Overskriften kunne i og for sig være min egen. Men det er
det ikke. Det er titlen på en lille bog af rejsejournalist Jørn Ørnstrup, som
netop er udkommet. Og da det jo ikke ligefrem er mange bøger, der udgives
herhjemme om Lissabon eller Portugal, måtte jeg selvfølgelig rekvirere den
hjem.
Undertitlen lyder ”En kulturhistorisk lystvandring”, og som
sådan er bogen skrevet. Der er ikke tale om en egentlig turistguide - dertil
mangles faktaoplysninger - men en kærlighedserklæring, som skal give læseren
lyst til selv at opleve Lissabon, som forfatteren skriver i sit forord.
Vandringen starter og slutter på Castelo de São Jorge og
bevæger sig ellers rundt i Alfama, Baixa, Bairro Alto, Chiado og Belém og
runder en lang række af de mest kendte turistattraktioner. Vi taler altså ikke
om det ukendte Lissabon, men en indføring i historien og kulturen fortalt
gennem bygninger, gader, pladser, kirker, museer og kulturelle udtryk som fado,
mad & drikke og litteratur. Et udvalg af meget sigende overskrifter er: Katedral
og helgen, Jordskælvet, Lissabons kakler, Avenida da Liberdade, Byens sporvogne
og Revolution og demokrati.
Jeg bliver dog nødt til at hælde lidt malurt i bægeret.
Vandreturen går selvfølgelig også forbi portvinsinstituttet i Bairro Alto, og i
den forbindelse skriver forfatteren lidt om de forskellige typer af portvin. Han
skelner mellem rød, hvid, ruby og tawny og skriver, at ”Den røde portvin – tinto – som er ung og frugtagtig, er den
bedst kendte”. Endvidere hedder det, at ”Ruby – tinto-aloirado – er lidt ældre end den røde portvin og har en anden
farve.”
Det er ganske simpelt noget vrøvl. Almindelig billig og rød
standartportvin hedder netop kort og godt ruby, og kategorien tinto findes ganske enkelt ikke. Og når
det efterfølgende om tawny hedder, at den som regel har modnet i mindst syv år,
er det også forkert. En årgangstawny – altså colheita – skal lagre i mindst syv
år. Almindelig tawny er lagret mindre, mens tawny med alder (10, 20, 30 eller
40) år er blendet af forskellige vine, der har lagret længere tid.
Bogen er hurtigt læst – både i kraft af et nemt sprog og det
beskedne antal sider. Bagerst følger et udførlig sted- og personregister, og endelig
er bogen udstyret med en række internet-adresser, men listen er desværre uforståelig
og ubrugelig. Når der eksempelvis står ”www.pasteis de belem”, er der jo ikke
tale om en internetadresse, men snarere en opfordring til at google ordet,
hvilket fx kan bringe en frem til www.pasteisdebelem.pt. På samme vis findes
siden www.alfama.dk ikke. Her er det gået for stærkt for forfatter og forlag.
Når det er sagt, bør nævnes, at der alt i alt er tale om en
fin lille og velment indføring i centrale områder og vigtige temaer i byen. Jørn
Ørnstrup har et godt øje for folkelivet på gaden og de små detaljer som to
sultne katte foran restaurant Casa do Leão på Castelo. Ses bort fra enkelt
afsnit fortælles byen og landets historie netop med afsæt i konkrete steder og
gode iagttagelser. Intentionen er god. Ønsket om at flere kaster deres
kærlighed på byen ligeså.
Jørn Ørnstrup:
Forelsket i Lissabon. Forlaget mellemgaard 2015, 86 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar