Ved smagningen ”Portugal, Women & Winemaking” deltog
flere af medlemmerne af den nye gruppe D´Uva, som jeg præsenterede i sidste
indlæg. Jeg fik smagt på vinene fra tre af husene.
Quinta do Pinto,
Lisboa
Vingården hedder egentlig Quinta do Anjo og er beliggende
ved Alenquer i Lisboa regionen. Den er ejet af familien Cardoso Pinto gennem
fem generationer og i dag bestyret af Rita Cardoso Pinto, som har en master i
ønologi. Målet er at fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til
venlige priser.
Vinhas do Lasso Branco
2015
Lavet på 50 % Arinto og 50 % Fernão Pires. Lys grøngul.
Frisk og meget aromatisk med lidt tropiske noter. Fint med syre og lidt
mineralitet.
Quinta do Pinto Estate
Collection Branco 2014
Blend af Arinto, Fernão Pires, Antão Vaz, Roussane og
Sauvignon Gris. Fin duft med frisk frugt og florale noter. Kan måske virke lidt
tvetydig, da den såvel har friskhed, syre og mineraler, men samtidig er fyldig
og meget aromatisk.
Vinhas do Lasso Tinto
2012
Blend af Aragonez, Touriga Nacional og Alfrocheiro. Meget
kraftig og lidt afskrækkende duft af jordbær, men faktisk fin i smagen med røde
bær, krydderiet og fin mineralitet. Frisk og enkel vin.
Quinta do Pinto Estate
Tinto 2012
Blend af Touriga Nacional, Aragonez, Syrah og Merlot. Mørk
rubin med duft af mørke bær som solbær. Stadig ikke en tung vin, men fyldig og
med betydelig bedre struktur, bløde tanniner og god smag.
Quinta do Pinto Touriga Nacional 2013
100 % Touriga Nacional – Portugals nationaldrue, som ellers
er mest kendt i Douro eller Dão, men vinder hastigt frem såvel i Portugal som
internationalt. Meget aromatisk med god duft af kirsebær og andre røde bær samt
lidt ristede noter. Elegant og fyldig med fin struktur og godt med tanniner,
som indbyder til mad. En dejligt glas.
Herdade do Rocim,
Alentejo
Den moderne indrettede vingård ligger i det nedre Alentejo
mellem Vidigueira og Cuba og forvaltes af Catarina Vieira, som har studeret såvel
agronomi som ønologi og er med i D´Uva. Ejendommen har ca. 70 hektar vinmarker,
hvoraf 53 er med røde sorter og 17 med hvide. 20 ha . er Vinhas Velhas.
Primært er der tale om portugisiske druesorter, men også enkelte internationale
som Syrah og Cabernet Sauvignon. Huset udgiver flere serier, hvilket kan virke
lidt forvirrende. Olho de Mocho er baseret op udvalgte druer i modsætning til
Herdade do Rocim serien.
Olho de Mocho Branco
Rerserva 2013
Mærket Olho de Mocho laves på bedste druer hvert år.
Hvidvinen er lavet på 100 % Antão Vaz. Fyldig og med god frugt. Lidt præg af fadlagring,
men med stor friskhed.
Mariana Tinto 2014
Husets introlevel, som er navngivet efter Mariana
Alcoforado, der tilskrives de berømte ”Breve fra en Portugisisk nonne” – en
række kærlighedsbrev fra 1667 skrevet til en fransk officer. Mariana boede i klosteret
i Beja tæt ved byens borgtårn, som kan ses fra Rocims vineri. Især lavet på
Touriga Nacional. Rubin med fin duft og pæn fyldig. Rig på frisk frugt, og med
tanniner, men ikke en kompleks vin.
Herdade do Rocim Amphora Tinto 2014
Et blend af Aragonez, Trincadeira, Moreto og Tinta
Grossa, lagret på store amfora-krukker, som romerne gjorde i regionen for mange
siden. Flot ruby i farven. Kirsebær og røde bær i næsen, men også lidt røgede
noter. Tør, cremet og flot afrundet.
Herdade do Rocim Tinto
2012
Et blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Touriga Nacional og
Syrah. Fin duft af røde bær som kirsebær. Kraftig, men også elegant og med god
struktur. Måske lidt marmelade tendens.
Olho de Mocho Tinto
Rerserva 2011
Blend af Alicante Bouschet, Syrah og Touriga Nacional. Mørk
rubin, flot duft og god struktur. Tydeligt præg af fadlagring, men stadig med
en vis friskhed og pænt syreniveau.
Monte da Penha,
Alentejo
Familieejet vingård fra det mere bjergrige nordlige Alentejo
ved Portalegre. Satser på portugisisk stil med nationale druesorter og
behersket fadlagring. Repræsenteret af Rita Fino Magalhães, som også er med i
D´Uva. Efter sigende har Robert Parker sammenlignet vinene med vine fra Côte de
Rhone.
Monte da Penha Reserva
Branco 2014
Et blend af druesorterne Arinto, Fenão Pires, Roupeiro og
Tricadeira das Pratas fra vinmarker beliggende i 400-600 meters højde,
hvilket fremmer syreniveauet og friskheden. Frisk duft af citrus og frugt. Fin
frugt og lidt mineralitet. God friskhed og fin balance.
Montefino Tinto 2010
Blend af Touriga Nacional, Tricandeira, Alicante Bouschet og
Aragonez. Fermenteret på ståltanke og lagret dels på ståltanke og dels i
egetræsfade. Lys rubin med ekspressiv duft af jordbær og kirsebær. Blød og
ligefrem med afdæmpede tanniner. Fint drikkelig med uden kompleksitet.
Monte da Penha Tinto
2010
Blend af Tricadeira, Alicante Bouschet, Touriga Nacional og
Aragonez. Lidt mørkere og med duft at mørke bær og krydderier. Mere dybde og
struktur og pænt med tanniner. God til mad og vil sagtens kunne lagre. Et fint
glas.
Monte da Penha Reserva
Tinto 2010
Blend af Tricadeira, Alicante Bouschet, Aragonez og Moreto.
Lagret 12 måneder på fransk eg. Flot næse med mørk frugt og modne kirsebær.
Ganske fin struktur og god kompleksitet og dybde. Et rigtigt godt glas.
Monte da Penha Grande
Reserva
Blend af Tricadeira, Alicante Bouschet og Aragonez. Lagret
minimum 12 måneder på fransk eg. Mere modenhed, men også med kraftige tanniner.
Fyldig med beherskede noter fra fadlagring og lang eftersmag.
Vinene fra Herdade do Rocim forhandles af Nordentoft Wine, mens Quinta do Pinto og Monte da Penha ikke har dansk
importør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar