Adskillige nye bøger om portvin har set dagens lys på det
seneste. I Danmark fik vi nyligt den nye og reviderede udgave af Henrik
Oldenburgs ”Portvin”, og i Tyskland er Axel Probst
udkommet med sin ”Portwein”, som ligger klar til anmeldelse på min reol.
Kan man læse svensk, er der også inspiration at hente i den finsk-svenske
sommelier Glenn Sundstedts bog ”Portvinsdalen”, som han netop har udgivet i
samarbejde med fotografen Anders Wingren, hvis flotte billeder virkelig gør bogen
værd at bladre i. Undertitlen ”En rejse i portvinets värld” er meget sigende
for bogen, da der i modsætning til de førnævnte bøger ikke er tale om en
grundbog med masser af viden om portvin, men netop en rejse – ja, man fristes
til at skrive en lystrejse – med portvin som omdrejningspunkt.
Lidt faktuel viden om portvin er der dog blevet plads til
indledningsvis, hvilket vel også er en nødvendig forudsætning for læsningen. Vi
skal vide lidt om historien, geografien, druerne, produktionen og portvinstyperne
for at være klædt på til rundturen mellem vingårde og portvinshuse i
henholdsvis Douro og Vila Nova de Gaia. Dertil kommer, at vi undervejs får
serveret gode små tips og faktabokse fx om fado, Douro Bake og den berømte
Barca Velha rødvin.
De 30 quintaer eller producenter, som besøges i bogens store
midterdel, er af meget forskellig karakter. Glenn Sundstedt oplyser selv, at
kriterierne for udvalget har været blandet. Dels er der tale om huse, hvis
portvin er tilgængelige i Norden, dels berømte vingårde og dels producenter og
quintaer, som han selv synes er særlig interessante – altså en blanding af
objektive og subjektive kriterier. Nogen der bør med og andre, som han har
besøgt og ikke kan glemme, men også adskillige, som ikke er med.
Stederne er arrangeret alfabetisk, så vi lægger ud med en af
de mindre kendte, Alves de Sousa (Gaivosa) og ender hos Taylor´s i Gaia.
Undervejs runder vi store portvinshuse som Calem, Graham´s, Cruz, Ramos Pinto
og Sandeman, mindre huse og quintaer som Churchill´s, Quevedo, Quinta de la
Rosa, Quinta do Vale Dona Maria, Quinta do Sagrado og Quinta do Vesúvio, som
parentetisk bemærket er et selvstændigt brand ejet af Symingtons og ikke under
Graham´s, som det nævnes et sted i bogen. Endelig besøger vi også vinhuse som
Raposeira og Murganheira, der gør det i mousserende vin, og Quinta do Popa, som
udelukkende laver Dourovine. Hvert besøg byder på lidt information om produkter
og muligheder for vinturisme samt lidt personlige oplevelser og indtryk fra
besøget og fra mødet med personligheder som Carlos Flores dos Santos, Tania
Branco Oliveira, Oscar Quevedo, Sophia Bergqvist og Jorge Rosas.
Der er kun få og spredte smagenoter, hvilket nogen måske vil
beklage, men det er netop ikke bogens ærinde. Bogens målgruppe er ikke
specialister og nørder, som i forvejen ved meget om portvin og kender de fleste
huse. Den er ikke et leksikalt eller historisk værk om portvin, men en fin og
lokkende appetitvækker, der på sanselig vis formidler indtryk og oplevelser i
ord og billeder. Dermed er den en god introduktion for nybegyndere og let øvede
samt vininteresserede turister. Og er målet at få endnu flere til at have lyst
til at rejse til Portugal og selv opleve området, lever bogen fuldt ud op til
det.
Efter præsentationen af de forskellige huse, quintaer og
producenter følger lidt omtale af restauranter og hoteller samt en – måske lidt
malplaceret – lille afstikker til Madeira. Endelig har konditor Annika Lindroos
bidraget med en tekst om mad og portvin, hvorefter der følger lidt opskrifter –
bl.a. på forskellige drinks med portvin.
Alt i alt en dejlig bog at læse og kigge i, men pas på! Den
skærper appetitten, så man efter læsning får lyst til et glas, en omgang frisk
skaldyr og en flybillet til den næste tur.
Glenn Sundstedt og Anders Wingren: Portvinsdalen. 208 sider.
Bogen kan bestilles her.
Besøg forfatterens hjemmeside her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar