onsdag den 14. december 2011

Colheita og bacalhau

Krohn er kongen af Colheita. Det siger i al fald flere skribenter og vinhandlere. En længe ønsket smagning i Den Fynske Portvinsklub skulle forleden efterprøve, om der er noget om snakken. Men først lidt historie.

Som navnet indikerer, er Krohns aner hverken engelske eller portugisiske, hvilket ellers er tilfældet for langt de fleste portvinshuse. Nej, de er norske. Men hvordan ender nordmænd dog i Portugals vinbranche? Årsagen er saltet, tørret torsk – eller som det hedder på portugisisk bacalhau. Da portugiserne i 1400-tallet søgte efter søvejen til Indien, sejlede de også nordpå til Zona Frígida – de kolde egne. De besøgte såvel Grønland som Newfoundland og lærte kunsten at nedsalte og siden tørre de fangede torsk, så de kunne holde sig. Klipfisk, som vi også kalder det, blev populært i Portugal, og i dag regner man med, at der findes så mange forskellige opskrifter, at der er mindst én til hver dag året rundt (læs mere herom under ”mad”).

En par af de norske handelsmænd, der solgte nedsaltet torsk, var Theodor Wiese og Dankert Krohn. Og når nu skibene var sejlet hele vejen ned med saltet torsk, kunne de jo ligeså godt have noget med retur. Og det blev portvin. I 1865 stiftede de derfor portvinshuset Wiese & Krohn med sidstnævnte som salgsnavn. Siden blev firmaet overtaget af partneren, familien Falcão Carneiro, hvis tredje generation står i spidsen for Krohn i dag.

Huset producerer også ruby og vintage portvin, men det er så afgjort tawnies og især colheitas, der er deres varemærke. Generelt for colheitas gælder, at det er årgangsdateret tawny, som har lagret mindst syv år få fad, før det tappes på flaske. En Colheita 1961 består altså i modsætning til de blendede tawnies med alder (10, 20, 30 og 40 års) udelukkende af vin fra høsten i 1961. Derfor er det også vigtigt at kende aftapningsåret, da det jo fortæller, hvor længe vinen har lagret på fad. Samtidig vinder en tawny ikke ved flaskelagring, men bør drikkes inden for overskuelig tid.

Det gjorde vi derfor en heroisk indsats for i portvinsklubben. Og her var 1961 netop den ældste årgang af en længere række af colheitas foruden en vintage 1957, en hvid colheita fra 1964 samt 10 og 20 års tawny.

Vintage 1957 havde det svært mellem de mange colheitas. Efter min mening var den meget tilbageholdende og afdæmpet og stod ikke distancen, men samlet blev den faktisk vurderet til en flot og for mig overraskende 3. plads.

Helt i top var Colheita 1966. Klar, mahognimørk, ja nærmest colafarvet. Lidt farin i næsen, figner og mandler i smagen samt en karakteristisk, lang og prikkende pebret eftersmag. Et dejligt, afbalanceret og kraftfuldt glas med god sødme uden på nogen måde at nå det vamle. Heri er Henrik Oldenburg i øvrigt enig, da han giver den 100 point ud af 100!

Colheita 1961 opnåede næsthøjest score og havde en del af de samme karakteristika. Derefter fulgte som nævnt den enlige vintage og så Colheita 1978 og 20 års tawny. Sidstnævnte var efter min mening måske ikke den bedste vin, men så afgjort bedste køb til prisen. Rødgule nuancer og en kraftig duft af orange og vanilje. Og igen en meget lang eftersmag med peberprikken på tungen. Derimod imponerede Krohns 10 års tawny mig ikke, da jeg fandt den for fedladen og med en lidt for sprittet smag.              

Min konklusion er, at Krohn så afgjort er blandt de bedste huse, jeg har smagt, hvad angår colheitas og tawnies. Selv om den ene vintage skuffede mig, vil jeg ikke dømme dem ude, da den var på udebane. Kongen af Colheita er måske vel store ord. Men i al fald skal de to norske handelsmænd have tak for, at de ikke sejlede retur med tom last, når de havde leveret klipfisk til Portugal. Er der to ting – blandt mange – jeg elsker, er det veltilberedt bacalhau og vellagret portvin.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar