Børsen i København, Aabenraa, Odense og Roskilde. Da Henrik
Oldenburg i 1988 arrangerede den første portvinsfestival i Danmark, var der nok
ikke mange, der spåede, at der knap 30 år senere ville være flere årlige
festivaler rundt om i landet udelukkende med fokus på portvin. Det vidner om en
stærkt stigende interesse og nysgerrighed, da festivalerne oftest kan melde om
udsolgt. Men ét er, at en festival har succes, hvad angår antallet af solgte
billetter. Andet er om folk går tilfredse derfra eller nærmere bestemt, om arrangementet
fungerer rent logistisk, og om der er noget at komme efter for såvel
nybegyndere som mere øvede.
I lørdags blev den tredje udgave af Portvinsmessen i
Roskilde afholdt. Første år foregik det under charmerende, men trange kår på
Hotel Prindsen. De sidste to år under større forhold på Hotel Scandic, men i et
mere kedeligt messelokale med et gulvtæppe, hvis mønster nærmest er en
beruselse i sig selv. Ikke ligefrem hyggeligt, men velorganiseret og med
bedre plads og stadig i gåafstand fra banegården. Trængsel om bordene vil der
altid være, men det er vigtigt, at der er luft omkring, så man kan trække sig
lidt tilbage i ro og mag, og det kunne man.
Samtidig er det i modsætning til debutåret lykkedes
arrangørerne at få en række repræsentanter fra producenterne til at møde op,
hvilket altid er en fornøjelse. I år var der således 13 forskellige til stede
og det fra såvel mindre som større portvinshuse. Altid herligt at få mulighed
for en lille snak med såvel gamle kendinge som nye ansigter.
Et sidste succeskriterium for en festival må være, om det er
muligt at smage nogle spændende vine og altså ikke kun den seneste LBV og
Vintage samt et par Tawny med alder. Det var der i høj grad i Roskilde. Ja, faktisk
kan jeg ikke mindes at have været på en portvinsfestival, hvor det var muligt
at smage så meget gammel Tawny og så mange forskellige ældre og modne Vintage
uden at skulle betale ekstra. Det sidste gjaldt fx Kjær Sommerfeldt, som havde
spændende udgaver af Warre´s og Quinta da Cavadinha med, og Vintageportvin.dk
som bl.a. bød på ældre flasker fra Sandeman, Gould Campbell og Smith Woodhouse.
Så jo, det kunne betale sig at stige af i Roskilde. Det var
fornøjeligt og gav gode portvinsoplevelser. En succes, som allerede er
annonceret at finde sted igen næste år, nærmere bestemt lørdag den 3. marts
2018. Læs mere her.
Jeg valgte vanen tro at koncentrere mig om et par enkelte
huse efterfulgt af lidt spredt fægtning og smagning for fornøjelsens skyld. De
sidste derfor med sparsomme noter.
Quinta da Devesa
Quintaen ligger på venstre bred ca. 10 km fra Peso da Régua med
udsigt til dæmningen og dermed i den vestlige del af Cima Corgo. Firmaet blev
etableret i 1941 af tre brødre i familien Fortunado, som stadig er ejere.
Ejendomme er på 34 hektar ,
hvor der produceres såvel bordvine som portvin. Der benyttes udelukkende egne
druer, så produktionen er ikke stor. Devesa har valgt at koncentrere sig om
fadlagret portvin, fortalte João Macedo Cunha, som er ansvarlig for salget og
var mødt op i Roskilde sammen med sin hustru Helena. Og han tilføjede, at de
også vil udsende Colheitas fra de gode år. Senere på året frigives således en
Colheita fra 1944.
Jeg smagte følgende vine:
20 års hvid port: Lys med orange skær. Duft af mandarin,
mandel og lidt marcipan. Frisk med fin syrebalance. Let og ikke så kompliceret,
men ganske delikat.
30 års hvid port: Lidt mørkere, orangebrun. Ikke så
ekspressiv i næsen, lidt mandarin og honning. Lidt sødere og mere fyldig, blød
og cremet struktur. Mellemlang hale.
10 års Tawny: Lys brun med lys kant. Duft af mandel og
marcipan. Nødder i smagen, ikke så kraftig.
20 års Tawny: Lys orangebrun. Fin duft af mandel og
orangeskal. Velbalanceret i en elegant og let stil. Udmærket glas.
30 års Tawny: Orangebrun. Duft af mandel, nødder og lidt
orangeskal. Serveret lidt varmere og derfor også med lidt højere grad af
alkohol og sødme rent smagsmæssigt. Nødder og lidt karamel i smagen.
40 års Tawny: Mørkere, fin tawnybrun. Mere nøddepræg og fint
med tørrede frugter og karamel. God fylde og koncentration, men stadig frisk og
let i stilen.
Blackett
Blackett – eller Alchemy Wines som firmaet hedder – er en
forholdsvis ny spiller på markedet, men med gamle aner, idet engelske George
Blackett etablerede sig som vinhandler i Porto allerede i starten af det 19.
århundrede. Blackett markerede sig en overgang i top 5, hvad angår salg, men
efter flere omstruktureringer blev mærket efterhånden usynligt på markedet. Relanceret
i 2016 af Alchemy Wines og markerer sig allerede nu med Tawny med alder, da de
har opkøbt gamle fade rundt om. Foruden Tawny i alderen 10, 20 og 30 år
produceres LBV og Vintage samt snart også en 40 års Tawny og en over 100 år
gammel af slagsen, fortalte direktør Pedro Carneiro på Portvinsmessen. Der
satses udelukkende på kvalitetsportvin og altså ikke almindelig Ruby og Tawny.
Jeg smagte følgende vine:
Extra Dry White: Lys gylden og i meget tør stil. Frugt og
lidt florale noter i næsen og nærmest sherryagtig i munden. En noget anderledes
stil end andre tørre hvide portvine. Kan fungere fint som aperitif eller til
tapas.
Tawny Reserva: Lagret i ca. 8 år på fad. Lys brunrød. Duft af
tørret frugt og mandel. Fin syre og balance og ganske karakterfuld af en
Reserve at være.
10 års Tawny: Orangebrun. Duft af nødder og mandel samt lidt
vanilje. Fin friskhed og med pæn sødme. En ok 10 års med mindre frugtpræg end
vanligt.
20 års Tawny: Rødbrun, orange. Dejlig delikat næse med
valnødder, tørrede frugter og mandler samt lidt karamel. Lækker og med god lang
eftersmag. Til den søde side, men balanceret med syre.
30 års Tawny: Mørk med brunorange kant. Intens duft af
figen, valnød og lidt orangeskal. Kraftig, men stadig med elegance og med lidt
karamel i smagen. Sødme, men også fin friskhed og syre og derfor fint
balanceret. Lang hale.
Og det mere løse…
Efterfølgende smagte jeg bl.a. en udmærket Dalva White
Colheita 2007, og Elsa Couto var så venlig at forsyne mig med en lille prøve af
deres nye Golden White 1989. Tidligere udsendt i serien, hvor der kommer en ny
hvid Colheita i hvert årti er årgangene 1952, 1963 og 1971, som indgik i en
smagning på Børsen for nogle år siden. Læs noterne her.
Den nye Golden White 1989 er gylden med orange skær. God duft
af mandarin, orange og mandel og lidt honning. Blød og cremet i munden med mandel,
honning og lidt karamel samt godt med syre og i fin balance. Ikke så
kompliceret som 1952 og 1963, men atter et imponerende glas, som fuldt ud viser
meningen med at fadlagre hvid portvin.
Endvidere smagte jeg Quinta Santa Eufemias Colheita 2005
samt 10 og 20 års Tawny. Et udmærket hus, som også laver fremragende hvid
portvin med alder.
Hos Pocas fik jeg en helt ny Vintage 2015, hvilket vil sige
en fadprøve, da vinen endnu ikke er godkendt hos IVDP og derfor officielt ikke
er erklæret. Catia Pinto fortalte, at det måske ikke alligevel bliver den helt
brede deklarering, men måske snarere en såkaldt ”split declaration”, hvor
halvdelen erklærer Vintage i 2015 og de øvrige i 2016. Men det får vi at se
senere på foråret, når deklarationerne begynder at blive offentliggjort. Pocas
Vintage 2015 var i al fald med masser af kraft og frisk frugt samt kraftige,
men ikke så hårde tanniner. Ganske lovende.
Jeg prøvede også et glas Colheita 2005 fra DR, som jo ellers
er mest kendt for sin serie af Tawny med alder. Hos The Wine Company sprang jeg
hovedeventen Dow´s over og smagte i stedet vine fra Quinta da Casa Amarela – en
af mange familieejede quintaer, som tidligere leverede til de store
producenter, men efter lovændringen begyndte at satse på at lancere portvin
under eget navn. Jeg smagte deres hvide Porto Branco, som havde pæn karakter og
en noget tør stil, en Ruby Reserva, som havde fin frisk frugt og balancerende
bløde tanniner samt en rødbrun 10 års Tawny med kraftig næse og fint præg af
mandler og nødder. Kraftig og halvfed i stilen.
Det blev også til lidt ældre Vintage i form af Warre´s 1985 og
Cavadinha 1998, som begge var udmærkede samt en ældre Smith Woodhouse og en
rigtig fin Sandeman Quinta do Vau Vintage 1988 – det eneste år, hvor Vau er en
ægte Single Quinta Vintage, idet det efterfølgende blev lavet til en brand med lidt
mere ungdommelig Vintage, som modner tidligere.
Hos Maynards smagte jeg en ny organisk (økologisk) LBV 2013, som faktisk
var udmærket, samt en såkaldt telefonnummer port, serveret med sædvanligt humør
af Alvaro van Zellar. Flasken, som vel at mærke var en fadprøve, bar cifrene
201, 43, 70 og 88, hvor de tre sidste tal signalerede, at der var tale om et
blend af gamle fade fra 1843, 1870 og 1888 og det første er summen af de tre.
Uhyre mørk og koncentreret med masser af brændte og tørrede frugter samt
balsamico.
Endelig smagte jeg Vintage 2014 fra Quevedo, men da Oscar
Quevedo var til stedet for at præsentere et eksperiment med fire forskellige
udgaver af vinen på to forskellige flaskeformer og med tre forskellige typer
propper, vil mere følge herom i næste indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar