Gisela João

Det sker gang på gang, at et nyt fadonavn udnævnes til morgendagens stjerne, som skal tage arven op efter Amália. Det er også sket for Gisela João, som har udsendt albummet, der blot bærer hendes navn. Men når roserne bl.a. kommer fra folk som Carlos do Carmo og Camané, er det værd at lægge mærke til. Så er der tale om mere end den sædvanlige forudsigelse.

Gisela João er født og opvokset som den ældste af syv søskende, i Barcelos i Minho, hvor hun begyndte at optræde på den lokale fadorestaurant. I år 2000 flyttede hun til Porto for at studere, men endte i stedet med at arbejde i butik om dagen og synge fado om aftenen. Pladedebuten kom i 2008 med albummet ”O meo Fado”, og året efter fulgte en plade med gruppen Atlantihda.

Det var mødet med fadosangeren og manageren Helder Moutinho, som for alvor satte gang i Giselas karriere. Hun begyndte at optræde i Lissabon, fadoens hovedstad, og flyttede siden dertil og blev tilknyttet steder som Sr. Vinho og Tasca de Bela. Det blev så at sige en ny start, så det seneste album på sin vis kan kaldes hendes anden pladedebut.

Og lad det bare være sagt med det samme. Det er en fremragende plade. Repertoiret er alsidigt og omfatter såvel ældre som nyere fadosange. Frygtløst begiver Gisela João sig i kast med sange kendt fra de store stjernes repertoire så som Alfredo Marceneiro, Carlos Ramos, Beatriz da Conceicão og ikke mindst Amália Rodrigues. Det gælder numre som Antigamente, Não Venhas Tarde, Maldicão og ikke mindst Meu Amigo Está Longe – en af mange fremragende sange skrevet til Amália af José Carlos Ary dos Santos og Alain Oulman. Og den fortolker hun fremragende med stor indlevelse og en flot dyb udtryksfuld stemme.

Hvor numre som Meu Amigo Está Longe, Maldicão, Primavera Triste og Voltaste hører til de mere langsomme og sørgmodige fadosange viser Gisela også, at hun flot behersker det lette og muntre repertoire som på den traditionelle Bailarico Saloio, Antigamente, Malhões e Vira og (A Casa da) Mariquinhas. Sidstnævnte er ikke Alfredo Marceneiros legendariske sang, men en senere som også Amália sang og her med ny tekst af hip-hopperen Porto Capicua. Teksten omhandler det gamle fadohus – eller rettere bordel – hvorfra såvel Alfredo Marceneiros som Dona Amálias og Herminia Silvas stemmer har lydt, men som siden er endt i ruiner. Men lukker man øjnene kan man stadig høre stemmerne og guitarspillet, da ”sange, som kommer fra hjertet, synges hele livet igennem”.

Endelig viser det også overskud, at albummet har plads til instrumentalnummeret Canto de Rua af Carlos Paredes, hvor de dygtige guitarister Ricardo Parreira (portugisisk guitar) og Tiago Oliveira får lov til at udfolde sig.

Gisela João er ikke en ny Amália. For det første vil der aldrig kommer en ny Amália. For det andet er hun sig selv – rå, dyb og dygtig. Hendes sang kommer fra hjertet og er virkelig værd at lægge mærke og øre til.

Gisela João spiller den 23. maj på Louisiana.