torsdag den 5. maj 2016

Besøg fra Minho

Hvis man spørger til mine foretrukne hvide druesorter, vil Alvarinho så afgjort være blandt de absolutte favoritter. Aromatisk og med præg af tropiske frugter og æbler, men også nødder og honning samt en god kombination af frugt og frisk syre. Den dyrkes især i området omkring Monçao og Melgaço i den nordligste del af Minho og dermed i Vinho Verde regionen, hvor den netop bruges i såvel blend med fx Loureiro og Avesso som til at fremstille fremragende enkeltdruevine.
Jeg har tidligere præsenteret en række producenter fra Vinho Verde deriblandt to af de bedste, når det gælder Alvarinho, tophuset Soalheiro og mesteren Anselmo Mendes. Sidstnævnte gæstede sin danske importør Portugisisk Vinkælder  for nyligt for at præsentere en række af sine udmærkede vine.


Som Anselmo Mendes selv forklarede, har han studeret Alvarinho i 27 år – såvel på universitetet som i praksis. Han arbejder stadig som konsulent for producenter rundt om i Portugal, fx Quinta dos Frades i Douro, men også på Azorerne og i Brasilien. Men ellers koncentrerer han sig om sine egne marker, som ligger fordelt rundt om i regionen, som gennembrydes af flere floder, der også har givet navn til underregionerne. Han dyrker Alvarinho i Minhodalen, Loureiro i Lima-dalen og Avesso i Douro-dalen, idet Vinho Verde regionen også omfatter det yderste stykke af Douro-floden.
Terroir betyder meget – både for valget af druer, men også for den enkelte drue, som kan ændre karakter alt efter dyrkningsstedet, hvor fx niveauet af syre, frugt og mineralitet kan veksle alt efter markernes placering. Ligeledes spiller selve vinifikationen selvfølgelig en stor rolle for resultatet, og her eksperimenterede Anselmo Mendes en del med forskellige temperaturer og grader af skindkontakt samt lagring på stål eller fad.
En anden ting, Anselmo Mendes påpegede, er vinenes lagringspotentiale, hvilket selvfølgelig i mindre grad gælder vine på introniveauet. En god vin på Alvarinho kan med fordel lagre og vil udvikle sig i op til 10 år eller mere – alt afhængigt af årgangen.
Senest er Anselmo Mendes også begyndt at eksperimentere med røde druesorter. Der blev tidligere produceret meget rød Vinho Verde, men oftest af den billigste slags og af en karakter, som afskrækker de fleste ganer med det høje syreniveau og den snerpende smag. Med sit seneste forsøg Pardusco viste Mendes, at området også kan levere nærmest Bourgogneagtige vine med god frugt og friskhed.  


Følgende vine blev smagt og gensmagt:

Muros Antigos Escolha 2014
Blend af 20 % Alvarinho, 40 % Loureiro og 40 % Avesso. Lys, grøngul. Diskret næse med æble og lidt citrus og florale noter. En frisk, sprød og tør vin, men også med fin frugtfylde, god syre og i flot balance. Ikke så lang eftersmag. En fin allround vin i en god prisklasse, hvor alle kan være med.

Muros Antigos Alvarinho 2015
Lys, grøngul. Fin stilren duft med æbler og citrus. Kraftig frugtsmag, men let og med stor friskhed. Såvel citrus som mineralitet. Ikke så dyb, men et fint og dejligt glas med god eftersmag.

Muros Antigos Loureiro Escolha 2014
Lys og klar. Lidt tilbageholdende i næsen i forhold til Alvarinho-vinene. Pære, blomster, citrus og mineralitet. God frugt i munden. Frisk og tør, men også med lidt sødme i eftersmagen.

Contacto 2015
Lavet på 100 % Alvarinho, men med kort skindkontakt. Lys, gulgrøn i farven. Frisk duft af grønne æbler og frugt, men også et fint og balanceret eksotisk præg. Fin mineralitet og kraftig syre. En mere kompleks og meget dejlig vin.


Curtimenta 2013
Fra udvalgte Alvarinho-parceller ved Monçao og vinificeret som rødvin og altså med en længere periode med skindkontakt. Strågul og klar. En dejlig fyldig duft af pære, honning og lidt ananas. Fyldig og dyb, behagelig i munden med kraftig frugtpræg, men stadig friskhed og en lang, flot eftersmag.  



Vinhão 2015
Første årgang og lavet på 100 % Vinhão. Fermenteret i 48 timer ved lav temperatur og med kort skindkontakt, hvorfor den er lysere og mindre tanninrig end vanligt for rød Vinho Verde. Ruby i farven og ikke så dyb. Ikke voldsom perlende og brusende, som de kan være. Syrlig, men behagelig.

Pardusco 2013
Lavet på 50 % Alvarelhão samt Cainho og Pedral. Navngivet efter de første vine, som blev eksporteret til England fra området. Lys ruby med fin duft af røde bær. Let og imødekommende med få og bløde tanniner. Bourgogne-agtig i stilen. En vin, som beviser, at der kan laves flot rødvin i området, hvilket vi givet vil se mere til fremover.

Læs mere om Anselmo Mendes her 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar