fredag den 9. september 2011

Cuca Roseta

Der kommet hele tiden nye fadosangere til. Sådan var det ikke for få årtier siden. I årene efter Nellikerevolutionen i 1974 tog befolkningen afstand fra fado og andre kulturelle udtryksformer, som – berettiget eller ej – kunne forbindes med Estado Novo. Fadohuse måtte lukke, og kun få unge lod sig fascinere af genren. Det var noget for gamle mænd og gamle damer fra det gamle regime…

I dag er opfattelsen heldigvis en anden. At fadoen kunne forbindes med Salazar og blev brugt politisk, gør den jo ikke lig det daværende styre. Den kan også forbindes med meget andet, ja der findes sågar revolutionære fadosange. Fadoen udvikler sig med og mod tiden. Det betyder, at fadohusene i dag har genvundet deres popularitet, unge talenter deltager igen i amatørkonkurrencer som Grande Noite do Fado, og der kommer hele tiden nye pladedebutanter til.

Den seneste af slagsen hedder Cuca Roseta, og som pladeselskabet beskriver hendes forhistorie, lever den helt op til myten, selv om den nok skal være sand. 

Cuca er ikke ud af en musikfamilie og havde ingen anelse om, at hun skulle ende som fadosanger. Men en dag endte hun i et fadohus, og så var hun solgt. Hun valgte ikke fadoen, men fadoen valgte hende, som det hedder sig. Det er ikke uden grund, at fado kommer fra det latinske fatum, som betyder skæbne. Eller som hun selv udtrykker det:

“Jeg tror på skæbnen. Det kom helt af sig selv, nærmest som en overraskelse for mig selv”

Efter at have uddannet sig som psykolog og optrådt nogle år som sanger i et popband førte vejen over sporadiske optrædener i fadohuse til fast engagement i guitaristen Mário Pachecos højt estimerede fadohus, Clube de Fado, hvor mange stjerner har optrådt. Dernæst fandt hun sammen med den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla, hvilket nu er resulteret i hendes debutalbum.

Cuca Roseta har en flot og traditionel stemme. Hun leverer en blanding af gamle fadosange som Avé Maria Fadista og Marcha de Santo António og nye kompositioner, hvoraf flere har tekster fra hendes egen hånd, mens musikken er skrevet af netop Mário Pacheco, som også medvirker på Guitarra Portuguesa. Albummet indledes med en velkendt sang af Amália, Porque Voltas de Que Lei om kærlighed og længsel.

Debuten er sådan set glimrende, men jeg savner lidt de kanter, som nogle af de store fornyere har. Det veksler lidt mellem hurtige og langsomme sange, mellem nye og gamle, mellem muntre og sørgmodige – helt efter bogen. De nyskrevne sange som f.eks. hendes egen tempofyldte Homem Português befinder sig genremæssigt ikke langt fra de traditionelle. Fint og veludført, men uden overraskelser.

http://www.cucaroseta.com/site/en

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar