Maria da Mouraria

Det er, som det skal være. To guitarister – den ene på Viola, den anden på Guitarra Portuguesa. Og så en ældre dame, som synger med næsten lukkede øjne i den dæmpede belysning.

Det er fado, som det altid er. Men alligevel er det anderledes og nyt. For stedet er under et år gammelt, nyrestaureret af arkitekten José Andrão og moderne og stilfuldt i sin indretning. Det er ikke en gammel rustik fadorestaurant, men en helt ny af slagsen, beliggende på en mytologisk adresse og bærende et navn, som giver mange associationer inden for fadomiljøet i Lissabon.

Maria da Mouraria heddet det nye sted, som bestyres af fadosangeren Helder Moutinho. Stedet er Largo da Severa i bydelen Mouraria, men huset havde oprindeligt adresse i Rua do Capelão – det lille stræde der leder ind mod torvet. Og det var netop i dette hus, at den første kendte store fadista, Maria Severa (1820-1846) boede.

Maria Severas biografi tæller lige dele fakta og lige dele mytologi, da hun har fundet vej til romaner, skuespil, film og ikke mindst en del fadotekster. Hun var prostitueret og havde en affære med greven af Vimioso. Den slags kærlighed på tværs af store sociale skel er godt stof for romantisk digtning – og da Severa samtidig døde af tuberkulose som kun 26-årig var grunden til myten lagt.

Men Maria Severa er ikke den eneste Maria knyttet til stedet og bydelen. I Gabriel de Olivieras kendte fadosang, Há Festa na Mouraria, optræder en anden prostitueret fra Rua do Capelão, Rosa Maria. Og på Helder Moutinhos seneste album 1987 er en sekvens af sange viet til netop Maria da Mouraria. De fire sange er skrevet og komponeret af Pedro Campos og omhandler Maria, som flytter fra landsbyen til storbyen på grund af ulykkelig kærlighed. Her møder hun skiftende nye elskere, men lever også et håbløst og sørgeligt liv, som noterne til albummet fortæller det.

Det er nok den sidste Maria da Mouraria, som har givet stedet sit navn. Men sangfortællingen på Helder Moutinhos album er samtidig inspireret af de mange andre tilsvarende skæbner fra bydelen Mouraria, som var kendt for prostitution, kriminalitet og de mange små taverner med fadosang. Maria da Mouraria går i hælene på Rosa Maria og Maria Severa og givet mange andre.

Jeg besøgte det nye fadosted i lørdags, inviteret af Helder Moutinho, som gerne ville vise mig det. Flot indrettet og med god fado. Ses bort fra lidt ost og et par glas rødvine, spiste jeg desværre ikke på restauranten. Men det er Bela, som også driver fadorestaurant i Alfama, som står for køkkenet, så det borger godt. Og jeg vil givet vende tilbage næste gang, jeg er i Lissabon.

Det er fadomuseet, Museu do Fado, som har stået for renoveringen af bygningen for at hædre Maria Severa, men også for at bringen fadoen tilbage til Mouraria. Her blev den født, men under Salazars Estado Novo blev området saneret og meget af den oprindelige liv forsvandt.

Helder fortæller mig, at han gerne vil skabe en mere autentisk atmosfære på stedet, som ikke er målrettet turiststrømmene. Og så vil han og Bela servere god mad til en rimelig pris. Endvidere er det også hans intention af bringe fadoen tilbage til Mouraria, hvor den hører hjemme – som den gør det i Alfama og Bairro Alto. Musikerne er hans egne, men de øvrige sangere er skiftende, fortæller han.

Efter lidt snak synger Helder Moutinho selv tre fadosange, hvilket han gerne gør, med mindre han har koncerter andre steder. Derefter kører vi videre mod Alfama mod Bela Bar, hvor en ny optræden venter. Han har travlt, men ser ud til at nyde det. Travlt med sin egen karriere, travlt med at hjælpe unge talenter på vej og nu også travlt med at drive sin egen fadorestaurant.   

http://www.mariadamouraria.pt/