Fremragende bog om portvin på tysk

Selv om mange har prøvet at købe portvin syd for grænsen, er Tyskland ikke et af de store markeder for portvin, når man tæller forbrug pr. indbygger. Og det gælder hverken generelt eller for kvalitetsportvine, hvor landet indtager henholdsvis en 11. og en 16. plads. Til sammenligning hermed er Danmarks placering henholdsvis en 6. plads og en 2. plads.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes portvinseksperter og -entusiaster i Tyskland. Det gør der, og der kan af ovennævnte årsager netop være god brug for, at de udbreder det gode budskab til deres landsmænd. En af de mest dedikerede er Axel Probst, som jeg har mødt flere gange i Porto og Douro. Senest i juni sidste år, hvor både han og jeg deltog i den årlige ceremoni i Confraria do Vinho do Porto, ligesom han i foråret gæstede Portvinsmessen i Roskilde, hvor han introducerede sin egen velgørenhedsportvin, O-Port-Unidade, som er fremstillet med hjælp fra 25 forskellige producenter.

Axel Probst har nu begået det første store værk om portvin på tysk – en bog, der kort og godt hedder ”Portwein” – hvorfra ovennævnte statistik er hentet. Men ikke nok med det. Det er faktisk en af de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst om portvin, hvorfor den fortjener at blive oversat til andre sprog – og gerne også til dansk. Indtil da kan den varmt anbefales til de tyskkyndige.

Probst er uddannet pilot i England, hvor han fik smag for portvin. Interessen udviklede sig, så han i dag er ambassadør for portvin for det tyske marked, arrangerer store prestigesmagninger i såvel Tyskland som andre lande, rejser flittigt i Portugal og skriver om portvin i tyske tidsskrifter og på sin egen webside, World of Port, som han driver sammen med vennen Christopher Pfaff, der nyligt udgave en fin lille rejsefører om Dourodalen.

Den 415 sider tykke og flot illustrerede bog kommer godt omkring. Ganske befriende starter den ikke med en lang historisk redegørelse for portvinens historie. Efter indledende at have begrundet bogen og talt med Dirk Niepoort og Christian Seely om tyskernes forhold til portvin og indholdet af en god portvinsbog, tager Axel Probst os først med til Dourodalen, hvor han indfører os generelt i regionen og redegør for fremstillingen, typerne og lignende nyttig og nødvendig viden. Han sætter også kort portvin i relation til sherry og madeira, ligesom han omtaler bordvinsproduktionen i Douro.

Først derefter følger en gennemgang af portvinens historie med et kig ud i fremtiden, inden bogens anden og mere leksikale del. Her gennemgås årgangene og samtlige (jeg savner i al fald ingen) portvinshuse. Alle huse introduceret kort, hvorefter en repræsentant fra huset svarer på de tre gennemgående spørgsmål: Hvad var den første portvin, du drak? Hvad gør Douro speciel? Og hvilken portvin ville du tage med på en øde ø? Det kommer der en del sjove svar ud af, men selvfølgelig også mange gentagelser. Endelig er der godt med smagenoter over såvel mere almindelige som gamle eller sjældne portvine.

Sidst i bogen følger så yderlig nyttig viden om institutioner som IVDP og Factory House, om portvin som investeringsobjekt, lidt statistik og en ordbog over engelske og portugisiske udtryk.

Axel Probst øser af sin store viden gennem hele bogen, som både kan læses af mere øvede og af nyere portvinsinteresserede, som måske i første omgang vælger at springe nogle afsnit over. Undervejs er der nemlig afsnit til særlig fordybelse, hvilket ved første syn kan virke lidt rodet. Men idéen er sådan set god nok, selv om skellet mellem, hvad der tages med i hovedteksten, og hvad der reserveres de særlige interesserede, enkelte gange kan virke lidt konstrueret.

Lidt ankepunkter skal der vel med i en ellers meget positiv anmeldelse. Nu har jeg ikke selv problemer med synet, men skriftstørrelsen på opslagene om de enkelte huse er meget lille, hvilket sikkert vil være til gene for nogle læsere. Og så savner jeg billedtekster ved de flotte fotos. Bagerst i bogen kan man læse, hvem der har taget billedet eller hvilket firma, der har stillet det til rådighed, men det kunne være rart med en lille forklarende tekst og stedsangivelse, selv om mange motiver er genkendelige for et flittig rejsende i portvinens land.

Ambitionen for Axel Probst er at favne det hele, hvilket lykkes fint. ”Portwein” rangerer mindst på linje med Henrik Oldenburgs ”Portvin” og Richard Maysons ”Port and the Douro”. Hvor Henrik Oldenburg er grundigere, hvad angår især historien, men også klimaet, druesorterne, fremstillingen og lovgivningen, er Axel Probst mere opdateret, når det gælder producenter og aktuelle tendenser.

Og så skriver han fornuftigt nok i sin indledning, at en god portvinsbog aldrig kan erstatte egne oplevelser i Porto og Douro eller egne smagsoplevelser. Derfor opfordrer han til at læse bogen med et godt glas portvin ved sin side, hvilket jeg derfor nødtvunget så mig nødsaget til at efterleve.

Bagerst i bogen har Axel Probst i øvrigt lavet en liste over gamle portvine, man skal smage, før man dør. Her må jeg desværre indrømme at jeg er lidt bagud, idet jeg blandt de 10 nævnte endnu kun har smagt Andresen Colheita 1900, Constantino Colheita 1910 og Grahams Vintage 1955. Til gengæld har jeg smagt en del andre, som fint kunne passe ind i selskabet. 

Axel Probst: Portwein. Mondo Heidelberg 2016, 415 sider