Det er ikke hver dag, man inviteres til en udstilling af
modeller af gamle sejlskibe, smagning af portvin med i alt 200 år på bagen samt
en optagelsesceremoni i et vinbroderskab. Men sådan lød programmet sidste torsdag
på Børsen i København for et arrangement, som Quinta da Boeira, AICEP og den
portugisiske ambassade i Danmark havde inviteret til. Og da en venlig
opringning fra ambassaden gjorde mig opmærksom på, at de havde indstillet mig
til optagelse i sammenslutningen af portugisiske vinbroderskaber, mødte jeg
selvfølgelig op.
Men først lidt om Quinta da Boeira. De senere år er der
dukket mange nye navne op i portvinens verden. Nogle er mindre quintaer, som i
stedet for at levere druer til de store firmaer begynder at producere portvin
under eget navn. Andre er firmaer, som ikke selv ejer jord, men opkøber druer
eller især gamle fade rundt om i Douro.
Det lidt specielle ved Quinta da Boeira er, at quintaen ikke
ligger i Douro, men midt i Vila Nova de Gaia. Foruden den flotte hovedbygning
er der vinkælder, bar og smagelokaler i en bygning formet som et flaske og om
et par år følger et hotel – alt sammen noget, der signalerer vinturisme. Quintaen kan dateres tilbage til 1850, og der
har været handlet med vin og portvin siden 1920. I 1999 kom der nyt ejerskab til, hvorefter der
har været arbejdet ihærdigt for at synliggøre firmaet under slogans som ”Wines
with History” og med fokus på kunst og kultur samt fra og med i år også som
eksportør af portvin under eget navn. Quintaen udstiller f.eks. en samling på
23 håndlavede skibsmodeller, fremstillet af den tidligere fisker og sømand
Albino Costa. Samlingen skal fejre 500 året for den første jordomsejling, som
Fernão Magalhães foretog i 1519, hvorved han også opdagede søvejen nedenom
Sydamerika.
En del af de flotte skibsmodeller var fragtet til Danmark og blev
udstillet i de flotte omgivelser på Børsen – et sted, der jo kender til portvin
i forvejen, da det er her Henrik Oldenburg afholder sin årlige portvinsfestival
første mandag i november.
Quinta da Boeira har både bordvin og portvin i deres
portefølje. På portvinsområdet koncentrerer de sig udelukkende om vin med
årgang eller alder: Tawny Reserve, 10, 20, 30 og 40 års Tawny samt en Very Old
Tawny, Colheita og Vintage. De annoncerede 200 års portvin dækkede over fem
glas, nemlig tawnyserien og så den helt gamle, som angiveligt skulle have en
gennemsnitsalder på ca. 100 år.
Her er mine smagenoter:
10 års Tawny: Rødbrun med orange kant, klar. Duft af modne
kirsebær og lidt røde bær samt tørrede frugter. Stadig med frugt og god
friskhed, fin syre og balance, måske lidt vel ligefrem og let, lidt sprittet
hale.
20 års Tawny: Brunrød med lys orange kant. Ikke så
ekspressiv i næsen, tørrede frugter, marmelade, rosiner og lidt karamel. Mere
fyldig og cremet i munden med tørrede frugter og lidt orange samt fin balance.
30 års Tawny: Flot tawnybrun med lys orange kant. God og
intens duft af rosiner, nødder, honning og orangeskal. Dejlig fyldig med også
med friskhed og i god balance, orange, mandel og lidt kaffe samt et fint
syresvip med halen. Faktisk en flot vin.
40 års Tawny: Mørkere, brun. Lidt lukket i næsen, åbnede dog
op for nødder, tørrede frugter og marcipan. Tungere, mere fyldig og med mere
kompleksitet. Pænt balanceret med nok syre til at kontrastere de lidt tungere
fadnoter. Ok hale med mandelsmag.
Very Old Tawny: Brun med lidt grønt skær. Koncentreret og
intens, men måske og lidt sprittet i næsen. Tørrede frugter, valnød, lidt
orangeskal og balsamico. Cremet fyldig struktur, kompleks og med flot syre,
alderen taget i betragtning. Tørrede frugter og kaffe, flot friskhed og en lang
eftersmag.
Efter smagningen fulgte optagelsesceremonien i
vinbroderskabet. Sidste år havde jeg den ære at blive optaget i
portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Denne gang gjaldt det
Federacão das Confrarias Báquicas de Portugal, som er en sammenslutning af de
forskellige vinbroderskaber i landet herunder portvinsbroderskabet. I
forbindelse med arrangementet på Børsen holdt de en lille optagelsesceremoni,
hvor bl.a. Portugals ambassadør i Danmark, Rui Macieira, blev optaget.
Ambassaden havde indstillet mig til optagelse som æresmedlem grundet mine
skriverier om portugisisk vin, hvorfor jeg også blev kaldt op og modtog en
medalje og et diplom, hvorefter jeg skrev under i broderskabets store bog.
Quinta da Boeira var ikke ene om at være til stede på Børsen
den dag. Der var også mulighed for at smage gode portugisiske oste og vine fra
andre regioner. Her smagte jeg bl.a. hvid- og rødvine fra Manzwine fra
Cheleiros ved Mafra i Lissabon-regionen samt en spændende hvid hedvin fra Villa
Oeiras fra det gamle vindistrikt Carcavelos, som nærmest ligger i storbyen Lissabon
og derfor har kæmpet en brav kamp for overlevelse. Et spændende bekendtskab,
som jeg vil studere nærmere en gang i fremtiden.
Læs mere om Quinta da Boeira her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar