Dagen før Sankt Hans

Som der efterhånden er tradition for tilbringer jeg nogle dage i Porto omkring Sankt Hans. Primært for at deltage i den årlige event i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev optaget i sidste år, men også for at deltage i folkefesten São João, som Sankt Hans kaldes hernede.

I år skulle to portvinsvenner fra Danmark optages i broderskabet, så de skulle selvfølgelig også fejres. 

Det foregik ved ceremonien på Børsen i går aftes, og efterfølgende var der procession gennem byen og festmiddag med gode vine og et glas portvin eller flere.

Men dagen startede lang tid inden. Om formiddagen besøgte vi mastodonten Porto Cruz og deres mindre brand Dalva, som har specialiseret sig i hvid portvin med alder og Colheitas. Vi fik først en rundvisning i produktionsfaciliteterne efterfulgt af en flot smagning samt endelig en ”let frokost” – et begreb, som der efterhånden jokes en del med, da det portugiserne kalder en let frokost ofte viser sig at være adskillige udsøgte retter med god vin, hvilket også var tilfældet her.

Smagningen var planlagt af Elsa Couto og winemaker Pedro Pina Cabral og omfattede følgende vine fra Dalva:

Dry White: Helt lys, meget tør, frisk og floral, men også med fin frugtpræg.

Dry White Reserva: Lidt mørkere og med begyndende fadnoter i næsen og lidt federe konsistens. Men stadig frisk og let med blomster i næsen.

10 års White: Lys gylden. Blomster i næsen, lidt sødere, men stadig tør, diskret fadkarakter.

20 års White: Mørkere, gylden til orange. Fadkarakter i næsen, lidt vanilje og mandel samt blomster. Fyldig og frisk.

40 års White: Orangebrun i farven, flot duft med nødder og lidt orange. Lidt tawnypræg og lidt sprittet bid, men dejlig.

White Colheita 2007: Lys orange, orange i næsen, mandarin og lidt mandel, frisk med fin syre og i flot balance.

Golden White 1989: Nødder og mandel i næsen, mere modenhed og lidt orangepræg. Kraftig og med større kompleksitet end de tørre udgaver.

Golden White 1971: Mørk gylden, nødder og orangeskal i næsen, lidt sprittet hale, men i flot balance. Synes at vokse for hver gang, jeg smager den.

Golden White 1963: Flot moden, gylden som en lys tawny, stadig med friskhed med udpræget fadpræg med mandler. Ok med syre til at balancere. Et flot glas.

Golden White 1952: Ikke helt balanceret denne gang. Gylden med nødder, men også lidt acetone i næsen. Manglede lidt friskhed, men stadig en flot vin.

Efter denne flotte start på dagen fulgte så Confrariaceremoni og festmiddag, hvor der var lejlighed til at få en snak med en lang række af venner og kontakter i portvinsverdenen. Og det er jo altid en fornøjelse, når man både nyder portvin og skriver om det.

Og til sidst. Tillykke til Peter Skov og Ivan Madsen. Velkommen i broderskabet.