Portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, blev
stiftet så sent som i 1982, hvilket kan overraske. Traditioner og udtryk synes
at række langt længere tilbage i tiden. Den portvinsrøde kappe, de store sorte
hatte, modeleret over bysbarnet Henrik Søfarerens hat. Og så ikke mindst de
årlige ceremonier. Regattaen med de gamle portvinsbåde, barcos rebelos og selve
optagelsesceremonien, som fandt sted i går aftes i byens flotte børsbygning,
Bolso.
Jeg var så heldig at være til stede sammen med en håndfuld
andre fra bestyrelsen i The Vintage Port Club, da vores formand blev udnævnt
som Caveleiro. Det foregik med pomp og pragt og efterfølgende bevægede hele
selskabet sig gennem byen til stedet ved Douro, hvor der blev holdt stor gallafest.
I spidsen red seks uniformerede ryttere med sabel, derefter fulgte orkestret,
så broderskabets ledelse – det såkaldte Chancelaria – og alle medlemmerne. Til
sidst vi gæster, som dog også var i galla.
Reception og middag var udsøgt – både hvad angår menuen og
vine samt selvfølgelig portvine bestående af en lang række vintage 2000. Men
det var også lidt af en top-møde, med de fleste betydningsfulde folk inden for
portvinsbranchen. Ledere af husene, winemakere og andre ansatte samt gæster og
venner.
Det gav mulighed for at hilse på en lang række personer, som
vi havde mødt før, men også stifte nye bekendtskaber, hvilket jo også er
vigtigt for en ambitiøs klub som vores, der vil være helt i front.
Jeg fik også hilst på Roy Hersh fra For the Love of Port,
det anerkendte nyhedsbrev, som jeg i al beskedenhed selv har bidraget til.
En mere udførlig rapport vil følge i artikelform i
Vinbladet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar