Warre´s

Warre´s er et af de tre store portvinshuse, som ejes af Symington-familien. De andre er Graham´s og Dow´s, men desuden ejer familien husene Smith Woodhouse, Gould Campbell og Quarles Harris foruden den berømte Quinta do Vesúvio, som markedsføres under eget navn.

Når man derfor, som jeg nyligt var det, er til smagning, hvor der blot står, at Symington er med, ja så er det aldrig til helt at vide, hvad man får. Hvad vintage angår, var det Graham´s Malvedos og Dow´s Quinta Senhora Da Ribeira – altså to single quintas – som var med på d´Angleterre. Forleden i Den Fynske Portvinsklub var det i stedet rendyrket Warre´s ses bort fra en enkelt referenceflaske. Warre´s vintage stammer hovedsagelig fra tre store quintas, Retiro Antigo, Telhada og Cavadinha med sidstnævnte som flagskibet, som da også laver single quinta vintage i de år, hvor der ikke deklareres vintage. Quinta da Cavadinha besøgte jeg for et par år siden med klubben, hvor winemaker Miles Edlmann fortalte om gårdens brug af store robotter frem for den traditionelle fodtrædning af druerne. Han var ikke bleg for at kalde teknikken revolutionerende og nødvendig for den fremtidige produktion, da mangel på arbejdskraft kan gør det svært af fortsætte med at smide en samling mænd i hvert kar et par dage. Andre rynker på næsen, da robottens silikonepuder trods alt ikke kan erstatte menneskets fod som det optimale værktøj i presningens kunst. Under besøget smagte vi faktisk tre portvine fra samme mark og år, men presset med fødder, robot og autovinifikation – den tredje udbredte metode, som foregår i en lukket tank. Erfarne klubmedlemmer mente at kunne smage tydelig forskel til fodtrædningens fordel – og enkelte sågar ved blindsmagning.

Men tilbage til smagningen forleden, som bød på 11 årgange, fra det store klassiske år 1963 til det senest erklærede i 2007. Forenklet kan man sige, at Warre´s placerer sig et sted mellem Dow´s tørhed og Graham´s elegante sødme. Det gjaldt også aftenens vine, hvor nogle enkelte årgange skilte sig positivt ud:

De nyere årgange som 2000, 2003 og 2007 var meget lovende. Endnu unge, men kraftige og krydrede med stort potentiale. Det skal blive spændende at smage dem igen.

1970 opnåede en samlet 3. plads, men var ikke blandt mine favoritter. Jeg fandt den lidt skuffende, året taget i betragtning. Kraftig i næsen, men lidt kort i eftersmagen. Tvivler på om den er lige så langtidsholdbar som andre 70´ere.

1966 kunne til gengæld sagtens klare flere år. Selv om den havde fået sin lyse og brune farve, var den ikke færdig, men med stor smag. Den fik også en samlet 2. plads.

1. pladsen gik ikke overraskende til 1963, som jo er et af de mest berømte år, hvilket Warre´s levede op til. Gemmer sig måske en smule i næsen til at starte med, men kommer frem med mange nuancer i smagen og en lang eftersmag. Virkelig en stor nydelse.

The Moon, Come to Earth

At hente månen ned på jorden. Kunsten at gøre det umulige muligt.

I den amerikanske forfatter Philip Grahams lille samling af fortællinger af samme navn henviser titlen konkret til en skulptur, han selv og datteren Hannah stopper op ved på en vandring i Lissabon. En stor måne, oplyst indefra og placeret på en plads i Chiado-kvarteret. Kunstværket er en del af en større festival med street-art, men også et symbol på den lille families forehavende, viser det sig siden.

Philip Graham boede et års tid i Lissabon sammen med hustruen Alma og deres teenagedatter. Bogen skildrer dels den lille families liv og ikke mindst forholdet mellem far og datter. Dels giver den et udmærket billede af Lissabon og den portugisiske kultur – set udefra, men med en indlevelse og en passion fra en fortæller, som ønsker at forstå og være en del af det, han ser, hører og erfarer. Vi er med, når der spises sardiner, drikkes vinho verde og lyttes til fado. Vi er til tyrefægtning, på indkøb og på udflugter. Og vi hører om besværet med at købe billetter til en fodboldkamp eller til en togtur.

Graham er en både nysgerrig, vidende og ganske morsom fortæller. Flere af de små beretninger starter med en undren som f.eks. antallet af brosten i belægningen på en bestemt strækning i Belém, hvor familien bor.   

I det indledende kapitel filosoferer Graham over, hvorfor han elsker Lissabon – tanker jeg kender så udmærket fra mig selv. Er det de mange brosten eller udsigten til Tejo? Er det genkendelsen af følelsen af saudade? Eller som han så smukt udtrykker det om sine vandreture rundt i byen:

”I feel that I’m also travelling some interior landscape, that those streets are leading to a place inside myself I haven’t yet located.”

Ja, netop. Måske er det dér sandheden om mine egne utallige vandreture rundt i byens små gader ligger. Oftest fører gåturene ikke bestemte steder hen, men måske finder jeg vej til mig selv?

Bogens sidste beretning foregår i USA efter hjemkosten et år senere. Graham spiller portugisisk klavermusik fyldt af saudade, mens han reflekterer videre over sin kærlighed til Lissabon, men også over de konsekvenser opholdet havde for især datterens vedkommende. For en ung pige på kanten af at blive voksen, kan det være svært at løsrive sig fra venner og hjemlige omgivelser i et år. Det må familien sande, da de erfarer, at hun under opholdet udvikler en spiseforstyrrelse. Også den erfaring er nu en del af det samlede billede af året i Lissabon, hvorfor Graham konkluderer:

”Lisbon, the country, the culture still speak to us, and still we listen. So this is saudade. Such a complex, contradictory emotion, marked with love and pain, tenderness and longing, just for starters, and mingled in depths I’ve never understood before and maybe never will”.

Han trykker replay og hører musikken igen. Månen kommer aldrig helt ned på jorden. Men vi vil vedblive at stræbe efter det.

Philip Graham: The Moon, Come to Earth. The University of Chicago Press 2009.

Vinsmagning på d´Angleterre

Fra frisk og perlende Vinho Verde og tørre hvidvine fra Alentejo over kraftige rødvine på enkeltdruer til unge, men allerede indbydende vintage portvine og vellagrede årgangstawnies.

Det var i kort form, hvad mandagens store portugisiske vinfremstød på Hotel d´Angleterre i København bød på. En anden kort version kunne lyde: Fra små nye producenter på udkig efter danske importører over gensyn med velkendte navne, som allerede findes i specialbutikkerne, til de store firmaer med bredt sortiment og aftaler med butikskæderne. Det sidste gjaldt kendte mærker som Aveleda (Vinho Verde), Fonseca (Periquita) og Real Compania Velha (portvin), som jeg må indrømme, at jeg sprang let henover.

Med andre ord var der det hele. Bag den årlige vinsmagning står ViniPortugal – en brancheorganisation, som arbejder for at udbrede kendskabet til portugisisk vin og blandt andet udgiver et blad med samme navn et par gange om året. Skriv til viniportugal@bistro.se, hvis du er interesseret i gratis abonnement.

Det er andet år, jeg deltager i vinfremstødet – og det med stor fornøjelse – både for at smage nyt, men også for at gense kontakter og møde nye. Der bliver smagt meget i løbet af en sådan eftermiddag, men her er et udvalg af højdepunkterne.

Der var en pænt udvalg af Vinho Verde og ikke alt blev prøvet. Anselmo Mendes udmærkede sig med en dejlig friskhed og fylde i mærkerne Azul og Clemen Reserva. Importør: http://www.dvin.dk/

Blandt hvidvinene var Alentejo-området rigt repræsenteret. Her var Esporãos Verdelho et spændende nyt bekendtskab. Verdelho-druen kendes mest fra Madeira-vine, men er altså også fremragende til hvidvin. Sødmefuld blomster- og citrusduft med megen eksotisk frugt i smagen uden på nogen måde at nå vammelt overdrev. Importør: http://www.portugisiskvinkaelder.dk/

Også J. Portugal Ramos Vinhos havde gode hvidvine fra Alentejo - dog med mere tør friskhed og mindre fylde og eftersmag. Det gjaldt labels som Loios og Marquês de Borba, som også havde en kraftig rødvin med.    

En mindre producent fra Alentejo er kooperativet Carmim, som præsenterede en række rødvine på enkeltdruer – såvel internationale som portugisiske. Jeg smagte bl.a. Aragonês (i Douro kendt som Tinta Roriz og identisk med den spanske Tempranillo) og Tricandeiro.

Wine & Soul var så afgjort også et besøg værd og bød samtidig på et gensyn med winemaker Sandra Tavares, der ud over egne produkter – bl.a. fra Pintas - også står bag Quinta do Vale D. Marias portvin. Hende havde jeg tidligere truffet ved en smagning med Douro Boys i Douro-dalen. 

Apropos gensyn fik jeg selvfølgelig også hilst på Henrik og Lars fra Portugisisk Vinkælder i Odense der ud over allerede nævnte Esporão havde Bacalhôa og Quinta do Crasto med, Isabel og Lars Tofte som bød på et bredt udvalg af vine fra Alentejo (http://vinport.dk/) samt ikke mindst Gustavo Devesas fra Symington, som jeg har mødt både i Vila Nova de Gaia og senest til stor Malvedos-smagning i Den Fynske Portvinsklub.

Og dermed er jeg nået til portvinen. Symington-familien ejer jo adskillige portvinshuse og deriblandt tre store: Warre´s, Graham´s og Dow´s. På d´Angleterre var der mulighed for at parallelsmage de tre huses LBV, så man rigtig kunne mærke forskellen på Dow´s tørre stil og Graham´s mere søde. Dertil kom Malvedos Vintage 1999, som ikke var med ved den store Malvedos-smagning nyligt i klubben (omtalt 31.1.2011). Den var faktisk allerede i pæn balance, men dog stadig lidt rå. Endelig bød Gustavo også på den særprægede Quinta Senhora da Ribeira Vintage 2008 fra Dow´s – en krydret, pebret single quinta, som lå meget langt fra Malvedos mere frugtige sødme.

Det sidste navn jeg vil fremhæve, var måske eftermiddagens største overraskelse – og et bekendtskab, som jeg ikke er færdig med. Miguel Braga fra Quinta do Mourão i Douro havde både kraftige rødvine og portvin med – de første ikke overraskende lavet på kendte portvinsdruer som Touriga Nacional og Tourica Franca. Især imponerede hans tawny-serie (10, 20, 30 og 40 års) under navnet São Leonardo. En meget ren stil med fyldig nøddesmag, som måske lige gemmer sig en anelse i starten, men til gengæld forbliver i erindring længe. Jeg vil især fremhæve 20 års og 40 års som værende af meget høj klasse og med stor dybde. Importør: http://www.freilevvine.dk/

Ligaen, der blev væk

Er man som jeg interesseret i portugisisk fodbold, kan det være svært at følge med herhjemme, hvis man nøjes med aviserne og ikke kender de gode sider på Internettet. Den lokale avis, Fyens Stiftstidende, skriver i dag øverst i sin resultatoversigt over portugisisk fodbold, at Benfica har vundet 2-1 over Marítimo. Den kamp fandt sted den 27. februar – altså for en uges tid siden. Tilsvarende med flere af de øvrige resultater, mens FC Portos 2-0 sejr over Guimarães til gengæld er fra i lørdags. Resultatlisten er altså en blanding af nye og gamle kampe fra forskellige spillerunder, ligesom den aktuelle stilling ikke er helt opdateret.

Men Portugal er i det mindste med i oversigten i denne uge. Er der problemer med pladsen, er den portugisiske liga nemlig som regel en af de første, der ryger ud. Det samme gælder i og for sig tv, hvor de gængse sportsprogrammer meget sjældent bringer noget om portugisiske hold. Men så kan man selvfølgelig altid se Mourinho, Pepe og Ronaldo, når Real Madrid spiller.

OK. Det kan så skyldes, at portugisisk fodbold ikke er bedre værd. Men landet rangerer i skrivende stund faktisk som nummer 8 på FIFAs rangliste over fodboldnationer og er dermed højere placeret end lande som Grækenland, Italien og Frankrig. Og efter at Danmark har været i pulje med Portugal i kvalifikationsrunderne et par gange i træk, skulle man tro, at interessen var stigende. Men nej, åbenbart ikke. På samme måde som Portugal i boghandlerne eller på biblioteker ofte bliver rubriceres under nabolandet Spanien, er de portugisiske fodboldklubber næste usynlige herhjemme. Interessen er lille.

På en opgørelse, som fodboldbladet Goal lavede i oktober over Europas 100 bedste klubber, lå Sporting Lissabon ellers på en 34. plads, FC Porto på en 21. plads og Benfica på en 17. plads. De to bedste græske klubber, Olympiakos og Panathinaikos lå til sammenligning henholdsvis nummer 39 og 43.

Men heldigvis findes der internetadresser, hvor jeg kan læse om portugisisk fodbold ligesom de store portugisiske aviser har deres fodboldsektioner på nettet. Her kan jeg så finde de resultater, den lokale avis ikke har med.

Benfica spillede i øvrigt igen i går, men tabte desværre på udebane til Braga. Ak, dermed tabte de røde ørne på mit favorithold, As Águias, også endnu et skridt i mesterskabskampen mod rivalerne fra Porto i nord, Os Dragões - dragerne. Til gengæld ligger de stadig solidt på andenpladsen foran de grønstribede løver, Os Leões i Sporting.

Du kan læse mere om den portugisiske liga her: www.lpfp.pt/

Until the End of the World

Til verdens ende. Mindre kan ikke gør det i tyske Wim Wenders film fra 1991, som jeg så første del af i går aftes i director´s cut. Men inden enden nås, er vi kommet vidt omkring. Berlin, Moskva. Beijing, Tokyo og Lissabon blandt mange andre steder.

Filmen følger Claire Tourneurs (Solveig Dommartin) jagt på den gådefulde Trevor McPhee (William Hurt), som dog viser sig virkelig at hedde Sam Farber. Og i hælene på Claire følger så hendes tidligere kæreste Eugene (Sam Neill) – ligesom privatdetektiven Phillip Winter (Rüdiger Vogler) og en CIA-agent er på samme tur rundt i verden.  Der er tale om en underlig blanding af road movie, krimi-noir og science fiction – det sidste dog på en i dag lidt morsom måde, da gadgets som videotelefoner for længst er indhentet af udviklingen. Det hele tilsat en flot soundtrack med bl.a. Talking Heads, Lou Reed, R.E.M., Elvis Costello, Nick Cave og ikke mindst U2, der har lavet titelmelodien.

Opholdet i Lissabon er en del af jagten. Claire og Trevor flygter lænket til hinanden ud i byen, op og ned af nogle af de mange trapper og stejle gyder og ind i en sporvogn. Her undrer en ældre kvindelig passager sig over, hvorfor de er lænket sammen, men de opdigter en historie om australske traditioner for nygifte. Kvinden er ingen ringere end fadostjernen Amália Rodrigues, som dermed har fået en lille statistrolle. Amália var nu ikke uvant med filmmediet, da hun faktisk har optrådt som fadosangerinde i adskillige spillefilm – mest berømt er nok ”Fado, História d´uma Cantadeira”.

Voglers karakter Phillip Winter er også et gensyn, om end hans beskæftigelse har været forskellig fra film til film i Wenders bagkatalog. Nogle år efter medvirker han som lydmand i ”Lisbon Story”, som er en stor hyldes til Lissabon og ikke mindst dens billeder og lyde. I det hele taget har Wenders en stor kærlighed til Portugal, da også hans ”The State of Things” delvist udspiller sig i landet. Her følger vi et tysk filmhold, som strander under optagelserne til et remake af en film om overlevende efter atomkrig. Filmen er Roger Cormans ”Day the World Ended” – en titel, som jo ikke ligger langt fra ”Until the End of the World”.

Den tre timer lange udgave af sidstnævnte er flot og en gensyn værd, men nok mest for Wenders-nørder. Andre kan sikkert nøjes med den officielle udgave. En fascinerende hyldest til det at rejse, men også en drømmeagtig dystopi om verdens udvikling. Og så ikke mindst et dejligt gensyn med Lissabon, hvilket jo altid er en nydelse i sig selv. Glæder mig at se de næste afsnit.