tirsdag den 3. januar 2017

Cristina Branco: Menina

Det overordnede indtryk er lyst, let og muntert, men visse steder synes der at foregå en kamp mellem lys og mørke på Cristina Brancos nye album, Menina. Det gælder tempoet i melodierne, det gælder instrumenterne og det gælder sangstemmen, som spænder fra det dybe, melankolske til det mere lyse – og det flere gange inden for samme sang som fx på den skønne, varierede ”A meio do Carminho” og på Luís Severos ”Alvorada”.
Severo er manden bag projektet Cão da Morte, og det er netop et kendetegn for det nye album, at Cristina Branco, hvad angår tekst og musik, har allieret sig med en bred vifte af forskelligartede kunstnere. Det gælder fx pianisten og komponisten Mário Laginha, som bl.a. har arbejdet sammen med jazzdivaen Maria João. Langinha har komponeret to skæringer, hvoraf den ene, ”Quando Julgas que me Amas” har tekst af forfatteren António Lobo Antunes. Det gælder også den altid fremragende Ana Bacalhau fra Deolinda, som har leveret teksten til den stille og melodiøse ”O gesto dela”, men dertil kommer også en række nye og yngre navne som Jorge Cruz, Lúis Gomes og Kalaf fra Buraka Som Sistema. Endelig skal også nævnes, at en enkelt fadoklassiker med tekst af selveste Amália har fundet vej til albummet, nemlig ”Ai, esta pena de mim”, der i modsætning til Amálias version indledes med en dejlig, langsom og følsom bas, inden de øvrige instrumenter supplerer, og tempoet sættes op.  
Er der således mange forskellige bidragsydere, hvad angår tekst og musik, udgøres det faste akkompagnement af kun tre musikere: pianisten Luís Figueiredo, contrabassisten Bernardo Moreira og Bernardo Couto på portugisisk guitar. Denne tætte, ja nærmest lidt puritanske besætning udgør en fin sammentømret og harmonisk enhed.
Menina, der betyder pige, er et yderst lytteværdigt album, som efter min mening vil indskrive sig som et af hendes bedste album i en efterhånden lang karriere, der blev indledt med livepladen ”In Holland” fra 1997 og siden tæller spændende album som ”O Descobridor” (2000) med tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff og ”Não há só Tangos em Paris” (2011), hvor hun sang både fado og tango. Og nej, der er trods titlen intet lillepigeagtigt over hendes sang, som fremstår moden og med stor spændvidde. Men rent tematisk kredser sangene om kvinder og kvindelighed, eller som det portugisiske blad Visão formulerede det, præsenterer albummet de mange kvinder, der bor i Cristina Brancos stemme. I interviewet siger hun selv herom:
”Tanken med albummet er at tale om det kvindelige univers gennem sange som præsenterer kvindens styrker og forskellighed. Men denne pige er ikke kun mig, men mange piger og drenge”.


Cristina Branco udforsker nye territorier sammen med de nye komponister og tekstforfattere, men uden at det stritter i forskellige retninger og med hendes dejlige og altså varierede vokal som gennemgående samlingspunkt. Skal jeg fremhæve nogle enkelte skæringer er det foruden den allerede nævnte ”Alvorada” åbningssangen ”E às vezes dou por mim” og den meget smukke, hymneagtige ”Deus À”, skrevet og komponeret af Lúis Gomes fra Cachupa Psicadélica – et af de nye, spændende navne fra Cap Verde øerne (cachupa er Cap Verde øernes nationalret).
  


Menina” er udkommet på Universal Music. Læs mere om Cristina Branco her

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar