Cockburn´s – før og nu

”We don’t pronounce the ck”. Sådan lyder det med tyk engelsk accent og stiv overlæbe i en af de morsomme og selvironiske reklamer, som portvinshuset Cockburn´s lod producere først i 70´erne for deres Special Reserve under kampagneoverskriften Pronounce Responsibly. Jo, udtalen er vigtig og dermed fastslået, at ck´et er stumt. Joken blev i øvrigt genoptaget i nyere tid med filmen ”12 Inch Pianist”, hvor der igen er problemer med den rette udtale i forbindelse med et ønske afsagt til lampens ånd (se nederst i dette indlæg).    

Anledningen til denne lektion i udtale er en smagning forleden i The Vintage Port Club, hvor der netop var Vintage fra Cockburn´s i glassene. Smagenoter følger nedenfor, men først lidt om huset og dets historie.

Cockburn´s blev grundlagt af skotten Robert Cockburn, som efter at have deltaget i krigen mod Napoleon slog sig ned i Porto i 1815 og startede sit eget handelshus, hvor portvinen snart blev vigtigste vare. Huset var familieejet frem til først i 1960´erne, hvor koncernen Harvey of Bristol overtog såvel Cockburn´s som Martínez. Derefter var der skiftende ejerskaber, ind til spiritusgiganten Allied Domecq i 2010 solgte huset til Symington Family Estates. Skotterne vendte altså tilbage!

Vigtigste ejendom i Douro er Quinta dos Canais (skråt overfor Vargellas), som både leverer druer til husets Vintage, men også udsender sin egen Single Quinta Vintage. Husets store lodge i Vila Nova de Gaia er for tiden ved at gennemgå en større renovering, hvilket inkluderer et helt nyt besøgscenter.

Da jeg besøgte dem sidst i marts, fik jeg en rundvisning og så det kommende velkomstcenter, de store lagerlokaler samt deres bødkerværksted, hvor fade fra alle Symingtons portvinshuse bliver repareret og vedligeholdt. Et godt gammelt håndværk, som heldigvis stadig holdes i hævd.

Tilbage til smagningen, som fandt sted lige efter klubbens generalforsamling. Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:

Vintage 1985: Året er kendt for at have mange skæve flasker. Denne var desværre én af dem. En fæl duft af acetone, hvor man skulle lede længe for at finde frugt bag. Brændende og stikkende i munden, lidt kirsebær, men stadig med overdøvende acetonepræg.

Vintage 1983: Bedre uden at være god. Rødbrun i farven, lidt bær og tobak i næsen. Mørke bær i smagen, men meget let. Lidt fattig på syre, men dog i nogenlunde balance.

Vintage 1970: Et tiltrængt kvalitetsløft. Flot mahognifarvet, lidt forsigtig i næsen til at begynde med, men frugten kom frem efterhånden. Kirsebær og andre røde bær, mere kompleks og meget harmonisk. Et godt glas. Min egen 3. plads.

Vintage 1967: Markant lysere i farven, kun lidt frugt i næsen og næsten uden syre. En lidt uheldig flaske, som også havde en snert sæbe i smagen. Cockburn´s valgte ikke at deklarere i 1966, men foretrak altså året efter, hvilket må siges at have været en fejlvurdering.

Vintage 1963: Flot rødbrun i farven med kirsebær, frugt og diskret vanille i næsen. Røde bær, kirsebær og stadig med frugt og syre. Potent og i fremragende balance. Klar vinder hos mig, selv om jeg egentlig gerne ville vælge noget mindre forudsigeligt.

Vintage 1950: Rødbrun med lys kant. Lidt tyggegummi i duften, men også frugt, eukalyptus og lidt urter. Igen kirsebær og en fin pebret hale.

Vintage 1994: Så nåede vi til de yngre årgange. Rød med brun kant, rig på frugt, men også lidt brændt karakter. Overraskende moden med god smag og i fin balance, men nok ikke så langtidsholdbar som andre fra årgangen. 

Vintage 2000: Mørk, ja næsten sort og med masser af frugt og mørke bær i næsen. Flot med frugt og solbær i smagen, rig på tanniner, men overraskende åben og drikkelig, hvis man kan lide potente, yngre Vintage. Da jeg også gerne vil belønne ungdom og potentiale fik den min andenplads.

Vintage 2011: Har givet endnu større potentiale, men slet ikke drikkeklar. Da jeg især afgiver point efter, hvordan vinene smager her og nu, valgte jeg altså 2000 frem for denne helt nye Vintage. Sort og lilla farve smittede af i glasset. Tæt og intens med utroligt meget frugt og mørke bær i næsen. En smag af cassis og frisk frugt og med tanniner til en langt liv. Glæder mig at smagen den, når den bliver voksen!

Sædvanen tro stemte vi efterfølgende om de bedste vine. Et par flaskevarianter spillede ind, bl.a. var det ene hold desværre udsat for en dårlig 63´er, men da det andet hold var meget heldig scorede årgangen alligevel forventeligt mange point. Lidt det samme gjorde sig gældende for 1967. Samlet blev top 5:

1. 1963 med 34 point
2. 2000 med 32 point
3. 1950 med 29 point
4. 1970 med 24 point
5. 1967 med 23 point

Trods sin ungdom fik 2011 også godt med point. Ingen tvivl om, at denne første vin fra winemaker Charles Symingtons hånd har et kæmpe potentiale som mange andre vine fra årgangen.