Maysons Madeira

Vinskribenten Richard Mayson har efterhånden fået en del bøger om portugisisk vin fra hånden. Den seneste af slagsen hedder kort og godt Madeira og er kommet i samme serie, The Classic Wine Library, som forgængeren Port and the Douro. Sidstnævnte er en stor succes og lidt af et referenceværk inden for portvinens verden. Så det er jo ganske naturligt, at efterfølgeren kom til at omhandle den anden store type forstærkede vin i Portugal.

Der er da også en del lighedspunkter de to bøger imellem. Begge indledes med et historisk afsnit efterfulgt af kapitler om vinsorter, marker og vinifikation. Derefter følger en oversigt over producenter og en gennemgang af vine fra forskellige årgange for så afsluttende kort at sætte fokus på turistmulighederne. Rundt om er der tillige strøet en række små portrætter af ”Men who shaped Madeira”. Men der er også store forskelle de to bøger imellem, da portvin og madeira jo er forskellige – og ikke kun geografisk.

Øen Madeira blev officielt opdaget i 1420, og snart efter blev de første vinstokke plantet. Allerede fra 1450 blev der eksporteret vin fra øen, men det var først senere, at der blev tale om Madeira. Som det gælder for portvin, kan der ikke sættes en præcis dato for, hvornår vinen så at sige blev opfundet. Der har givet været tale om en langsom udvikling. Første gang det nævnes, at vinen er forstærket ved tilsætning af druesprit eller brandy er i 1530, og vi skal frem til 1730 før det blev almindeligt at opvarme vinen – først ved solens hjælp (vinho do sol) og siden på teknisk vis ved den såkaldte estufagem-metode.

De anbefalede druer til fremstilling af Madeira er især de hvide sorter Sercial, Verdelho, Malvasia og Boal samt den røde Tinta Negra. Dertil kommer en række andre sorter som Terrantez, Bastardo, Moscatel og Listrão. Typemæssigt resulterer det i vine, der spænder fra det meget tørre (Sercial) over medium tør (Verdelho) og medium sød (Boal) til det søde (Malvasia). De almindelige billige vine er gerne 2-3 år gamle, mens kvalitetsvinene er ældre (5, 10, 15, 20, 30, 40, 50 eller sågar over 50 år). Dertil kommer Colheita fra et bestemt høstår, Solera efter systemet kendt fra Sherry og Frasqueira, den mest fornemme kategori, hvor vinen for det første skal være baseret på en enkelt af de førnævnte vinsorter og desuden have lagret på fad i mindst 20 år. Selv om kategorien tidligere hed Vintage, er der altså tale om noget helt anden end Vintage Port, hvorfor portvinsinstituttet gjorde indsigelser, hvilket førte til det nye navn. Men i daglig tale kaldes de gamle flasker nu stadig Vintage.

Efter således at have gjort rede for såvel produktion som typer af Madeira, beskriver Richard Mayson producenterne en efter en. Hvor der i slutningen af det 19. århundrede var mere end 150 af slagsen, er der nu kun syv selskaber tilbage, som eksporterer Madeira. Det ene, Madeira Wine Company dækker dog over en længere række af producenter og brands. Lad mig bare nævne dem:

Barbeito, Artur Barros e Sousa Lda., H.M. Borges, J. Faria, Henriques & Henriques, Justino´s og endelig Madeira Wine Company, som bl.a. står bag kendte producenter som Blandy, Cossart Gordon, Leacock og Pereira D´Oliveira. Blandy har sin helt egen placering i Maysons hjerte, da han faktisk er gift med datteren af det afdøde familieoverhoved, Richard Blandy. Han gør da også flere gange opmærksom på, at han ikke er helt uvildig, men bortset fra, at han tydeligvis har smagt mange flasker Blandy´s er det ikke noget, der på nogen måde skæmmer bogen.

Under hver præsentation af husene bringes smagenoter på de tilgængelige vine ligesom et efterfølgende afsnit dykker ned i skatkammeret og byder på noter om gamle årgangsvine. Netop antallet af smagenoter er den store forskel i forhold til Maysons bog om portvin. Hvor antallet er beskedent i portvinsbogen, er der her mange – så mange, at man ved almindelig gennemlæsning nøjes med at skimme. Skulle man så senere stå med en Lomelino 1914 Bual ved hånden, kan man jo altid slå op og se, hvordan Maysons vurdering lyder.

Dermed også sagt, at bogen om Madeira i højere grad er et opslagsværk end en bog, man læser fra ende til anden. Halvdelen af bogen er en god indføring i såvel øens som vinens historie, vinmarkerne og typerne, mens den anden er mere leksikal og opremsende. 

Alt i alt en bog, som måtte komme, da Richard Mayson i mange år har delt sin opmærksom mellem portvin og madeira. Der skulle også være god plads til den på markedet, da antallet af bøger om emnet ikke er mange. I nyere tid kan nævnes Alex Liddells Madeira, the Mid-Atlantic Wine, og ellers refereres der ofte til Henry Vizetellys Facts About Port and Madeira fra 1877. Derfor skal Maysons bog være velkommen, da den både er grundig, detaljeret, sober og saglig samt godt skrevet.

Mit eget kendskab til Madeira er desværre sparsomt. Men lysten til at gå i gang med at smage og tilfredsstille min nysgerrighed er ikke blevet mindre efter læsningen.

Richard Mayson: Madeira – the Islands and their Wines. The Classic Wine Library, Infinite Ideas Limited 2015, 258 sider.

Bogen kan købes på Amazon eller direkte hos forfatteren via hans vinblog