tirsdag den 15. november 2016

Douro Terroirs

Vinmarkerne i Douro er nøje registreret og klassificeret ud fra en lang række parametre, som i sidste ende indgår i beregningerne i det såkaldte Beneficio-system, der afgør, hvor meget portvin de enkelte vingårde og producenter må lave hvert år. Blandt parametrene er fx jordbundsforhold, højde, hældningsgrad og placeringen med hensyn til de geografiske verdenshjørner – altså det vi sammen med mikroklimaet kalder for terroir.


Terroir var netop emnet for den lukkede pressesmagning ved årets Portvinsmesse på Børsen i København i sidste uge. Og da oplægsholderen var Dominic Symington fra Symington Family Estates, var det selvfølgelig nogle af deres næsten 30 vingårde, som var i fokus. Dermed også sagt, at vi skulle smage Single Quinta Vintage, der jo i modsætning til Vintage er lavet af druer fra en og samme quinta.
Symingtons mange ejendomme er placeret rundt om i hele Douro, hvilket netop giver flere strenge at spille på, når det gælder produktions af portvin og vin for den sags skyld. For som Dominic forklarede ved hjælp af en lang række power points, grafer og kurvediagrammer, er der store forskelle, hvad angår terroir, alt efter hvor i Douro en mark ligger. Større nedbør og lavere temperatur i Baixo Corgo i vest, høje temperaturer, mere granit og minimal nedbør i Douro Superior i øst, og midt i mellem Cima Corgo med – efter de flestes mening – de mest ideelle forhold.
Men også i de enkelte underregioner er der forskelle – fx om en quinta er placeret på venstre eller højre bred af Douro og dermed har nordvendte eller sydvendte marker, hvilket jo spiller en stor rolle for soleksponeringen. Eller om markerne er placeret oppe i højden eller helt nede i dalen, ligesom hældningsgraden kan have indflydelse på evnen til at opsuge nedbør.


Det kan lyde meget teknisk, og det er det også. Tiderne hvor vinbonden blot gik ud i marken med de blandede druesorter, smagte lidt hid og did og så nikkede ja eller nej, er for længst forbi. Alt måles og registreres via et netværk af vejrstationer og infrarøde satellitfotos – og det helt ned i detaljen, hvilket er med til at bestemme, hvilke sorter, man planter hvor og hvor tæt, så de får de mest ideelle vækstbetingelser. Og i de gamle blandede Vinha Velhas marker, som kan rumme op til 50 forskellige sorter, har man DNA-testet, så man ved præcis hvilke kloner, der er tale om. Når en vinplante er ved at dø, bliver den udskiftet med akkurat samme sort og klon, så det særlige field blend forbliver det samme.
Men tilbage til smagningen. De to årgange var 2001 og 2010, som begge ikke var til den store brede deklarering, men til Single Quinta Vintage. De seks quintaer var fordelt med tre i Cima Corgo og tre i Douro Superior. Med andre ord var der altså mulighed for at kunne sammenligner vinene på kryds og tværs i forhold til årgange og terroir. Dertil kom, at to af quintaerne er tilknyttet samme brand, hvorfor det også var mulighed at vurdere, hvad de hver især bidrager med til den almindelig vintage.
Her først lidt oplysninger om de forskellige quintaer:
Quinta da Cavadinha: Placeret ved Pinhão-floden i lidt køligere klima med marker i op til 440 meters højde. Markerne er især sydøst- og østvendte, jordbunden især skiffer, og den årlige gennemsnitlige nedbør er 1.056 mm. Quintaen leverer til Warre´s.
Quinta do Bomfim: Ligger lige i udkanten af Pinhão tæt ved Douros bred. Markerne er især sydvendte og derfor med megen sol. Jordbunden er især skifferklipper, og den årlige gennemsnitlige nedbør er 788 mm. Quintaen leverer til Dow´s.
Quinta dos Malvedos: Ligger nær Tua i den over del af Cima Corgo. Markerne er især sydvendte og med stor soleksponering, jordbunden især med skiffer og årlig gennemsnitlig nedbør 658 mm. Quintaen leverer til Graham´s.
Quinta dos Canais: Ligger i Douro Superior med især sydvendte marker, men også marker, der vender mod øst og vest. Gennemgik en stor genplantning først i 80´erne og har hele 26 % Touriga Nacional. Højden varierer fra 110 meter til 345 meter.  Årlig nedbør 490 mm. Quintaen leverer til Cockburn.
Quinta da Senhora da Ribeira: Ligger i den varmest og tørreste del af Douro Superior lige over for Vesuvio. Markerne vender mod syd, jordbunden er skiffer og den årlige nedbør på 448 mm. Quintaen leverer til Dow´s, men terroiret er altså forskelligt fra Bomfims med langt mindre nedbør.
Quinta do Vesuvio: Ligger i modsætning til de øvrige quintaer på venstre bred i Douro Superior. Markerne er fordelt i 130 til 530 meters højde på syv små bjerge, hvilket giver varierede forhold. Også her er jordbunden især skiffer, og den årlige nedbør kun 400 mm.  Quintaen produceret Vintage Port og bordvin under eget navn.


Da der blev lyttet og talt en del, var der ikke lang tid til noter, men her er lidt, som dog burde give en forståelse af forskellene i stil alt efter terroir:
Quinta da Cavadinha 2001: Mørk rubin med let lys kant. Fin, lidt parfumeret duft af kirsebær, andre røde bær og blomster. God smag, let krydret, elegant og feminin i stilen, fin hale.
Quinta da Cavadinha 2010: Mørk rubin med lilla skær. Floral, brombær og røde bær. Fyldig og mere tanninpræget.
Quinta do Bomfim 2001: Mørk rubin. Meget aromatisk med blommer, mørke bær og god frugt. Mere robust, krydret og tør.
Quinta do Bomfim 2010: Mørk rubin. Mere muskuløs og koncentreret. Tør, lidt stram og med kraftige tanniner.
Quinta dos Malvedos 2001: Mørk rubin med lys kant. Lidt uklar og virkede lidt oxideret.
Quinta dos Malvedos 2010: Mørk rubin, intens. Brombær og andre mørke bær og lidt mint og tobak. Lidt sødere og mere kødfuld og med intense tanniner.
Quinta dos Canais 2001: Mørk rubin. Solbær og hyldebær i næsen, men også peber, florale noter og violer. Røde bær og fennikel, måske en smule marmeladepræg.  
Quinta dos Canais 2010: Mørk rubin med lilla kant. Lidt grøn i næsen med mørke bær og violer, men også lidt kærnemælk. Ung og med kraftige tanniner.
Quinta da Senhora da Ribeira 2001: Rubin, mere floral og med røde frugter og violer. Blød, rund og fin drikkelig nu. Lidt sødere end den vanlige tørre stil hos Dow´s.
Quinta da Senhora da Ribeira 2010: Mørk rubin, men dog med let lys kant. Lukket i næsen. Kraftigt bid og tanniner, men ellers faktisk nogenlunde blød og drikkeklar.
Quinta do Vesuvio 2001: Rubin, mørk. Grøn og lidt kærnemælks præg i næsen. Violer, florale noter og røde bær i næsen. Meget lækker tekstur og dejlig i munden. En flot vin.
Quinta do Vesuvio 2010: Mørk rubin, nærmest uigennemsigtig. Ret lukket på nuværende tidspunkt. Kraftig og kompleks med mørke bør. Stort potentiale.                 


Efter denne meget lærerige smagning var der selvfølgelig tid til en lille rundtur på selve festivalen, hvor der også var mulighed for hilsen på gode portugisiske bekendte som Gustavo Devesas, Alvaro van Zeller, Sonia Figueiras, Oscar Quevedo og Elsa Couto.
Her blev der ikke taget seriøse noter, men kort fortalt smagte jeg bl.a. den nye 40 års Tawny fra Bulas, som med en fin gang syre til sidst formår at holde sig fri fra det alt for søde. Hos Pocas smage jeg LBV 2010 og Vintage 2013, hos såvel Cockburns som Cottas 10 og 20 års Tawny, hos Barros deres LBV og hos Royal Porto såvel LBV som Vintage. Og traditionen tro sluttede jeg med en altid fremragende 20 års Tawny fra Ramos Pinto.

Festivalen blev samtidig brugt til at lancere den nye udgave af Henrik Oldenburgs store bog ”Portvin”. Læs min anmeldelse i Vinbladet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar