Med den ene arm højt hævet over hovedet danser hun rundt på
scenen, søndag aften i Tønder. Graciøst og elegant i den lange sorte kjole, som
på en gang er moderne og traditionel. Det samme kan siges om hendes musik, der
som for mange andre samtidige fadostjerners vedkommende er udspændt mellem
tradition og fornyelse.
Mariza med det karakteristiske platinblonde hår blev snart
efter sin pladedebut i 2001, Fado em Mim,
et ikon for den portugisiske fadomusik. Hun var ikke den første, der genoplivede
genren efter en del år i skammekrogen i hælene på Nellikerevolutionen i 1974,
hvor alt der kunne forbindes med Salazarstyret blev afskrevet. Men hun er nok
den største og i al fald den internationalt mest succesrige, hvilket flere world
music priser og global koncertvirksomhed vidner om.
Hendes seneste album fra 2010, Fado Tradicional, der ganske rigtigt er en hyldest til den
traditionelle fado, fyldte ikke overraskende en del ved koncerten. Vi fik bl.a.
sangen om Rosa da Madragoa og Boa Noite Solidáo, som Fernando Maurício
gjorde kendt. Maurício boede i kvarteret Mouraria i Lissabon, som sammen med
Alfama var arnestedet for fadoens opblussen. Og her voksede Mariza faktisk selv
op, da familien som så mange andre rejste fra Mozambique efter frigivelsen af
kolonien.
Men koncerten var ikke lutter traditionel fado, nej langt
fra. Kernebesætning bestående af portugisisk guitar, guitar og basguitar blev
udvidet med trommer, og fadoens kernerepertoire blev suppleret med afrikanske
rytmer, brasiliansk sang og toner fra Capo Verde. På samme vis vekslede Mariza
aftenen igennem mellem det energiske og udadvendte og det mere inderlige, hvor
hun flere gange sad på scenekanten eller sang uden akkompagnement.
Vi fik da også flere af hendes mest kendte ældre sange så som
Jorge Fernandos Chuva i et lidt
anderledes arrangement og den lystige Rosa
Branca, hvor det til sidste lykkedes Mariza at få publikum til at synge med
på omkvædet, samt ikke mindst som afslutningsnummer den utrolig smukke O Gente da Minha Terre – et af
højdepunkerne fra hendes koncertudgivelse fra Lissabon foran Belémstårnet, hvor
hun måtte holde pause midt i sangen, da tårerne tvang sig frem.
Så meget løb følelserne ikke af med hende i Tønder. Men jeg
tror publikum, som virkede lidt skeptisk og tøvende i starten, lod sig
overbevise både af storheden i Marizas stemme og af den udtrykfulde kraft,
fadoen besidder. Samtidig påtog hun sig rollen som formidler, da hun prøvede at
forklare lidt om fadoen undervejs – en ambassadørrolle hun også påtog sig i
forbindelse med fadoens udnævnelse til kulturel verdensarv for et par år siden.
Et lille sprogkursus blev det sågar til, hvor vinho tinto synes at være det eneste, der var kendt i forvejen.
Det var modigt af festivalen at sætte fado på dagsordenen
ved afslutningskoncerten. Tak for det. Håber ikke det bliver sidste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar