Når jeg lytter til António Zambujo, kommer jeg til at tænke
på Casa do Alentejo – en lille oase af en restaurant, beliggende i hjertet af
Lissabon, tæt ved Rossio. Stedet var oprindeligt et klub for tilflyttere og
tilrejsende fra Alentejo-provinsen, men alle kan i dag nyde en kop kaffe eller
et måltid i de flot udsmykkende lokaler med imponerende azulejos og en maurisk
inspireret overdækket gårdhave.
Og hvorfor så det? Jo, Zambujo er født i Beja, og selv om
han har taget hovedstadens traditionelle fadomusik til sig og samtidig formået
som mange andre at modernisere den og kombinere den med jazz og bossa nova, er
han stadig ambassadør for Alentejo. Tydeligst i hans vibrerende sangstil, som
er influeret af cante alentejano, en traditionel
polyfonisk folkesang fra regionen. Men også i tekster og temaer. Et af numrene
på debutpladen fra 2002 hedder fx ligefrem Trago
Alentejo na voz, jeg bærer Alentejo i stemmen.
Denne anderledes stil er også tydelig på hans seneste og
femte album, som kort og godt hedder Quinto
og byder på 16 glimrende sange, hvoraf enkelte er skrevet af ham selv. CD´en
rummer såvel fadosange som brasilianske kompositioner, da Zambujo har optrådt
en del i Brasilien og samarbejdet med flere brasilianske musikere, ligesom han
også er inspireret af sangeren Caetano Veloso – en af flere brasilianere, som
medvirkede i Carlos Sauras film Fados.
Spændende og mere overraskende er Zambujos brug af trommer
og blæsere som trombone og klarinet – et instrument han i øvrigt selv er uddannet
i. Dette gælder ikke mindst en dybt vibrerende basklarinet, der på numre som A casa fechada og den tangoinspirerede Algo estranho acontece nærmest virker
som et udråbstegn i hælene på Zambujos stille, underspillede, melankolske
stemme. Ligeledes hentet fra jazzen er Mário Delgados fremragende elektriske
guitar på Não vale mais um dia.
Alentejo, Brasilien og jazz. Fadoen er skabt af verden og
tilhører verdensmusikken. Og fadoen er så sandelig også til stede på Quinta –
såvel i stemmens saudade som i den flittige brug af guitarra portuguesa. Det er
et imponerende flot femte album, Zambujo har begået. Og så vinder det faktisk
for hver gennemlytning.
Som man ikke bør snyde sig for et besøg i Casa do Alentejo,
bør man ikke undlade at stifte bekendtskab med Zambujo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar