mandag den 6. marts 2017

Det er ikke så dumt at stige af i Roskilde

Børsen i København, Aabenraa, Odense og Roskilde. Da Henrik Oldenburg i 1988 arrangerede den første portvinsfestival i Danmark, var der nok ikke mange, der spåede, at der knap 30 år senere ville være flere årlige festivaler rundt om i landet udelukkende med fokus på portvin. Det vidner om en stærkt stigende interesse og nysgerrighed, da festivalerne oftest kan melde om udsolgt. Men ét er, at en festival har succes, hvad angår antallet af solgte billetter. Andet er om folk går tilfredse derfra eller nærmere bestemt, om arrangementet fungerer rent logistisk, og om der er noget at komme efter for såvel nybegyndere som mere øvede. 
I lørdags blev den tredje udgave af Portvinsmessen i Roskilde afholdt. Første år foregik det under charmerende, men trange kår på Hotel Prindsen. De sidste to år under større forhold på Hotel Scandic, men i et mere kedeligt messelokale med et gulvtæppe, hvis mønster nærmest er en beruselse i sig selv. Ikke ligefrem hyggeligt, men velorganiseret og med bedre plads og stadig i gåafstand fra banegården. Trængsel om bordene vil der altid være, men det er vigtigt, at der er luft omkring, så man kan trække sig lidt tilbage i ro og mag, og det kunne man.
Samtidig er det i modsætning til debutåret lykkedes arrangørerne at få en række repræsentanter fra producenterne til at møde op, hvilket altid er en fornøjelse. I år var der således 13 forskellige til stede og det fra såvel mindre som større portvinshuse. Altid herligt at få mulighed for en lille snak med såvel gamle kendinge som nye ansigter.
Et sidste succeskriterium for en festival må være, om det er muligt at smage nogle spændende vine og altså ikke kun den seneste LBV og Vintage samt et par Tawny med alder. Det var der i høj grad i Roskilde. Ja, faktisk kan jeg ikke mindes at have været på en portvinsfestival, hvor det var muligt at smage så meget gammel Tawny og så mange forskellige ældre og modne Vintage uden at skulle betale ekstra. Det sidste gjaldt fx Kjær Sommerfeldt, som havde spændende udgaver af Warre´s og Quinta da Cavadinha med, og Vintageportvin.dk som bl.a. bød på ældre flasker fra Sandeman, Gould Campbell og Smith Woodhouse.
Så jo, det kunne betale sig at stige af i Roskilde. Det var fornøjeligt og gav gode portvinsoplevelser. En succes, som allerede er annonceret at finde sted igen næste år, nærmere bestemt lørdag den 3. marts 2018. Læs mere her.
Jeg valgte vanen tro at koncentrere mig om et par enkelte huse efterfulgt af lidt spredt fægtning og smagning for fornøjelsens skyld. De sidste derfor med sparsomme noter.

Quinta da Devesa

Quintaen ligger på venstre bred ca. 10 km fra Peso da Régua med udsigt til dæmningen og dermed i den vestlige del af Cima Corgo. Firmaet blev etableret i 1941 af tre brødre i familien Fortunado, som stadig er ejere. Ejendomme er på 34 hektar, hvor der produceres såvel bordvine som portvin. Der benyttes udelukkende egne druer, så produktionen er ikke stor. Devesa har valgt at koncentrere sig om fadlagret portvin, fortalte João Macedo Cunha, som er ansvarlig for salget og var mødt op i Roskilde sammen med sin hustru Helena. Og han tilføjede, at de også vil udsende Colheitas fra de gode år. Senere på året frigives således en Colheita fra 1944. 


Jeg smagte følgende vine:
20 års hvid port: Lys med orange skær. Duft af mandarin, mandel og lidt marcipan. Frisk med fin syrebalance. Let og ikke så kompliceret, men ganske delikat.
30 års hvid port: Lidt mørkere, orangebrun. Ikke så ekspressiv i næsen, lidt mandarin og honning. Lidt sødere og mere fyldig, blød og cremet struktur. Mellemlang hale.


10 års Tawny: Lys brun med lys kant. Duft af mandel og marcipan. Nødder i smagen, ikke så kraftig.
20 års Tawny: Lys orangebrun. Fin duft af mandel og orangeskal. Velbalanceret i en elegant og let stil. Udmærket glas.
30 års Tawny: Orangebrun. Duft af mandel, nødder og lidt orangeskal. Serveret lidt varmere og derfor også med lidt højere grad af alkohol og sødme rent smagsmæssigt. Nødder og lidt karamel i smagen.
40 års Tawny: Mørkere, fin tawnybrun. Mere nøddepræg og fint med tørrede frugter og karamel. God fylde og koncentration, men stadig frisk og let i stilen.

Blackett

Blackett – eller Alchemy Wines som firmaet hedder – er en forholdsvis ny spiller på markedet, men med gamle aner, idet engelske George Blackett etablerede sig som vinhandler i Porto allerede i starten af det 19. århundrede. Blackett markerede sig en overgang i top 5, hvad angår salg, men efter flere omstruktureringer blev mærket efterhånden usynligt på markedet. Relanceret i 2016 af Alchemy Wines og markerer sig allerede nu med Tawny med alder, da de har opkøbt gamle fade rundt om. Foruden Tawny i alderen 10, 20 og 30 år produceres LBV og Vintage samt snart også en 40 års Tawny og en over 100 år gammel af slagsen, fortalte direktør Pedro Carneiro på Portvinsmessen. Der satses udelukkende på kvalitetsportvin og altså ikke almindelig Ruby og Tawny. 


Jeg smagte følgende vine:
Extra Dry White: Lys gylden og i meget tør stil. Frugt og lidt florale noter i næsen og nærmest sherryagtig i munden. En noget anderledes stil end andre tørre hvide portvine. Kan fungere fint som aperitif eller til tapas.
Tawny Reserva: Lagret i ca. 8 år på fad. Lys brunrød. Duft af tørret frugt og mandel. Fin syre og balance og ganske karakterfuld af en Reserve at være.


10 års Tawny: Orangebrun. Duft af nødder og mandel samt lidt vanilje. Fin friskhed og med pæn sødme. En ok 10 års med mindre frugtpræg end vanligt.
20 års Tawny: Rødbrun, orange. Dejlig delikat næse med valnødder, tørrede frugter og mandler samt lidt karamel. Lækker og med god lang eftersmag. Til den søde side, men balanceret med syre.
30 års Tawny: Mørk med brunorange kant. Intens duft af figen, valnød og lidt orangeskal. Kraftig, men stadig med elegance og med lidt karamel i smagen. Sødme, men også fin friskhed og syre og derfor fint balanceret. Lang hale.

Og det mere løse…

Efterfølgende smagte jeg bl.a. en udmærket Dalva White Colheita 2007, og Elsa Couto var så venlig at forsyne mig med en lille prøve af deres nye Golden White 1989. Tidligere udsendt i serien, hvor der kommer en ny hvid Colheita i hvert årti er årgangene 1952, 1963 og 1971, som indgik i en smagning på Børsen for nogle år siden. Læs noterne her.
Den nye Golden White 1989 er gylden med orange skær. God duft af mandarin, orange og mandel og lidt honning. Blød og cremet i munden med mandel, honning og lidt karamel samt godt med syre og i fin balance. Ikke så kompliceret som 1952 og 1963, men atter et imponerende glas, som fuldt ud viser meningen med at fadlagre hvid portvin.


Endvidere smagte jeg Quinta Santa Eufemias Colheita 2005 samt 10 og 20 års Tawny. Et udmærket hus, som også laver fremragende hvid portvin med alder.
Hos Pocas fik jeg en helt ny Vintage 2015, hvilket vil sige en fadprøve, da vinen endnu ikke er godkendt hos IVDP og derfor officielt ikke er erklæret. Catia Pinto fortalte, at det måske ikke alligevel bliver den helt brede deklarering, men måske snarere en såkaldt ”split declaration”, hvor halvdelen erklærer Vintage i 2015 og de øvrige i 2016. Men det får vi at se senere på foråret, når deklarationerne begynder at blive offentliggjort. Pocas Vintage 2015 var i al fald med masser af kraft og frisk frugt samt kraftige, men ikke så hårde tanniner. Ganske lovende.
Jeg prøvede også et glas Colheita 2005 fra DR, som jo ellers er mest kendt for sin serie af Tawny med alder. Hos The Wine Company sprang jeg hovedeventen Dow´s over og smagte i stedet vine fra Quinta da Casa Amarela – en af mange familieejede quintaer, som tidligere leverede til de store producenter, men efter lovændringen begyndte at satse på at lancere portvin under eget navn. Jeg smagte deres hvide Porto Branco, som havde pæn karakter og en noget tør stil, en Ruby Reserva, som havde fin frisk frugt og balancerende bløde tanniner samt en rødbrun 10 års Tawny med kraftig næse og fint præg af mandler og nødder. Kraftig og halvfed i stilen.
Det blev også til lidt ældre Vintage i form af Warre´s 1985 og Cavadinha 1998, som begge var udmærkede samt en ældre Smith Woodhouse og en rigtig fin Sandeman Quinta do Vau Vintage 1988 – det eneste år, hvor Vau er en ægte Single Quinta Vintage, idet det efterfølgende blev lavet til en brand med lidt mere ungdommelig Vintage, som modner tidligere.
Hos Maynards smagte jeg en ny organisk (økologisk) LBV 2013, som faktisk var udmærket, samt en såkaldt telefonnummer port, serveret med sædvanligt humør af Alvaro van Zellar. Flasken, som vel at mærke var en fadprøve, bar cifrene 201, 43, 70 og 88, hvor de tre sidste tal signalerede, at der var tale om et blend af gamle fade fra 1843, 1870 og 1888 og det første er summen af de tre. Uhyre mørk og koncentreret med masser af brændte og tørrede frugter samt balsamico.  
Endelig smagte jeg Vintage 2014 fra Quevedo, men da Oscar Quevedo var til stedet for at præsentere et eksperiment med fire forskellige udgaver af vinen på to forskellige flaskeformer og med tre forskellige typer propper, vil mere følge herom i næste indlæg.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar