tirsdag den 14. maj 2013

Helder Moutinho: 1987



Fadoen har flere familier, som har skrevet sig ind i historien. Nyligt fejrede fadomiljøet Amálias lillesøster Celeste Rodrigues 90 år fødselsdag. Carlos do Carmo har sunget duet med sin mor Lucília do Carmo i en koncertoptagelse fra A Faia, som familien drev i mange år.
Familien Moutinho – med de tre brødre Camané, Helder og Pedro – er gjort af samme stof. Mest kendt er storebror Camané, som nok er den største mandlige fadosanger blandt den yngre generation. Men alle tre har gjort karriere og har flere pladeudgivelser bag sig.
1987 er Helder Moutinhos fjerde album og måske hans hidtil bedste. I al fald er det det mest personlige. Titlen har han måttet forklare i adskillige interviews, for hvorfor lige netop det årstal? Hans svar er kort og godt, at 1987 var et skelsættende år i hans eget liv. Her fyldte han 18 og vandt sin selvstændighed og frihed. Det var her kan gennemlevede sine ”dias da liberdade”, som han har udtrykt det.
Os dias da liberdade er netop temaet for de første fire sange, som Helder Moutinho selv har skrevet. I åbningssangen Venho de um tempo…, som han også har komponeret, ses tilbage på ungdomstiden, og på de efterfølgende sange hører vi om den første kærlighed, ensomme nattevandringer etc.
Hele albummet er opdelt i 4 x 4 sange med hvert sin gennemgående røde tråd og hver sin tekstforfatter. Efter Helders eget personlige bidrag følger således José Fialho Gouveia, João Monge, og Pedro Campos, hvis sange kredser om henholdsvis sorgen efter et ophørt kærlighedsforhold, uoverensstemmelser og misforståelser og ikke mindst sange om Maria fra Mouraria, hvor mange af fadoens klassiske temaer dukker op. Så selv om der er tale om nyskrevet materiale, er indholdet i og for sig ganske traditionelt, ligesom flere af melodierne er traditionelle. Det gælder fx Volta a dar, hvis første del er en tempofyldt Fado Corrido og Escrito no destino, som ganske usædvanligt er en over 12 minutter lang Fado Menor i mol passende til João Monges sørgmodige tekst om ensomhed i et forladt hjerte, hvor kun fadoen bor.
Et efterfølgende 13. nummer er en veloplagt hyldestsang til Beatriz de Conceicão, som Helder Moutinho i noterne kalder sin favorit fadista og sidestiller med Alfredo Marceneiro. Helder fik tilbudt sangen af Fernando Tordo under indspilningerne, så den måtte med som et efterskrift, hvilket giver en fin afrunding på pladen.
Hele albummet er optaget i et gammelt palæ i Mouraria, et hus jeg ofte er gået forbi på mine vandreture. Her er der udsigt over Sé-katedralen, Tejo og bykvarterer som Mouraria, Alfama og Bairro Alto – steder som alle er emblematiske i fadoens tekstunivers. De forskellige rum i det gamle palæ leverede en særlig akustik til indspilningerne, en slags efterklang fjernt fra et moderne pladestudie. Palæet med de rustikke dørkamme og blå azulejos på væggene blev i øvrigt også brugt som location til optagelse af videoerne til det nye album.
Alt i alt er 1987 på en gang personlig og klassisk i sin stil. Albummet emmer af saudade i såvel tekster, melodi, stemning og videooptagelserne, hvor det tomme palæ vidner om en tid, der var – den tid teksterne også kredser om.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar