesse for Portugal end for 2.
verdenskrig. Tålmodigheden belønnes dog, da bogens anden del byder på afsnit om
Portugals neutralitetspolitik, propagandakampen mellem Tyskland og de allierede
samt den for Portugal indbringende eksport af wolfram – metallet som blev brugt
i våbenindustrien. Her bliver man for alvor klogere på Portugal og på Lissabons
status under 2. verdenskrig.
Ronald Weber er amerikaner, hvilket skinner igennem. Synsvinklen
er konsekvent amerikansk eller engelsk – ikke blot hvad angår de benyttede
kilder, men også indholds- og holdningsmæssigt. Vi hører meget om, hvordan
engelsksprogede korrespondenter, forfattere og politikere opfattede Lissabon,
men næsten intet om, hvordan portugiserne selv så på situationen og byens
status som ”nødudgang”.
Trods dette er det lærerig læsning. Svært at forestille sig
i dag, hvordan det var at komme fra krigens rædsler til den oplyste by, hvor
der blev danset, gamblet og intrigeret. En by, hvor der godt nok blev kæmpet om
indflydelse og magt. Men hvor krigen foregik i skyggerne fra det hvide lys.
Ronald Weber: The Lisbon Route
Ingen kommentarer:
Send en kommentar