Overskriften er faktisk lidt misvisende. For der var ikke
kun Crusted Port på programmet forleden i The Vintage Port Club, men også Late Bottled
Vintage og en enkelt Vintage. Målet var nemlig ikke blot at teste Crusted Port,
men også at smage typen op mod LBV fra samme hus – en sammenligning, der giver
mening, da begge jævnligt betegnes som lillebror til Vintage.
Crusted Port er ikke en ny opfindelse i det brede sortiment
af portvinstyper, men det er som om, at fokus er øget de senere år. Flere
portvinshuse er begyndt at have Crusted på programmet, og typen hypes en del på
portvinsfestivaler rundt om. Har Crusted sin berettigelse? Eller er det bare en
smart måde at sælge noget, som ikke var godt nok til rigtig Vintage og derfor
kunne have gjort gavn i en LBV? Er Crusted Port tættere på Vintage kvalitet,
end de mere modnede og rundere LBV?
Det var spørgsmål som disse, at smagningen – måske – kunne
give svar på. Men inden mine smagenoter og konklusion lidt om Crusted Port.
Crusted Port er som Vintage baseret på vin fra de bedste
marker og aftappet ufiltreret – navnet henviser netop til depotet i bunden af
flasken. Men i modsætning til Vintage er der ikke tale om vin fra én og samme
årgang, men et blend af to eller flere årgange. Derfor er der ikke angivet
årgang på flasken, men da de jo på grund af bundfaldet har godt
lagringspotentiale, er det værd at lægge mærke til tappeåret.
Der går flere historier om oprindelsen af typen. Gustavo
Devesas fra Graham´s fortalte således nyligt om gamle tiders transport af
portvinsfade fra Portugal til England. Kaptajnen skulle have lidt vin til den
lange sejltur, men den rest i fadet, hvor der var bundfald, var ikke fint nok
til ham, hvorfor mandskabet fik det sidste – den såkaldte crusted port. Andre
har kaldt det et affaldsprodukt eller sagt lidt pænere: En sammenstukket vin af
de rester, man gemte eller glemte fra de foregående års produktion af vintage
og/eller LBV.
Det påstås også af og til, at Crusted Port ikke er godkendt
af portvinsinstituttet, IVDP. Men selv om det ikke umiddelbart fremgår tydeligt
af deres liste over portvinstyper, er der flere dokumenter og reglementer, som
omtaler og definerer typen, ligesom Crusted Port som anden portvin skal
godkendes af instituttet, før den sendes på markedet. Dette sker efter sigende
af to omgange. Først skal basisvinene registreres og godkendes som værende af
”vintage standard” og inden den færdige vin flaskes, skal den igen godkendes
som værende af mindst LBV kvalitet. I et ministerielt dekret fra 2002 omtales
Crusted Port således i samme paragraf som netop LBV, og her hedder det, at
Crusted skal lagres på flaske i minimum tre år, før den sendes på markedet. Og
da vinene jo er et blend af foregående års høst, har noget af indholdet altså
allerede flere år på bagen, inden de ender hos forbrugeren.
Som eksempel kan jeg nævne Quevedos Crusted Port, som er
flasket i 2012 og indeholder vine fra årene 2007, 2008, 2009 og 2010. I de
nævnte år deklarerede Quevedo vintage i år 2007 og Single Quinta Vintage i år 2008
og 2010, ligesom der blev lavet LBV i samme år. Quevedo har kun udsendt 1.500
flasker, og drikker man sådan en i dag – hvad vi gjorde til smagningen – er der
altså vin med op til ni år på bagen i flasken.
Smagningen omfattede Crusted Port og LBV fra seks
forskellige huse. Der var lidt variation med hensyn til alder, hvilket var
tydeligt, da vinene kom i glasset. Vinene blev smagt blindt i tre flights af
fire, men således af de blev skænket parvis. Til sidste fulgte en Vintage i
anledningen af formandens fødselsdag.
Her er lidt noter i den rækkefølge, vinene blev smagt. Ved
Crusted Port står tappeåret i parentes.
Graham´s LBV 2009
Mørk rubin med lidt lys kant, farver glasset. Hyldebær og
lidt grønne noter samt lidt vingummi i næsen. Blommer og frugt, diskrete bløde
tanniner, lidt vel sprittet og pebret og bid i halen. Ellers fin blød, men ikke
så kompleks. Virker filtreret (84).
Graham´s Crusted Port (2011)
Mørk rubin, farver glasset lilla. Fin duft af mørke bær,
virker lidt mere intens og ”mørkere”. Blød og lidt cremet og måske lidt sødere.
Fyldigere og med lidt mere markante tanniner (89).
Dow´s Crusted Port (2012)
Mørk rubin og let lilla, dyb nærmest uigennemsigtig. Intens
duft af hyldebær og måske lidt kærnemælk. Bløde, men markante tanniner, Kraftig
og fyldig i munden med modne kirsebær, tør stil (89).
Dow´s LBV 2009
Rubin. Lidt ribenaagtig i næsen – ikke så intens og dyb.
Blød med meget runde tanniner, tør og ikke så kompleks (87).
Niepoort LBV 2009
Mørk rubin, men med lys og lidt brunlig kant. Hyldebær og
kirsebær i næsen samt lidt tobak. Fin smag, behagelig, men ikke så kraftig,
lidt moden frugt. Fin balance (91).
Niepoort Crusted Port (2012)
Mørk rubin, Duft af hyldebær og måske lidt laktose. Fyldig
og med kraftig frugtpræg samt kraftige tanniner. Ikke helt klar endnu (88).
Quevedo LBV 2011
Mørk rubin med lidt lilla skær. Meget ren og ungdommelig
frugt i næsen, solbær, hyldebær og lidt ribenapræg. Lidt grønne noter og
hyldebær med bløde tanniner. Savner lidt kompleksitet (87).
Quevedo Crusted Port (2012)
Rubin med let brun kant. Kærnemælk og hyldebær i næsen. Ikke
så markante tanniner og måske lidt rundere og blødere. Ikke så dyb (86).
Churchills LBV 2007
Rødbrun med tydeligt alderspræg. En snert oxideret i næsen til
at begynde med, men ellers fin duft af kirsebær og andre rød bær, lidt læder og
cigarkasse. Let i munden, men med god smag og struktur, stadig frugtpræg, men
mere modnet, tør og stadig med tanniner (91).
Churchills Crusted Port (2005)
Rødbrun med rubin kerne. Modne syrnede kirsebær i næsen,
måske lidt svovl. Syrnede kirsebær i munden, ikke så fyldig men fin modnet
(86).
Fonseca LBV 2008
Mørk rubin med lilla kant, uigennemsigtig. Duft af frugt og
hyldebær. Måske lidt ligefrem, tør og med bløde tanniner (88).
Fonseca Crusted Port (2008)
Rubin med let brun kant. Frugtrig, men med ribenapræg og
lidt kærnemælk. Pæn med diskrete tanniner, måske lidt kedelig (84).
Taylor´s Terra Feita Vintage 2008
Mørk rubin, flot duft af kirsebær og mørke bær. Dejlig
fyldig, tør stil med fin frugt og lidt chokolade samt markante tanniner (92).
Som det fremgår, vurderede jeg Crusted Port højest i de to
første tilfælde og lavest ved de andre fire, så aftenen bragte ingen klar
konklusion. Graham´s LBV er filtreret og står derfor måske i lidt større
modsætning til deres Crusted, hvilket kan spille ind her. Men det samme gør sig
ikke gældende for Dow´s. Andre steder kan aldersforskellen spille ind i
bedømmelsen. Når jeg vurderede Quevedos Crusted til at være blødere end husets
LBV, kan det jo skyldes, at den første som nævnt rækker helt tilbage til 2007,
men den anden udelukkende er fra det meget kraftfulde år 2011.
Churchills LBV var efter min mening aftenens bedste vin, men
bedømmelsen skyldes givet den større modenhed end de andre, samt at jeg generelt
vurderes husets LBV til at være blandt de bedste på markedet. Om min lidt hårde
vurdering af Fonseca evt. kan forklares med, at de kom lige efter Churchills,
skal ikke udelukkes. Selv om man prøver at vurdere hver vin for sig, spiller
rækkefølgen jo en rolle.
Efter smagningen blev der afgivet point og talt sammen. Her
viste det sig, at jeg ikke var helt på linje med gennemsnittet af de knap 30
deltagere, idet Fonseca LBV 2008 blev kåret som aftenens vinder, forfulgt af
Fonseca Crusted Port og Graham´s Crusted Port med Quevedo LBV 2011 og Dow´s
Crusted lige i hælene. Min egen begejstring for Churchills var således ikke
vidt udbredt. Den samlede pointgivning var i øvrigt nogenlunde ligeligt fordelt
mellem Crusted Port og LBV, så heller ingen klar konklusion fra forsamlingen.
Jeg prøvede lidt på skrømt at identificere nogle af vinen
undervejs, hvilket lykkes for halvdelens vedkommende, idet jeg gættede rigtigt,
hvad angår Graham´s, Dow´s og Churchills – den sidste dog nok især fordi jeg
vidste, at vinene herfra havde lidt mere alder end de øvrige.
En forsigtig konklusion fra min side af kunne være, at der
ikke er speciel grund til at betale det mere for en Crusted Port end en LBV,
hvis det udelukkende er vinens kvalitet her og nu, der tæller. Men det er nok
tvivlsomt, om den konklusion holder på den lange bane, da der også var
forskelle på alder ved denne smagning. Og da jeg generelt er stor tilhænger af
mangfoldighed, hvad angår typer og nuancer, byder jeg da Crusted Port velkommen
som endnu et produkt på hylden. Det vil nok ikke være noget, jeg selv
investerer i, da jeg foretrækker Vintage til kælderen og LBV til ganen her og
nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar