Den 4. december 1980 – blot tre dage før præsidentvalget –
omkom Portugals premierminister Francisco Sá Caneiro og
seks andre, da deres lille fly brød i brand og styrtede ned få sekunder efter,
det var lettet fra lufthavnen i Lissabon. Med i flyet og blandt de omkomne var også
forsvarsminister Adelino Amaro da Costa og den danske forlægger Snu
Seidenfaden, som dannede par med Sá Caneiro.
Den officielle forklaring, som hurtigt blev fremsat og siden
var gældende i mange år, lød, at der var tale om en tragisk ulykke. Det var der
ikke. Det var et politisk motiveret attentat.
Journalist Eva Henningsens nye bog om attentatet er
spændende som en politisk thriller. Kærlighed og politik – spioner, bombemænd,
militærfolk og korrupte embedsfolk. Samtidig virker den meget redelig, selv om
forfatteren ikke er helt uvildig. Nyankommet til Portugal blev Eva Henningsen i
januar 1980 ansat som PR-medarbejder på forlaget Publicações Dom Quixote, som
bl.a. udgav små debatbøger om aktuelle og politiske emner, hvilket i tiden
inden Nellikerevolutionen i 1974 bragte dem på kant med Salazarstyrets
hemmelige politik, PIDE.
Forlaget var grundlagt i 1965 af Snu Seidenfaden og hendes
daværende mand, men blev i 1980 drevet af Snu alene. Hun var blevet skilt,
efter hun i 1976 traf lederen af Socialdemokratiet, PSD, Francisco Sá Caneiro,
og de forelskede sig. Sá Caneiros hustru ønskede derimod ikke at lade sig
skille med henvisning til katolicismen, hvor der skulle gå seks års separation
først. Alligevel begyndte Snu snart at optræde ved Sá Caneiros side og siden
som førstedame, da hans parti i et samarbejde med det kristelige demokratiske
parti, CDS, vandt valget i 1979.
Portugal var plaget af politisk uro i tiden efter
revolutionen. MFA, Movimento das Forças Armadas (De væbnede styrkers bevægelse)
var godt nok helte fra revolutionen, men dele af militærfolket var ikke meget
for at afgive magten til demokratisk valgte politikere, ligesom det dengang stærke
kommunistparti havde deres egen politiske agenda.
Den nye regering blev derfor presset fra flere sider og
mødte stor modstand. Bl.a. ønskede den at afskaffe det såkaldte Revolutionsråd,
der bestod af 25 militærfolk og sad på en stor del af magten helt frem til
1982, ligesom den ønskede af slette nogle klausuler i forfatningen om ”eviggyldige
nationaliseringer” og en ”socialistisk samfundsudvikling”. Da
forsvarsministeren så samtidig opdagede, at folk fra militæret via hemmelige
fonde og imod internationale aftaler solgte og transporterede våben til lande
som Iran og Irak, kom de for alvor på kollisionskurs.
Regeringen ville stoppe våbensalget og undersøge de
hemmelige fonde, hvilket militærfolket ville modsætte sig med alle midler.
Samtidig var CIA, den nyvalgte præsident Reagan og hans udenrigsminister Henry
Kissinger involveret, idet det forlyder, at de forhandlede frigivelsen af gidslerne
på den amerikanske ambassade i Teheran fri mod, at våbenleverancerne til Iran
skulle fortsætte, mens leveringen til Irak skulle stoppe, nu da de to lande var
kommet i krig. Kissinger rejste således til Lissabon og lagde efter sigende
pres på forsvarsministeren for at få ham til at fortsætte leveringen til Iran.
Med andre ord var der flere parter, som havde deres grunde
til at skaffe såvel premierministeren som forsvarsministeren af vejen. Lejligheden
bød sig til, da de to sammen ville flyve til Porto for at støtte deres
præsidentkandidat. En bombe blev anbragt.
Eva Henningsen bygger sin gengivelse af historien og ikke
mindst sine konklusioner på en lang række dokumenter, samtaler med involverede
samt ikke mindst hemmelige akter og materialet fra de i alt 10 kommissioner,
som blev nedsat i årene 1982 og helt frem til 2015 – og hvis arbejde hun
refererer kommission for kommission i bogen. Hun blev selv udpeget som Snu
Seidenfadens families repræsentant i den sidste kommission, hvorfor hun fik
direkte til adgang til de mange papirer, undersøgelsesdokumenter, afhøringer
mv.
At kommissionernes arbejde tog så mange år, vidner om den
modstand, der var i systemet mod at nå frem til en fuld opklaring af sagen. Det
gjaldt de involverede militærfolk og deres politisk allierede, men også politi
og domstole, som så at sige havde verificeret den første forklaring om, at der
var tale om en ulykke.
Der blev dog aldrig rettet anklager mod konkrete bagmænd for
attentatet. I den officielle rapport fra 2015 konkluderes det godt nok langt om
længe, at ”det nok var Portugals militær og CIA´s fælles involvering i et
stort, ulovligt internationalt våbensalg, der var motivet for attentatet, men
at det ikke var lykkedes kommissionen at bevise det”. Bagmændene havde haft alt
for mange år til at skule og fjerne beviser. Og ikke nok med det, ”… ingen af de
portugisiske våbenhandlere blev nogensinde stillet til regnskab.”
Historien om Snu Seidenfaden og hendes forhold til Francisco
Sá Caneiro er tidligere fortalt i den portugisiske journalist Cândida Pintos
biografi ”Snu Seidenfaden – kærlighed, bøger og politik”, som udkom i 2011 og
blev oversat til dansk i 2013. Men konklusionerne mangler, idet bogen blev
skrevet, inden kommissionernes arbejde var til ende og i det hele taget kun
omtales kort.
Det er derfor vigtigt, at Eva Henningsen fuldender historien
med sin glimrende bog. Den bør læses af alle med interesse for Portugals
historie eller politiske intriger. Og for udenforstående er den forsynet med en
grundig ordliste over involverer personer, institutioner og begreber.
Eva Henningsen: Det
mørklagte attentat. Forlaget Vandkunsten 2019, 193 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar