Tidligere har jeg skrevet om Burmester, og nyligt præsenterede jeg Krohn, hvis speciale er Colheita og Tawny med alder – altså fadlagret portvin. For Fonseca gælder det modsatte. Her er der fokus på flaskelagret vintage – også selv om deres 10 års Tawny så afgjort er nydelig. Eller som winemaker David Guimaraens kort og godt konstaterer:
- Vi er et vintagehus og er ikke interesseret i at være andet.
Udtalelses faldt forleden under en Winemakers Dinner i Den Fynske Portvinsklub. Traditionen tro blev der først budt på en flot smagning og siden en fremragende middag med vine udvalgt af den inviterede gæst. Årets gæst var altså David Guimaraens, som ikke alene er winemaker for Fonseca, men også for de andre labels i koncernen og dermed Taylor og Croft. Umiddelbart kunne man tro, at det må være forvirrende at være chefwinemaker for tre så store huse. At det kan føre til ensretning. Men hvert hus har sin egen stil dikteret af traditionen og af de vinmarker, der leverer druerne. Så det er ikke et problem, sagde David. - Jeg kan lide alle tre huse og drikker hver vin til sin tid. Men mit hjerte banker for Fonseca, indrømmede han dog.
Det er vel ganske naturligt, da familien har været ét med netop Fonseca gennem flere generationer, siden Manoel Pedro Guimaraens grundlagde huset i 1822. Fra 1896 og til i dag har husets vintage faktisk været lavet af kun fire personer. Frank Guimaraens blev i 1955 efterfulgt af Dorothy, men da tiden ikke talte for kvinder ved roret, blev hun allerede året efter afløst af Bruce. I 1992 var det så David, der tog over.
Alle fire generationer var repræsenteret ved smagningen, som bød på en imponerende række: 1934, 1955, 1963, 1966, 1970, 1977, 1980, 1985, 1992, 1994, 1997 og 2000. Generelt var de alle gode, selv om der var et par mindre balancerede år imellem. Og selv om de yngste langt fra er drikkeklare, kan David være stolt af resultatet. Og det var han glad for.
- Smagninger som den her er meget vigtig feedback at få. Det lærer jeg af. Jeg rejser ikke rundt i verden og sælger, men vil gerne lave smagninger, for jeg laver portvin til folk som jer. Hvis den portvin, jeg har lavet, lever op til Fonsecas renommé i årene tilbage, er jeg glad.
Det lå da også lidt i kortene, at den unge David skulle følge i sin fars fodspor.
- Som dreng sendte min far mig to uger op i Dourodalen. Da min lærer sagde, at det kunne jeg ikke få fri til, svarede han, at jeg ville lære mere på 14 dage i Dourodalen end gennem et helt år i skolen, fortalte David med et smil og røbede, at næste generation allerede står klar.
- Min teenagesøn er mere til økonomi og markedsføring, men den yngste på fire er meget interesseret og er med i marken.
Inden han selv tog over, blev David uddannet i Australien. Men selv om han lærte moderne teknikker og produktionsmetoder, sværger han stadig til traditionel fodpresning, da det giver det bedste resultat. Et andet punkt, hvor han sværger til traditionen – og det med stor polemisk iver – er, hvad angår portvin versus bordvin.
- Flere drikker vin, og det er nemmere at sælge. Og jeg er ikke i tvivl om, at Douro kan producere gode vine med masser af frugt og tanniner. Men portvin er et unikt produkt, som ikke laves andres steder i verden, advokerede han.
Så selv om han selv er stor ynder af fremragende bordvine fra Douro – fx fra Quinta do Crasto – synes han, det er forkert at bruge kvalitetsdruerne til andet end portvin. Og han mener ikke kun forklaringen er et antikt Benefício-system, som fastsætter kvoter for, hvor meget portvin, der må produceres år for år.
- Det er en undskyldning. Folk som Crasto skulle prøve at sælge portvin med samme passion, som de sælger vin. Hvis de brugte deres gamle vinmarker til at lave portvin, ville de lave fantastisk portvin. Det er jeg ked af, at de ikke gør, sagde han.
Man fornemmer et ægte had-kærligheds-forhold, for paradoksalt nok havde han selv bestemt, at vi til den efterfølgende middag skulle nyde såvel Crastos Vinhas Velhas 2005 fra ca. 70 år gamle vinmarker og deres unikke Vinha Maria Teresa 2007 – en vin, der laves på druer fra mere end 90 år gamle marker og kun produceres i de bedste år. Begge fremragende eksempler på den kvalitet rødvine fra Douro kan have.
Fonseca holder sig dog ikke helt væk fra bordvin, da de står bag hvidvinen Dom Prior, som vi ligeledes smagte under middagen. En dejlig frisk og aromatisk vin lavet på Viosinho, Gouveio og Malvasia Fina – overraskende god til prisen på lige under 50 kroner. Men her går der selvfølgelig ikke ædle, røde portvinsdruer ”til spilde”…
Ret skal være ret. Portvin har selvfølgelig også stor kvalitet. Og det gælder ikke mindst Fonseca, som foruden vintage i topårene laver 2. vinen Fonseca Guimaraens i de gode år samt en Single Quinta Vintage fra Quinta do Panascal. Og det vil da glæde mig, hvis de bliver ved med at gøre det, når femte generation en gang tager over efter David.
Slutteligt lidt smagenoter. 1934 var stadig forbavsende frisk og med lang eftersmag. Bedste glas var efter min mening så afgjort den klassiske årgang 1963. Stadig rød i farven, kraftig bær- og frugtpræg, harmonisk og elegant og med lang eftersmag. De næste flasker var også fremragende, men dog ikke helt på højde med 63. 1966 stadig med god farve og tanniner, hvilket ifølge David er typisk for varme og tørre somre. 1970 mere elegant i stilen, mørk og med såvel masser af frugt som tanniner. Et meget flot og balanceret glas, som er på Roy Hershs top 10 liste sammen med årgang 1985. 1977 var dybrød og med en kraftig og lang pebereftersmag. 1980 falder lidt ved siden af, hvilket også er mine erfaringer fra tidligere smagninger. Meget lys allerede med lidt karklud i næsen, og selv om smagen er fin, er den langt under Fonsecas vanlige niveau. 1985 var ikke helt i balance lige nu, men har stort potentiale. 1994 flot og kraftfuld, men selvfølgelig endnu meget ung, så den kan og bør lagres i flere årtier. Vurderet til 97 point hos Robert Parker og hele 100 af James Suckling.
Generelt er Fonsecas vintage højt vurderet. Og det med god grund, viste smagningen. De yngste årgange var ikke på programmet, men Fonseca deklarerede 2009 (sammen med Taylor og få andre, men i modsætning til Symingtons huse), og 2011 tegner til at blive fremragende, forudsagde David Guimaraens. Og lad ham få det sidste ord:
- Fremtiden vil bedømme, om vi valgte rigtigt med at deklarere i 2009.
Jeg er klar, når den tid kommer…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar