Alentejo er den vinregion i Portugal, som appellerer bredest.
På nogle områder er den helt sin egen – på andre kan den sammenlignes med de
oversøiske lande. Som i sidstnævnte er det også her en balancegang at producere
harmoniske vine, der ikke ender som rene frugtbomber med lav syre eller for
meget fadlagring.
Efter en lille pause fortsætter jeg min rundtur i Alentejo
med Herdade de Esporão, som netop er en af de producenter, der flot formår
dette. Der er masser af sol, varme og frugt i vinene – og der er ofte tydeligt
fadpræg. Men det bliver efter min mening aldrig overdrevet, og syren er
tilstrækkelig til at balancere. Esporão dyrker et bredt udvalg af regionens
typiske druesorter, men også internationale sorter. Og endelig er der et team
af winemaker med bl.a. portugisiske Sandra Alves og australske David Baverstock,
som har mange års erfaring i Portugal.
Ejendommen kan spores tilbage til 1267, men hed oprindeligt
Defesa do Esporão – et navn, som er bevaret som et brand bland flere. Mange
ejere gik forud for José Roquette og Joaquim Bandeira (førstnævnte købte siden
sidstnævnte ud), som købte ejendommen i revolutionsåret 1973. Men det var først
i 1985, at de begyndte at markedsføre vin under eget navn.
Den store ejendom ligger i underregionen Reguengos de
Monsaraz DOC og har 700
hektar marker fordelt på 40 forskellige vinsorter samt
oliventræer. Endvidere ejer selskabet også Quinta dos Murcas i Douro. Foruden
to forskellige produktionsfaciliteter – et til rødvin og et til hvidvin – rådes
der over store lagerfaciliteter, som kan minde om en stor metrotunnel, samt
restaurant, butik og vinbar.
Herdade de Esporão producerer flere serier i forskellige kvalitetsniveauer:
Alandra, Defesa do Esporão, Monte Velho (opkaldt efter et bjerg tæt på ejendommen),
Esporão Reserve og Esporão Private Selection samt prestigevinen Torre. Vinene
er især typiske Alentejo-blends, men også enkeltdruevine som fx en hvid
Verdelho og en rød Touriga Nacional. Endvidere bliver der også lavet vine på
amfora krukker, Vinho de Talha. Et særkende ved Reserve og Privat Selection
serierne er, at Esporão – som Chateau Mouton Rothschild i Bordeaux – hvert år
lader kunstnere designe etiketten på vinene.
Jeg har smagt følgende vine:
Alandra Tinto 2014
Entry level, blend af Castelão, Moreto og Trincadeira. Rubin rød, medium intens. Kirsebær, jordbær og blommer i næsen. Frisk frugt med kirsebær og blommer, lidt enkelt og spinkel, men med god frugt og syre. Bid med tanniner, som ikke virker helt integreret.
Monte Velho Branco 2015, Vinho Regional Alentejano
Blend af Antão Vaz, Roupeiro og Perrum – den sidste en af de ikke så udbredte og mindre værdsatte sorter. Lys strågul, medium intens. Duft af æble, pærer og lidt frisk citrus samt en smule eksotisk frugt. Æble i smagen, god frugt og fin syrebalance, så den fornemmes frisk og fyldig. Ikke så kompliceret, men fint tilgængelig og behagelig eftersmag.
Monte Velho Tinto 2015, Vinho Regional Alentejano
Blend af Aragonez, Trincadeira, Touriga Nacional og Syrah. Rubin, medium intens. Duft af jordbær, modne kirsebær og blommer. Let og ukompliceret, men fin rund med en ok struktur og meget lette tanniner. Smag af let syrnede kirsebær og med behageligt syreniveau. Ligefrem, afslører ikke dybere lag og kort hale.
Vinha da Defesa Branco 2014
Blend af druesorterne Arinto, Antão Vaz og Roupeiro, lagret
på ståltanke. Lys, grøngul til strågul Fin næse med god frugt, pære, græs og
citrus. Smag af pære, melon og grapefrugt, lidt frugtsødne, men ellers frisk
med fin syre og nok frugt til en fin balance. Ikke en kraftig og kompliceret
vin, men frisk og helt fin til prisen.
Esporão Colheita Tinto 2015, Vinha Regional Alentejanosp
Et nyt produkt i form af en økologisk vin lavet på blend af Touriga Franca og Cabernet Sauvignon, lagret 6 måneder på cementtanke. Mørk rubin med lys lilla kant. Modne og syrnede kirsebær samt ribs i næsen. Syrnede kirsebær, kraftig syre og markante, men ikke hårde tanniner. Atypisk stil for Esporão, lidt skarpere, men spændende.
Esporão
Reserva Branco 2014
Blend af
Antão Vaz, Arinto, Roupeiro og Semilion. Lagret 6 måneder på fransk og
amerikansk eg.
Lys, gulgrøn. Duft af citrus og grønne æbler. Medium fyldig.
Lidt fedme fra fad, men også med tilstrækkelig syre til at give friskhed og
balance. Bør nydes kølig.
Esporão Reserva Tinto 2012
Blend af Aragonez, Trincadeira, Alicante Bouchet og Cabernet Sauvignon. Lagret 12 måneder på fransk og amerikansk eg. Flot, mørk rubin, dyb. Duft af kirsebær og brombær, men også lidt vanille og kaffenoter. Fyldig og med flot struktur med fine, bløde tanniner. Lidt sød fornemmelse i munden med vanille fra fadet, men ellers tør. Dejlig lang eftersmag. En vin, som jeg altid har liggende i reolen.
Esporão Private Selection Branco 2014
Målet med Privat Selection, som opstod i 2001, er at
udfordre den klassiske Alentejo-stil. Derfor er druesorten Semilion plantet på
Herdade dos Perdigões, som Esporão har ejet siden 1996. Druerne er håndplukket
i de kølige morgentimer, lagret i 6 måneder med batonnage.
Klar, lys strågul. Ekspressiv og dejlig i næsen med
mandarin, passionsfrugt og moden pære. Behagelig i munden med god fylde, ok
syre og fin balance. God frugtfylde med moden pære, mineraler og moderat fedme.
Lidt smørkarakter som en Bourgogne med alder. Et virkeligt flot og indsmigrende
glas.
Esporão Private Selection 2011
Topvin, som ikke produceres hvert år. Blend af Alicante
Bouschet, Aragonez og Syrah, lagret 18 måneder på 30 % nye og 70 % brugte
egetræsfade, hvorefter det endelige blend laves. Dyb rubin, næste
uigennemsigtig. Intens duft af blåbær og solbær samt lidt toastede noter med mørk
chokolade, lakrids, kaffe og vanille. Kraftig og intens i munden. Godt med
mørke frugter og tydelig, men dog behersket fadpræg. Flot struktur, elegant og
med fin syre og integrerede tanniner.
Vinene fra Esporão kan fås hos Portugisisk Vinkælder. Læs
endvidere mere på deres egen hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar