DM i 10 års tawny

Danmarksmesterskab i 10 års tawny. Kan man overhovedet det? Nej, officielt kan man selvfølgelig ikke – og det har nok heller ikke været intentionen. Men man kan fint samle en lang række flasker i samme kategori og lade en skare mennesker smage sig igennem dem og give karakterer. Når alle point så lægges sammen, kan man kåre en vinder.

Det var portvinssitet www.portvin.nu, der stod for initiativet, som blev afviklet fredag aften i Skanderborg. Initiativtager Henrik Marcussen fortalte, at portvin.nu de senere år har afholdt en del smagninger for et bred kreds af interesserede. På baggrund heraf opstod idéen om et danmarksmesterskab, og for at få importørerne til at lege med faldt valget på 10 års tawny.  

27 huse fra det danske marked havde sagt ja til invitationen – og det såvel store som små, gamle som nye. En del manglede og deriblandt kendte huse som Sandeman, Pocas og Portal samt Hutcheson, der ellers er specialist i fadlagret portvin. Alle 27 vine skulle smages blindt, så forudfattede holdninger blev elimineret bedst muligt. Men det var nu lidt svært at lukke af for andres meninger, da der var trængsel i det lille lokale i Skanderborg Kulturhus med dejlig udsigt ned over søen.

Jeg havde på forhånd nogle favoritter i det store felt: Ramos Pinto, Krohn og Kopke. Det skulle blive spændende, hvordan jeg selv ville bedømme dem? Og hvordan de ville klare sig samlet? Og jeg må med det samme indrømme, at det ikke gik helt som forventet. Alle tre scorede i den øverste ende hos mig, men et par andre navne havde sneget sig ind i toppen – nemlig Barros, Wine & Soul og til min store overraskelse Cálem. Sidstnævnte var jeg åbenbart ikke alene om at give gode point, da den faktisk endte på en samlet 2. plads.

Og lad os bare få top 6, som alle lå meget tæt:

1. Krohn, som er og bliver noget af det bedste, når det gælder tawny og colheitas. Jeg har tidligere selv været lidt forbeholden, men havde den dog blandt de øverste. Rødlig, fyldig og med sødme, der undgår at blive for meget. Fortjent hæder.
2. Cálem til de flestes overraskelse, men da jeg selv var med til stemme den til tops, kan jeg jo ikke klage. Her er der altså valuta for pengene.
3. Grahams, hvilket måske var lidt overraskende, da de godt nok altid laver god portvin, men jo trods alt mest udmærker sig med deres vintage. Også pæn score hos mig.
4. Fonseca – også en overraskelse, da de med winemaker David Guimaraens ord er og bliver et vintagehus – og ikke er interesseret i at være andet. Selv var jeg ikke så begejstret.
5. Quinta do Bucheiro – ikke et hus, jeg kendte i forvejen, men som jeg da nu vil lære nærmere at kende. Synes dog selv den var lidt vel parfumeret og kamferagtig i duften
6. Kopke – også et solidt tawnyhus, som fortjener en god placering. Selv gav jeg den point lige under de højeste.

På de efterfølgende pladser fulgte Dow´s, Wine & Soul, Quinta da Vista Alegre (fra huset Vallegre), Burmester og Rozes.

Som det fremgår mangler den sidste af mine forhåndsfavoritter – og det til min store overraskelse. Selv gav jeg godt med point til Ramos Pinto, men dog ikke blandt de allerhøjeste, ligesom jeg fejlplacerede den i mit optimistiske forsøg på at navngive flaskerne. Placeringen uden for top 10 ændrer dog ikke min vurdering af, at såvel deres 10 års fra Ervamoira som deres 20 års er noget af det bedste tawny på markedet.

Af andre huse, som skuffede på den samlede liste, kan nævnes Taylor´s, som jo laver udmærket tawny, men som havde en sløj aften i Skanderborg. Det samme gjaldt Nieport og Maynards, som jeg forud ville have tipset til en højere placering.  

Foruden Quinta do Bucheiro bør et par andre spændende nye bekendtskaber fremhæves. Quinta da Gaivosa var sin egen, speciel duft og smag med brændte toner og mentol. Wine & Soul – et fælles projekt for ægteparret Jorge Borges og Sandra Tavares, der jo begge har begået sig glimrende som winemakere for andre huse – var også flot med. Samlet placering som nr. 8 og også blandet i øverste i min vurdering.

Og hvad er konklusionen så? Jo, for det første fik jeg øjnene op for nogle nye huse, som jeg gerne vil lære nærmere at kende. For det andet bør jeg måske revurdere min holdning til det store hus Cálem – i al fald hvad tawny angår. Når det er sagt, skal det også siges, at andre faktorer har stor betydning, når man vælger sine favoritter end blot farve, duft og smag. Stedet, lejligheden og husets historie. Og det synes jeg faktisk er helt i orden, da det at drikke portvin er en helhedsoplevelse. Samtidig er der også mange usikkerhedsmomenter i så omfattende en blindsmagning i tilfældig rækkefølge, hvor vinene trods indtagelse af brød og vand kan influere på hinanden og dermed på bedømmelsen.  

Men det er inspirerende og forfriskende med sådan en blindsmagning. Man kan lade sig overraske og imponere af noget, man ikke på forhånd havde den store tiltro til. Og det er da dejligt.

Arrangørerne var også tilfredse med aftenen. I al fald kunne Henrik Marcussen oplyse, at han til efteråret har planer om et tilsvarende mesterskab, men denne gang i ung LBV. Også her har jeg favoritter, som givet vil blive udfordret.

Rozès – stadig god til prisen

God til prisen. Sådan lyder talen gerne, når det gælder portvinshuset Rozès, hvis vintage jævnligt ses på tilbud til 100 kroner. Og det er jo ikke meget for en ægte vintage.

Men er vinen vitterligt god nok til prisen? Eller er den ligefrem bedre endnu?

Det skulle afprøves i Den fynske Portvinsklub, som derfor havde anskaffet sig samtlige årgange, som huset har lavet siden 1977. Og det er ikke så få, da Rozès faktisk har deklareret vintage hele 17 gange i årene 1977 til 2009, hvortil kom en fadprøve fra 2011.

Huset blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès og handlede snart med portvin i den billige ende af skalaen til det store franske marked. I 1977 blev huset overtaget af koncernen Vuitton-Moët-Hennessy, der som navnene signalerer også står bag andre gode varer. I 1998 blev Rozès så solgt videre til champagnefirmaet Vranken-Lafitte. Begyndelsesåret for smagningen var bevidst sammenfaldende med de nye ejere, som også satte sig det mål at fremme kvaliteten og bl.a. sørgede for at erhverve egne quintaer.

Foruden vintage laver Rozès single quinta fra deres bedste vingård, Terras do Grifo i Douro Superior, hvor der også produceres bordvine. Endvidere står Vranken-koncernen bag portvinsmærket São Pedro das Águias.

Da jeg ikke selv har smagt årgange fra før ejerskiftet, skal jeg ikke sammenligne kvaliteten. Men flere kilder peger på en fremgang. Og smagningen gav i al fald indblik i de seneste årtiers kvalitet og ikke mindst holdbarhed.

De yngste årgange var rå og med pænt af tanniner. Men dog ikke så kraftige som de unge vine fra topmærkerne, hvilket peger på en kortere levetid. Flere af dem var da også allerede drikkelige, hvis man vel at mærke kan lide sin vintage ung og forholdsvis rå. Såvel årgang 2000 som 2007 scorede pænt i klubbens vurdering. Fadprøven fra 2011 var også meget lovende.

Aftenens topscorere var fra 90´erne, hvor vinene stadig har kraft, men trods alt har fået tid til at modnes. Klart flest point scorede 1994, hvorefter fulgte 1991 og 1997. Selv havde jeg 1994 som bedst fulgt af 1997. 1995, som ikke blev generelt deklareret, da det fulgte lige efter topåret 1994, byder ofte på fine vine. Men allerede her kunne svaghedstegnene ved Rozès ses og smages. Vinen var brunlig og ved at miste sin kraft, hvilket er for tidligt.

Og det skulle vises sig at være et forvarsel for indtrykket af de ældste årgange, hvoraf nogle var helt lyse med tawny karakter og uden de store nuancer. Årgang 1982 havde ligefrem udviklet en fæl duft af acetone. Mest spændende blandt de ældre fandt jeg 1985, som var rødbrun i farven og havde en duft af hyldeblomst og lidt mentol. Meget anderledes, men spændende. Det var dog 1977, som høstede en del stemmer blandt forsamlingen, så den endte på et samlet 4. plads – en vurdering, jeg ikke var enig i.

Konklusionen er, at Rozès så afgjort kan nydes. Der er godt med bær og frugt, og vinene er rimelige potente som unge. Men helt store og langtidsholdbare er de ikke, ligesom huset nok skal overveje at skære ned på den flittige deklarering, hvis de vil længere frem i vintage-hierarkiet. 20 år er som tommelfingerregel nok grænsen for, hvor længe de skal lagre. Noget kunne dog tyde på, at grænsen er på vej til at flytte sig. De nyeste vine viste pænt potentiale og vil måske kunne holde længere. Samme konklusion når Richard Mayson, som i sin bog Port and the Douro skelner mellem før og efter 1997, hvor vinene før er mere enkle og modnes hurtigt. 

Med andre ord. Har du som jeg købt vintage fra Rozès til lave priser, er det stadig et godt køb til prisen. Men drik dem endelig, mens de har friskheden intakt.

Bille August filmer i Lissabon

Netop nu er Bille August i gang med optagelserne til filmen Night Train to Lisbon efter Pascal Merciers dejlige og stemningsmættede bog, som på dansk ikke overraskende hedder Nattog til Lissabon.

Filmen optages i såvel Bern som Lissabon og følger dermed bogen. Her møder man den schweiziske midaldrende professor Raimund Gregorius, som tilfældigt møder en ung smuk portugisisk kvinde, hvorefter han pludselig bryder op og rejser til Portugal. Undervejs i toget læser han en bog af den afdøde portugisiske forfatter Amadeu de Prado, hvilket bliver en hel besættelse, så han efter ankomst må opsøge steder og personer, der har været en del af Prados liv. En sand rejseberetning, som tro mod genren selvfølgelig har karakter af såvel en ydre som en indre rejse.

Det er jo langt fra den første litterære succes, Bille August giver sig i kast med, ligesom det ikke er første gang, han bruger Lissabon som kulisse. En del scener fra Isabel Allende-filmen Åndernes Hus blev faktisk optaget i Lissabon, som derved illuderer Santiago i Chile.

Rollelisten er lang og tæller en del af mine personlige favoritter, hvorfor jeg er spændt på resultatet. Hovedrollen spilles af Jeremy Irons, desuden medvirker navne Bruno Ganz, Lena Olin, Christopher Lee og Charlotte Rampling.

Bille August film har været noget svingende i kvalitet. Men med dét litterære forlæg, dén rolleliste og så det faktum, at det meste af handlingen udspiller sig i min favoritby, er der ingen tvivl om, at det er en film, der skal ses.

Foreløbig gælder det optagelserne i Lissabon, som forventes at slutte en gang i maj.

Læs mere her: http://www.night-train-to-lisbon-film.com/

Life on the Douro

Så fik jeg endelig set Zev Robinsons nye dokumentarfilm, Life on the Douro – og det med stor fornøjelse. Livet i Dourodalen er selvfølgelig synonymt med livet i portvinsproduktionen før som nu. Filmen er da også på en gang en stor hyldest til det smukke landskab i Dourodalen, til de mange gode folk i portvinsbranchen og til portvinen selv.

Den er opdelt i 13 små kapitler med hver deres overskrift. Nogle kapitler er historiske og handler fx om legendariske skikkelser som Marquis de Pompal, der stod for demarkeringen af vinområdet, og Dona Antonia Ferreira – den helt store kvinde i portvinshistorien, som foruden at eje mange quintaer også gjorde en stor indsats for udviklingen af området.

Et væsentligt historisk årstal er 1986, hvor det tillades at producere og eksportere portvin fra selve dalen. Hidtil havde de store udskibere i Vila Nova de Gaia haft eneret herpå, men efter lovændringen begyndte et voksende antal uafhængige små producenter at lave deres egen portvin til glæde for mangfoldigheden.

De 28 branchefolk, der medvirker i interviews og små særskilte portrætter, kommer da også fra såvel de store, gamle portvinshuse som de små familieejede vingårde. Vi møder Symington-familien og repræsentanter fra Sandeman, Taylor og Fonseca. Vi møder dynastier som van Zeller og Olazabal og dermed husene Noval og Ferreira. Og vi møder nogle af de sammensvorne i Douro Boys og en up-coming mand som Oscar Quevedo. Dertil kommer verdens vel nok førende portvinsekspert, Roy Hersh, til hvis internationale nyhedsbrev For The Love Of Port jeg i al beskedenhed selv bidrager.

En sidste kategori af kapitler er mere tematisk og debatterende. Portvinens fremtid diskuteres, der fokuseres på uenigheden om at satse på fremragende rødvine ved siden af portvinen, og vi hører om selve det at vokse op i Dourodalen.

Ind i mellem disse kapitler får vi også gennemgået de forskellige portvinstyper og det meste af produktionen fra plantning og beskæring over plukning og presning til lagring og blending. Og endelig følger vi sporadisk tilberedningen og serveringen af nogle meget lokkende gourmet-retter fra forret til portvinsdessert.

Det sidste er sammen med de flotte optagelser med til at gøre filmen meget sanselig til trods for en traditionel opbygning og fortællestil. Der er ikke meget handling, men langt flere direkte interviewsekvenser, hvor det gode portvinsfolk fortæller til kameraet og så afbrydes af stemningsskabende optagelser, der dog ikke altid er afstemt med det sagte. En rød handlingstråd gennem filmen kunne være ønskelig, især hvis den er tiltænkt et større publikum end lige os portvinsnørder.

Jo, filmen er så afgjort en hyldest til Dourofolket, men ikke helt ukritisk, da den også berører et par ømme punkter. Den skal ses for dens formidling af viden og den lange række af kendte som mere ukendte branchefolk. Og den skal ikke mindst ses for de flotte og forførende billeder af vinmarker på stejle skråninger, folk der har travlt med at lave druer til portvin, mørke kældre, store fade og støvende flasker. Og ikke mindst lyset, der glimter i et glas fyldt med dejlig portvin.

Det lokker og drager – både til et besøg i dalen og til en tår at drikke. Det første må vente til sommer. Det andet blev klaret ved at skænke et glas 10 års tawny, mens jeg så filmen.  

Læs mere om filmen og se trailers: http://lifeonthedouro.com/

Besøg For The Love Of Port: http://www.fortheloveofport.com/

Antonio Tabucchi

Den italienske forfatter Antonio Tabucchi døde i går af cancer i en alder af 68 år. Hvorfor så nævne det her?

Jo, Tabucchi havde specialiseret sig i portugisisk sprog og litteratur og underviste i mange år heri på universitetet i Siena. Han var gift med en portugiser og tilbragte halvdelen af sin tid i Lissabon – byen han elskede, og hvor han også døde.

Tabucchi var en stor beundrer af digteren Fernando Pessoa og dennes mange heteronymer – altså de mange stemmer og personligheder, som Pessoa lod komme til orde i sine digte, essays mv. I flere af sine egne bøger har han så at sige digtet videre på Pessoas livsværk. Det gælder fx The Last Three Days of Fernando Pessoa, hvor Pessoa på sit dødsleje opsøges af de fire mest kendte af sine heteronymer: Álvaro de Campos, Alberto Caeiro, Ricardo Reis og Bernardo Soares. Tilsvarende leges der med identiteterne i bogen Requiem – A Hallucination, hvor fortælleren har en midnatsaftale med Pessoas spøgelse. Foruden at fortsætte Pessoas maskespil og sammenvæve virkelighed og fiktion, giver bøgerne fine små portrætter af Lissabon.

Det er desværre kun enkelte af Tabucchis bøger, der er oversat til dansk. Mest kendt er vel den politiske roman ”Hævder Pereira”, som foregår under Salazars Estado Novo, og krimien ”Det Forsvundne Hoved”, der bringer os til Porto. Dertil kommer en novellesamling.

Da jeg selv er glad for at læse Fernando Pessoa og er fascineret af hans leg med identiteter, har det været en fornøjelse også at læse Antonio Tabucchi. Også han gav liv til mange forskellige stemmer. Nu er hans egen desværre tavs.

The Douro Boys

At snakke om drenge i portvinsbranchen strider lidt mod de vante forestillinger. Portvin er det ikke noget med stovte vinbønder og engelske gentlemen? Det kan det også være, men heldigvis er det også meget andet.

The Douro Boys blev født engang i 90´erne. Fem mindre og uafhængige producenter gik sammen om at udvikle og markedsføre deres portvin og ikke mindst deres bordvin. Hvor Douro traditionelt er portvinens land, valgte de fem at koncentrere sig om at lave fremragende rødvin, hvilket både vakte overbærende hovedrysten, kritik og forargelse, men også glæde. Kritikken gik især på to ting: For det første skulle de hellere koncentrere sig om at lave portvin – den skønne drik, som området er kendt for. For det andet var de lidt vel smarte i deres markedsføring med opstillede portrætfotos og pressedossiers. Modsat er der ingen tvivl om, at de har bragt fornyelse ind i en branche, som kunne være lidt vel traditionelt tænkende og måske ligefrem støvet. Et friskt og frivolt pust – ikke bare hvad angår deres produkter, men også deres indstilling og deres uhøjtidelige væremåde.   

                              

Middag og smagning med The Douro Boys. Fra venstre den tidligere formand for Den Fynske Portvinsklub Gert Jessen, Miguel Roquette og Sandra Tavares 

De fem producenter var og er:

• Quinta de Vale Meão med Franciso ”Vito” Olazabal med fortid hos Ferreira.
• Quinta de Crasto, ejet og drevet af Roquette-familien, far Jorge og de to sønner, Tomas og Miguel.
• Quinta do Vale Dona Maria med Cristiano van Zeller, som kom fra selveste Noval.
• Quinta do Vallado, som ejes af Ferreira-familien og drives af de to fætre João Ferreira Alvares Ribeiro og Francisco Ferreira.
• Niepoort, som det mest kendte mærke og med Dirk van der Niepoort i spidsen.

Dertil kommer det kvindelig islæt i form af winemaker Sandra Tavares de Silva, som både laver vin for Vale Dona Marie og under egne mærker som Wine & Soul.  

Jeg har mødt nogle af The Douro Boys flere gange, især Miguel Roquette og Sandra Tavares, og det har altid været en stor fornøjelse – både rent socialt, og hvad angår deres vine.

Forleden i Den Fynske Portvinsklub gjaldt det så en smagning af deres portvin, og selv om det var overraskelser imellem, var det ikke skuffende. Der var tale om en blindsmagning, hvor vi foruden vine fra The Douro Boys også skulle smage såvel Baräo de Vilar som Maynard´s, der begge laves af endnu et par repræsentanter fra Zeller-slægten, Fernando og Álvaro van Zeller.

13 vine smagt blindt og med et tidsmæssigt snævert spænd fra 1992 til 2009. Det var ikke en nem opgave for nu at sige det mildt.

Det var brødrene van Zeller, der noget overraskende kom bedst ud af aftenen. Ikke fordi de ikke kunne forventes at lave god vin, da de ligeledes har en fortid hos Noval. Men overraskende fordi både mit og klubbens kendskab til deres produkter er noget sparsomt. Det skal der nok blive rådet bod på fremover.

I den samlede vurdering vandt Baräo de Vilar 1993, efterfulgt af Maynard´s 2007 og med Baräo de Vilar 1997 på tredjepladsen. Og først på 5. pladsen fulgte den ældste vin, Niepoort 1992. Den høstede nu også kun point hos hold B, hvilket dog ikke skyldtes, at den ene flaske var decideret dårlig. Selv fandt jeg den udmærket med både frugt, bid og syre til at kunne holde længe endnu, trods den allerede brune tone og kant. Sjovt nok var det omvendt med Niepoort 2003, som fik pænt med point hos hold A, men ingen hos hold B. En kraftig og frugtfyldt vin, med masser af tanniner til en langt liv, hvilket også gjaldt Barão de Vilar 1997.

Crasto 1995 skuffede fælt og endte uden point. Da jeg kender den ellers høje kvalitet hos Crasto, vil jeg vurdere, at det må have været en halvskæv flaske. Den var både flad og uhyre sødlig.

De fleste vine var stadig meget unge med lilla farve og kraftige tanniner. Såvel Vale Dona Maria 1999 og Vale de Meäo 2003 var til trods herfor overraskende harmoniske netop nu. 

Det var altså flere konklusioner på aftenen. For det første er Baräo de Vilar og Maynard´s begge navne, der fortjener større opmærksomhed. For det andet er der god kvalitet at hente blandt de labels, der ligger lige under de helt store. De er så afgjort både værd at gemme i kælderen og værd at drikke. Niepoort har parentetisk bemærket dog længe været anerkendt som værende blandt de bedste vintage-huse.

Og hvad så med The Douro Boys? Bør de koncentrere sig mere om at lave portvin af deres bedste druer frem for bordvin? Jeg skal ikke afvise, at deres portvin vil vinde på det. Men jeg vil så sandelig også være meget ked af at undvære deres fremragende rødvine som fx dem fra Quinta do Crasto.  

http://www.douroboys.com/

João Penalva

Et enkelt besøg er ikke nok. Både fordi det er en omfattende udstilling med værker, der består af både tekst, film, billeder, fotografier og objekter. Men også fordi João Penalvas kunst unddrager sig en hurtig og entydig afkodning. Han kræver mere af tilskueren end blot tilstedeværelse.

Det er Kunsthallen Brandts i Odense, der frem til den 28. maj viser den portugisiske og i London bosiddende kunstner – og det under den enkle, men sigende titel ”Værker med tekst og billeder”.

Den første værk, jeg møder, er en lang gang med hundredvis af lilla-tonede fotografier og tekstuddrag side om side på væggene. Arcade hedder installationen, hvor visse motiver går igen. Broer, bygninger og ikke mindst ure i det offentlige rum, så tiden går fremad, mens man bevæger sig igennem værket. Teksterne er en blanding af fakta og fiktion, som en mumlen i baggrunden i slægt med den englene hører i Wim Wenders Himlen over Berlin. Som tilskuer kan du vælge at lade talen forblive en mumlen mens du går gennem arkaden, eller du kan stoppe op, lytte og betragte vel vidende, at din indsigt kun er til låns en stund tid.

I The Hair of Mr. Ruskin bliver der drevet gæk med kunst- og museumsinstitutionen. En gammel glasramme indeholder en hårlok af den engelske kritiker og forfatter John Ruskin. João Penalva har så fremstillet syv vellignende forfalskninger, så ingen kan se, hvad der er original og kopi. Dertil kommer, at den ene ramme på et tidspunkt blev stjålet fra en udstilling, hvilket førte til en ivrig korrespondance med politi og forsikringsselskaber. Brevene er nu ophængt som en del af værket, og som en ekstra pointering af ægthedsbegrebets flygtighed.

Et andet værk består af fotografier, tekster og ukrudtsplanter, som voksede ved en fabrik i Hiroshima. På en gang dokumentation af naturens overlevelse under svære betingelser, men samtidig en fiktionalisering, da kunstneren ikke blot registrerer, men også fabulerer videre i de tekststykker, der indgår i installationen. Andetsteds iscenesætter Penalva en vis Dr. Erlenmeyers liv herunder dennes opfindelse af mølmidlet naftalin, mens der i rummet ved siden af kører en lysbilledserie med tekster og en billedprojektion omhandlende netop et møl. 

Jo, der er nok af indtryk og fortællinger at suge til sig i udstillingen. Der er mange stemmer, der gerne vil til orde, som der er det hos den portugisiske digter Fernando Pessoas utallige heteronymer. Umiddelbart så jeg ingen direkte referencer til Pessoa, men slægtskabet er tydeligt. I ”Rastløshedens bog” kan man f.eks. følge fortælleren Bernardo Soares på hans vandring rundt i Lissabon og de indtryk af forbipasserende mennesker og steder, han siden nedskriver i sin dagbog, indlevende og meddigtende.

De mange tekstfragmenter og fotografier i Penalvas værker gengiver på samme vis uddrag af virkeligheden iblandet fiktive fortællinger. En kakofoni af snapshots, små handlingsforløb, refleksioner, beskrivelser og filosofiske smuldrer, som indbyder til, at vi som tilskuere selv aktivt leger med, digter videre og fortolker.

Udstillingen er støttet Gulbenkianfonden, som så meget andet portugisisk kultur. Det har også muliggjort udgivelsen af et digert og flot katalog på portugisisk, engelsk og dansk, som ikke alene omhandler de udstillede værker, men også andre fra de seneste årtier.