fredag den 2. september 2011

Gensyn med Ramos


Jeg har været til flere glimrende smagninger af Ramos Pinto gennem årene. Men da de jo laver udmærkede vine, og da huset samtidig har en fascinerende historie (se blog fra februar 2011), går jeg ikke af vejen for en tur mere. Især ikke, hvis portvinene suppleres af et møde med en repræsentant fra huset.

I går aftes havde John Hoppe fra Vinoble i Odense inviteret til en lille smagning i selskab med Ana Rato fra eksport- og marketingsafdelingen. Jeg har tidligere truffet deres informationschef Ana Filipa og winemakeren himself, Joâo Nicolau de Almeida – og Ana Rato levede fint op til forventningerne om at møde et engageret, imødekommende og charmerende menneske fra portvinsbranchen. Hun fortalte om husets historie, de flotte og provokerende kunstplakater og selvfølgelig om vinene, hvor vi smagte et lille standardudvalg.

Først blev der budt på en af husets rødvine, Duas Quintas, som har fået sit navn, fordi druerne er høstet på to forskellige vingårde, Quinta da Ervamoira og Quinta dos Bons Ares. Vinen er lavet på en blanding af tre af de fem portvinsdruer, Tinta Roriz, Touriga Nacional og Touriga Franca. Som de fleste Douro-vine er den fyldig og potent, men den kræver nok både luft og mad for at få fuld retfærdighed. Ramos Pinto er et af de portvinshuse, som har satset en del på rødvin, hvilket måske skyldes at João faktisk er søn af Fernando Nicolau de Almeida, som var winemaker for Ferreira og så at sige ”opfandt” kvalitetsrødvinen i Douro med sin Barca Velha.

Derefter var det tid for portvinene, hvor vi smagte et bredt udvalg startende med deres søde hvide Lágrima, som skal drikkes helt kold – enten som aperitif eller f.eks. til foie gras. Derefter fulgte en række røde med stigende kvalitet: Almindelig Ruby, Collector, en fin og drikkeklar LBV fra 2005 og to årgange vintage, 2000 og 2004. Begge var selvfølgelig stadig unge og fulde af tanniner. Årgang 2000 virkede knap så langtidsholdbar og var sådan set allerede drikkelig. 2004 skal have lov at udvikle sig, men virkede umiddelbart mere fyldig, frugtig og lovende - selv om årene generelt vurderes modsat.

Endelig sluttede vi lidt teknisk med to gange 10 års tawny, først serveret ved almindelig temperatur og derefter nedkølet. Sidstnævnte fremhævede langt flere nuancer af mandler, figner og lidt citrus – og dæmpede samtidig frugtsødmen en del. Så afgjort en understregning af, at tawny bør serveres køligt ved 10-14 grader.  

Alt i alt en aften, som måske ikke bød på overraskelser eller nyheder, men i behageligt selskab og med altid gode vine.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar