Gisela på Louisiana

Nyligt kunne det store fadotalent Gisela João opleves på Louisiana. Museet har tradition for at arrangere en årlig fadokoncert, hvilket er blevet til besøg af bl.a. Mísia, Ana Moura og Christina Branco. Et prisværdigt initiativ, da fadosangeres turnéplaner desværre oftest forbigår Danmark.

Der reklameres ikke meget for koncerterne, hvis publikum synes at være halvt herboende portugisere og halvt stedets faste koncert- og museumsgæster. Sådan var det også, da Gisela João var forbi sammen med sine tre musikere, Ricardo Parreira på portugisisk guitar, Francisco Gaspar på basguitar og Nélson Aleixo på guitar. De to førstnævnte medvirkede også på hendes nye plade (anmeldt her den 14. april 2014), som er blevet hendes helt store gennembrud.

Sangene ved koncerten var netop hentet fra det seneste album, som vist blev fremført fra start til slut. Det gjaldt også Carlos Paredes komposition Canto de Rua, hvor Gisela overlod scene til de tre dygtige musikere – en fin gestus, som hun selv begrundede med, at guitaristerne ikke altid får den opmærksomhed, som de vitterligt fortjener. Og så fik vi ellers sange som Meu Amigo Está Longe, Voltaste, Não Venhas Tarde og (A Casa da) Mariquinhas samt de lystige folkemelodier Malhões og Bailarico Saloio, som hun sang dansende.  

For det var en meget levende Gisela João, man kunne opleve. Hun havde svært ved at sidde stille og brugte både arme, ben og krop til at udtrykke sig. Ind i mellem satte hun sig på stolen i forgrunden, for så snart efter at springe op, smide skoene og danse rundt eller bevæge armene i store fortællende fagter. Livligt, muntert og uden den alvor, der ellers kan præge fadosang, men samtidig med dybde og uden på nogen måde at øve vold mod traditionen.

Gisela satte ind i mellem nogle få ord på sangene, men sagde også, at fado ikke skal forklares, men opleves. Selv om påstanden er lidt af en kliche, rummer den en vis sandhed. Man kan sagtens fornemme og sanse de mange følelser, fadoen rummer, selv om man ikke kan portugisisk, men samtidig udbygger et vist kendskab til genren, formen og indholdet oplevelsen og forståelsen.

Og en oplevelse var det. Koncertsalen på Louisiana er en fin ramme for fadokoncerter, da den med sin størrelse og opbygning formår at fastholde den nødvendige intimitet, som vi kender den fra de små fadosteder i Lissabon. Publikum sidder i bedste amfiteaterstil på to sider om den lille scene, tilstrækkeligt tæt til nærvær og direkte kommunikation. Store koncerter i store sale kan selvfølgelig også være gode oplevelser, men det er og bliver noget andet end fadostedernes intimitet. Gisela sagde da også, at stedets ramme gjorde, at hun følte, at hun havde inviteret os alle med hjem.

Det takker vi for i håb om, at vi må komme igen.