mandag den 7. marts 2016

Kultvin fra Baga Friends

Hvis man føler sig lidt ugleset og ensom, er det jo godt at få nogle venner, der beskytter og understøtter. Det skete for druesorten Baga i 2010, da en gruppe af vinproducenter gik sammen og dannede Baga Friends.


Blandt initiativtagerne var Filipa Pato, som fortæller, at hun var chokeret over at se, hvordan udbredelse af Baga langsomt blev minimeret, da marker blev erstattet af mere populære og kommercielle sorter og sågar internationale sorter. Druesortens overlevelse var kort og godt truet. Hun slog sig derfor sammen med Mário Sérgio Nuno fra Quinta Das Bágeiras samt sin far Luis Pato, António Rocha (Buçaco Wines), Dirk Niepoort (Quinta do Baixo), François Chasans (Quinta da Vacariça) og Paulo Sousa (Sidónio de Sousa Wines), så de i fællesskab kunne kæmpe for bevarelsen af Baga – både ved at udbrede kendskabet til druesorten og ved hver for sig og sammen at insistere på at producere kvalitetsvine på Baga med afsæt i det lokale terroir. Missionen har de selv formuleret således på deres Facebook-side:
”We love Portugal, we love Bairrada, we love Baga and we love wine. Our mission is to show and educate the consumer on the great Baga based wines, to show the potential of Bairrada for the great wines, no mater if we are talking about Red wine, White wine or Sparkling wine.”
Fra min side af kan jeg kun tilslutte mig missionen. Både fordi jeg generelt er fortaler for stor diversitet, hvad angår druesorter, og fordi de seneste ugers smagning af vine fra Bairrada vidner om høj kvalitet. Som jeg har skrevet om i februarudgaven af tidsskriftet smagogbehag, finder jeg det vigtigt, at Portugal bevarer landets mange forskellige druesorter, hvoraf en stor del faktisk er ”indfødte” og ikke findes andre steder i verden. Frugtpleasere baseret på internationale druesorter har selvfølgelig deres store publikum, men ærgerligt og et stort tab, hvis udviklingen ikke levner plads til mere ”besværlige”, men også meget mere interessante sorter. Så, jo tak til Baga Friends. I har min støtte!
En af vennerne skal lige have et par ekstra ord med på vejen. Buçaco Wines laver vin for det berømte Buçaco (eller Bussaco) Palace Hotel, som er berømt for sin kælder med gamle vine – såvel i eget navn som fra producenter i Bairrada og Dão, da det ligger i bjergene midt mellem de to regioner. A Cathedral of Wine kaldes stedet ofte. Selve hotellet er i øvrigt indrettet i et tidligere kloster og er i gammel, gotisk og manuelinsk stil.
De gamle vine fra Bussaco hotellet, har jeg desværre til gode at smage. Vine fra Luis og Filipa Pato er derimod præsenteret i tidligere indlæg. Men sammen har Baga Friends også lavet en fælles vin, hvor vennerne alle bidrog med en portion af deres vin. Produktionen var kun på 1000 flasker, hvilket selvfølgelig har gjort den til lidt af et sjældent syn og samlerobjekt – eller med andre ord en kultvin. Det lader sig selvfølgelig mærke på prisen, men det er min klare overbevisning, at en vin ikke kan blive en kultvin, hvis ikke den også besidder høj kvalitet. Og det skal klart siges, at det gør vinen fra Baga Friends.


Baga Friends, Bairrada 2011
Mere end 90 % Baga. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Mørke bær med solbær, hyldebær og ribs med også lidt grønne noter og eukalyptus. Kraftig og kompleks med en flot struktur og smagsnuancer med mørke bær og krydderier og lidt lakrids. Kraftige, men ikke grønne tanniner og godt med syre. God til kraftige madretter. På 2.-dagen mere tilgængelig og afrundet, men stadig uhyre potent. Meget langtidsholdbar vin, som givet vil udvikle sig til det fremragende (95).


Vinen fra Baga Friends kan købes hos NordentoftWine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar