Gammel portvin har altid været populært blandt entusiaster.
De senere år synes der at være opstået en trend med gamle portvinsflasker, og
her taler vi ikke om gamle årgange af Vintage, der jo er flaskelagret og derfor
i sagens natur er på gamle flasker. Vi taler heller ikke om Crusted Port eller
ufiltreret Late Bottled Vintage, som begge også er beregnet til at kunne
udvikle sig med årene. Nej, det handler også om andre portvinstyper lige fra
helt ordinær Ruby og Tawny til portvin af høj kvalitet som Colheita og Tawny
med alder – typer, som ifølge producenterne er drikkeklare, når de sendes på
markedet, og derfor i princippet ikke skal lagres.
Da vin er levende, skal der ikke være tvivl om, at der
selvfølgelig sker en vis udvikling med flaskerne gennem årene. Selvfølgelig gør
der det. Spørgsmålet er, om det er til det bedre eller værre, og her er vi nok
ude i en bedømmelse, hvor det er svært at komme med et objektivt svar, da
smagspræferencerne kan være meget forskellige.
For nogen tid siden modtog jeg en flaske Ramos Pinto
”Adriano” af ældre dato, venligt sendt af Peter Andersen. Der stod ikke årstal
eller alder nogen steder, men såvel flaske som label indikerer, at den har
nogle år på bagen. Hvor den nuværende udgave af samme vin har en farverig label
med brug af en af de mange flotte Ramos Pinto plakater samt et RP udskåret, er
denne i gammel stil med masser af medajler, skrift og symboler – heriblandt
husets bomærke med kristuskorset og den latinske skrift, som kundgør, at ”i
dette tegn skal du sejre”.
”Adriano” er af type en reserva, fremstillet af et blend af
6-8 år gamle vine lagret på fad. Der er altså begyndende tawny-karakter,
hvorfor den placerer sig et eller andet sted mellem en almindelig Tawny og
husets i øvrigt glimrende 10 års Tawny. Den bærer fornavnet på husets stifter,
Adriano Ramos Pinto, som grundlagde firmaet i 1880 og det især med det
brasilianske marked for øje. Og det er ikke tilfældigt, at netop husets tawny
reserva bærer det navn. Det var nemlig den vin, som huset havde stor succes med
at eksportere til Brasilien. Faktisk sad Ramos Pinto snart på halvdelen af det
sydamerikanske marked og for mange brasilianere var Adriano slet og ret
synonymt med portvin i daglig tale. Der blev da også hurtigt lavet en række
efterligninger, så Ramos Pinto hele tiden måtte indlede juridiske sagsanlæg.
Sidst i 1800-tallet var der i Brasilien en epidemi af gul
feber, og da Adriano Ramos Pinto var overbevist om, at en tonisk og nærende
portvin kunne afhjælpe sygdommen, blev dette påført etiketten, hvilket også er
tilfældet med dette eksemplar, hvor der står ”Adriano – toni-nutritivo”.
Etiketten har undergået mange forvandlinger gennem tiden
også afhængigt af det tiltænkte marked. Det kan man bl.a. selv få at se, hvis
man besøger husets fremragende museum i Vila Nova de Gaia.
Men hvor gammel er den tilsendte flaske så? Som sagt står
der intet herom på etiketten, men på min forespørgsel oplyser Ana Rosas, som er
chefwinemaker hos Ramos Pinto, at den er flasket i 1975. Den er altså ikke så
gammel som etiketten umiddelbart kunne signalere, men dog med godt 40 år på
bagen, hvilket jo skulle være rigeligt til at se, hvilken udvikling den er
undergået. Jeg valgte derfor at smage den op mod en nyindkøbt ”Adriano”,
formodentlig flasket i 2015 eller 2016. Da jeg ikke ved, hvordan den gamle
udgave har været opbevaret, og da jeg ærligt skal indrømme, at jeg ikke ved om
typen bevidst har ændret karakter gennem årene – fx ved at ændre på antal år på
fad inden aftapning – er sådan en test selvfølgelig fuld af usikkerhedsmomenter.
Men mon ikke resultatet trods alt giver en fingerpeg om, hvad der sker, når
mere almindelig portvin flaskelagrer?
De to vine blev første dag smagt blindt og ved afkølet
temperatur, men da udseendet var meget forskelligt, var der ikke på noget
tidspunkt tvivl om, hvilken der var hvad. På andendagen blev de gensmagt ved
lidt under stuetemperatur. Den gamle havde almindelig prop i fin stand, men
lidt skrøbelig. Den nye havde T-prop.
Adriano Reserve (1975)
Lys orangebrun med orange kant. Forholdsvis klar, men mat og
med tydelige gardiner. Virker lidt oxideret i næsen, men ellers intens med
fersken, karamel og lidt orange samt en ubehagelig kemisk duft af bonevoks
eller kamfer. Meget fyldig i munden med smag af karamel, nødder og tertiære
noter samt – desværre – igen lidt kemisk præg, hvilket var mere udbredt på
andendagen. Men absolut drikkelig og stadig ok syreniveau til at balancere. Spændende
og kompleks, men ikke harmonisk og nuanceret som en gammel Colheita eller
Vintage. En slikken eftersmag.
Adriano Reserve (2016/16)
Flot rødbrun, ikke så dyb, helt klar. Lidt lukket ind til
temperaturen faldt. Stadig præget af primær frugt og bær, men også figner og
nødder. Mere syre og i flot balance. Blød, harmonisk og behagelig, lidt krydret
og pebret eftersmag.
Konklusion er, at der ikke er tvivl om, at årene har ændret
vinen – med de forbehold, jeg allerede har nævnt. Den har fået ælde og en helt
anden og mere kompleks karakter. Næsen var ikke behagelig, men smagen
overordnet set udmærket ses bort fra lidt kemisk bismag. Syren er stadig
intakt, så den ikke virker træt. Begge vine har deres charme i al deres
forskellighed, og noget af min skepsis overfor den megen lovprisning af gamle
flasker er forsvundet. Men måske hidrører det lidt kemiske præg netop fra, at
den egentlig ikke er beregnet til at lagre i så mange år?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar