mandag den 21. marts 2011

The Moon, Come to Earth

At hente månen ned på jorden. Kunsten at gøre det umulige muligt.
I den amerikanske forfatter Philip Grahams lille samling af fortællinger af samme navn henviser titlen konkret til en skulptur, han selv og datteren Hannah stopper op ved på en vandring i Lissabon. En stor måne, oplyst indefra og placeret på en plads i Chiado-kvarteret. Kunstværket er en del af en større festival med street-art, men også et symbol på den lille families forehavende, viser det sig siden.
Philip Graham boede et års tid i Lissabon sammen med hustruen Alma og deres teenagedatter. Bogen skildrer dels den lille families liv og ikke mindst forholdet mellem far og datter. Dels giver den et udmærket billede af Lissabon og den portugisiske kultur – set udefra, men med en indlevelse og en passion fra en fortæller, som ønsker at forstå og være en del af det, han ser, hører og erfarer. Vi er med, når der spises sardiner, drikkes vinho verde og lyttes til fado. Vi er til tyrefægtning, på indkøb og på udflugter. Og vi hører om besværet med at købe billetter til en fodboldkamp eller til en togtur.
Graham er en både nysgerrig, vidende og ganske morsom fortæller. Flere af de små beretninger starter med en undren som f.eks. antallet af brosten i belægningen på en bestemt strækning i Belém, hvor familien bor.   
I det indledende kapitel filosoferer Graham over, hvorfor han elsker Lissabon – tanker jeg kender så udmærket fra mig selv. Er det de mange brosten eller udsigten til Tejo? Er det genkendelsen af følelsen af saudade? Eller som han så smukt udtrykker det om sine vandreture rundt i byen:
”I feel that I’m also travelling some interior landscape, that those streets are leading to a place inside myself I haven’t yet located.”
Ja, netop. Måske er det dér sandheden om mine egne utallige vandreture rundt i byens små gader ligger. Oftest fører gåturene ikke bestemte steder hen, men måske finder jeg vej til mig selv?
Bogens sidste beretning foregår i USA efter hjemkosten et år senere. Graham spiller portugisisk klavermusik fyldt af saudade, mens han reflekterer videre over sin kærlighed til Lissabon, men også over de konsekvenser opholdet havde for især datterens vedkommende. For en ung pige på kanten af at blive voksen, kan det være svært at løsrive sig fra venner og hjemlige omgivelser i et år. Det må familien sande, da de erfarer, at hun under opholdet udvikler en spiseforstyrrelse. Også den erfaring er nu en del af det samlede billede af året i Lissabon, hvorfor Graham konkluderer:
Lisbon, the country, the culture still speak to us, and still we listen. So this is saudade. Such a complex, contradictory emotion, marked with love and pain, tenderness and longing, just for starters, and mingled in depths I’ve never understood before and maybe never will”.
Han trykker replay og hører musikken igen. Månen kommer aldrig helt ned på jorden. Men vi vil vedblive at stræbe efter det.
Philip Graham: The Moon, Come to Earth. The University of Chicago Press 2009.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar