Single Quinta Vintage er efter min mening en
portvinskategori, som er meget spændende rent smagsmæssigt og lidt overset, men
også uoverskuelig.
Spændende fordi det er det mest ”rene” produkt forstået på
den måde, at der i princippet er tale om vin lavet på druer fra samme år og fra
samme quinta. Dette giver større variation på grund af store forskelle i
jordbund, beliggenhed og mikroklima – tænk bare på nedbørsmængde og temperatur
i henholdsvis Baixo Corgo og Douro Superior. Derfor kan man finde fremragende
Single Quinta Vintage fra mindre årgange, hvis betingelserne har været gode på
netop det sted. Med andre ord er det her, man kan fornemme Douros terroir og
klimaets store betydning i modsætning til ”rigtig” vintage, som oftest er blandet
af druer fra forskellige steder i regionen.
På den anden side er det også et svært område at blive klog
på. I princippet er der jo tale om en slags andenvine, da husene oftest
deklarerer Single Quinta, når året netop ikke er til Vintage. Set med de øjne,
er de mindre fine og derfor også gerne billigere end Vintage. Samtidig er det
svært ikke at sammenblande regulære Single Quinta Vintage med andre former for
”andenvine”, der lanceres på samme vis. Det gælder fx Fonseca Guimaraens, Noval
Silval og Graham´s Malvedos, som alle blandes af druer fra forskellige
ejendomme. Netop Malvedos har længe været omdiskuteret på det punkt og var i al
fald tidligere iblandet indkøbte druer.
Endelig medførte lovændringen i 1986, hvor det blev tilladt
for uafhængige producenter at eksportere direkte fra Douro og altså uden om de
store firmaer i Gaia, at udbuddet af Single Quinta Vintage voksede markant og
stadig øges, da flere og flere af de mindre og mellemstore ejendomme gerne vil
have deres egen vin på markedet. Derfor dukker der også på det danske marked
hele tiden nye navne op, hvoraf flere viser sig at levere ganske god kvalitet –
især i forhold til prisen.
En anden lillebror til Vintage er Late Bottled Vintage, der
– som navnet siger – har tilbragt lidt længere tid (4-6 år) på store fade inden
aftapning. Der er også forskellige typer LBV, men overordnet kan de opdeles i
filtrerede udgaver og ufiltrede. Hvor de første laves, så de er drikkeklare,
når de sendes på markedet, kan de ufiltrerede vinde ved at flaskelagring –
akkurat som Vintage. Historisk set blev der lavet LBV, når der ikke blev
deklareret Vintage, men i dag sender de fleste firmaer LBV på markedet stort
set hvert år.
Selv om såvel Single Quinta Vintage som LBV kan byde på
store oplevelser – og i al fald ofte giver god kvalitet for pengene – er de
generelt set nok knap så formfuldendte og langtidsholdbare som Vintage. Men
hvordan er de så, hvis de smages op mod hinanden? Det spørgsmål ville The
Vintage Port Club gerne have svar på, hvorfor der nyligt blev afholdt en form
for tvekamp med vine fra 2005.
Smagelisten opfattede Dow´s Quinta do Bomfim og LBV, Fonseca
Guimaraens og LBV, Graham´s Malvedos og LBV, Quinta do Passadouro og LBV, Noval
Silval og LBV, Ramos Pintos Quinta de Ervamoira og LBV samt Taylor´s Quinta de
Vargellas og LBV. Dertil kom en lille opvarmningsrunde under foreningens
generalforsamling bestående af Delaforce Quinta da Corte 1980 og Graham´s
Malvedos i årene 1968, 2008 og 2009.
Indledningens klart bedste vin var Malvedos 1968. Dens to yngre
brødre havde masser af frisk frugt, tanniner og syre og derfor godt potentiale
til at udvikle sig. Quinta da Corte – et mærke jeg ikke erindrer at have smagt
før – var derimod uharmonisk, med en stikkende næse, der dog også bød på
jordbær og med udpræget mangel på kraft.
Tvekampen blev en svær omgang med mange unge og endnu ikke
udviklede vine, kraftige tanniner og lilla tunger. Var de blevet serveret
parvis ville det have været muligt at sammenholde dem hus for hus, men
arrangørerne havde valgt fuldstændig at blande posen til en stor omgang
blindsmagning. Vi skulle altså ikke alene forsøge at skelne Single Quinta
Vintage fra LBV, men også prøve at parre de forskellige vine og huse.
Et stykke af vejen lykkes det. Jeg fik bl.a. identificeret fire
LBV´er fra Dow´s, Graham´s, Fonseca og Ramos Pintos, som, jeg dog troede, var
Vintage. Jeg udpegede nogle af de 7 Vintage, men ramte også forbi – og det ved
såvel at ophæve LBV´er til Vintage som i tilfældet Ramos Pinto og Noval eller
nedgradere Vintage til LBV.
Den efterfølgende afstemning gav følgende resultat:
- Fonseca Guimaraens med 48 stemmer (også min egen favorit denne aften)
- Graham´s Malvedos med 31 stemmer (ligeledes på min anden plads)
- Quinta do Passadouro med 14 stemmer
- Ramos Pinto Quinta do Ervamoira med 12 stemmer (som jeg også rangerede højt)
- Ramos Pinto LBV med 10 stemmer
Derefter fulgte Dow´s Bomfim, Taylor´s Vargellas, Graham´s
LBV, Passadouros LBV og Noval Silval, mens LBV´erne fra Taylor, Fonseca, Dow og
Noval ikke scorede meget denne aften.
Talt sammen på anden vis gik næsten 80 % af stemmerne til Single Quinta´erne. Set i det
lys må det siges, at klubbens medlemmer bestod prøven i at skelne dem fra hinanden.
Nok var der ingen, der ramte helt plet, men vi var sporet nogenlunde ind.
Konklusionen må altså lyde, at der trods alt er forskel på
Single Quinta Vintage og LBV, og at de første generelt vurderes at have større kvalitet. Men samtidig må det også siges, at en god LBV – som den fra Ramos Pinto –
sagtens kan konkurrere og i al fald er et godt køb til prisen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar