Hvorfor smage på 25 forskellige producenters portvin, når
man kan få dem alle i et og samme glas?
Sådan kan man spørge sig selv, når man står med et glas af
”O-Port-Unidade” i hånden. Og selv om der selvfølgelig findes mange gode grunde
til at nyde portvinene hver for sig, er tanken jo meget sjov.
Idéen kendes fra Confraria Vintage – den særlige portvin,
som Confraria do Vinho do Porto under stor højtidelighed blander i år med bred
deklarering, hvilket sidst skete i 2011. Men den tyske portvinsentusiast Axel
Probst fra World of Port, som står bag ”O-Port-Unidade”, gik endnu videre end
det. De mange producenter skulle nemlig ikke nøjes med at bidrage med portvin,
nej de skulle selv være med til at fremstille vinen og alle op at trampe i lagaren.
Det skete under høsten i 2013, hvor en række koryfæer fra
portvinsbranchen mødte op på Niepoorts quinta Vale de Mendiz, medbringende egne
druer. Derefter måtte de selv om i lagaren for at hjælpe med at fodpresse
druerne og her godt et par år efter, er O-Port-Unidade Vintage 2013 klar.
”Portvinen er lavet på druer af den bedste kvalitet. For det
første sorterede producenter og winemakere deres druer, inden ankomst, da de
ikke ville risikere, at de andre pegede fingre af deres bidrag. For det andet
fik vi alt for mange druer, så vi kunne sortere igen på båndet”, fortalte Axel
Probst ved Portvinsmessen i Roskilde (se forrige indlæg) for nogle uger siden,
hvor han var mødt frem for at præsentere det færdige resultat.
Forhistorien er faktisk et personligt ønske fra
initiativtageren, indrømmer han.
”Det startede egentlig med, at jeg gerne ville have et fælles
foto. Jeg er ved at skrive en bog om portvin til det tyske marked. Og så ville
jeg gerne have et billede, hvor alle producenterne var med", fortæller Axel
Probst ærligt.
Men han var også klar over, at hvis han blot inviterede alle
sine portugisiske kontakter fra de forskellige portvinshuse til en fotoseance,
ville det måske kun være halvdelen, der kunne, hvis de i det hele taget
svarede. Og nogle af dem ville så nok ikke møde op alligevel. Derfor måtte han
så at sige opfinde et projekt til lejligheden, hvilket blev O-Port-Unidade.
Heldigvis var projektet meningsfuldt og samtidig
understøttende et godt formål. 20 Euro af hver solgt flaske går nemlig til charity
– nærmere bestemt til organisationen Bagos d´Ouro, som støtter børn og unge i
Douro-dalen. Eller som de selv
beskriver deres mission:
”Bagos
d'Ouro Association’s objective is to support underprivileged and disadvantaged
children and youngsters from the Douro region, by monitoring their school
careers and creating opportunities for the development of successful life
projects”.
Axel Probst tænkte længe over, hvad barnet skulle døbes, og
ville først kalde vinen for “Opportunity”. Men det navn var optaget, så det
blev i stedet den portugisiske version, O-Port-Unidade. Navnet kan meget
sigende læses på to måder, idet det både betyder mulighed eller chance og
samtidig opdelt kan læses som ”den forenede port”. Med andre ord favner navnet
såvel charitydelen som selve tilblivelsen af portvinen.
Resultatet er altså en unik portvin, som nok aldrig vil
blive fremstillet igen. Så det har altså en lidt af en nu eller aldrig
mulighed, gæsterne på Portvinsmessen fik, da de kunne prøvesmage vinen og købe
flasker med hjem, hvilket mange vist benyttede sig af.
Om selve flasken fortæller Axel Probst:
”Forsiden er bagsiden, da loven ikke tillader, at årstal står
med romertal, men kun med arabiske tal. Men jeg ville gerne have romertal.
Samtidig er den håndmalet, så flasken alt i alt kunne tage sig simpel og
gammeldags ud.”
Og hvad så med smagen? Jo, den var ganske udmærket, i den
lette og mere elegante stil, der præger årgangen.
Her hvad jeg nåede at notere mig:
O-Port Unidade Vintage 2013
Lidt tilbageholdende i næsen. God frisk frugt og mørke bær
som solbær og hyldebær. Let og elegant med bløde, men kraftfulde tanniner og en
langt krydret hale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar