Jesus drak øl – roman af Afonso Cruz

 

Den omtalt bog er tilsendt fra forlaget

 

Når nu ens gamle bedstemor har som sit sidste ønske at se Det Hellige Land, er det vel meget naturligt at prøve af efterleve det? Det er, hvad unge Rosa forsøger. Men da midlerne som nyligt afskediget tjenestepige i en lille landsby i Alentejo ikke ligefrem er til den store udenlandsrejse, må der kreative idéer til, så det støvede landskab i Portugal med beboerne og den rige, engelske Miss Whittemores hjælp kan omdannes til Mellemøsten.

Sådan lyder historien i den portugisiske forfatter Afonso Cruzes roman ”Jesus drak øl”. Men ved siden af denne hovedhandling, er der utallige sidehistorier om livet, kærligheden, religionen, videnskaben og meget mere. Rosa er fx attrået af flere mænd og ikke mindst af den jævnaldrende fårehyrde Ari og den aldrende professor Borja, som begge vil have hendes unge krop. For som selveste præsten beskriver hende:

”Hun har en figur der er alt for forførerisk for hendes alder, den kan ingen mand ignorere. To ben, et modermærke mellem de to spæde bryster, det venstre og det højre, og sågar et lille overskæg. Hun er behåret, med former der fylder godt i mange øjne. Hendes røv, Gud velsigne og bevare den, er den eneste grund til at kødets opstandelse vil finde sted…”.

Romanen tegner et vittigt, men også alvorligt lille portræt af det rurale Alentejo, hvor folkeovertro, religion, erotik, dobbeltmoral og videnskab trives side om side, og hvor der stadig er standsforskel. Vi får Rosas livshistorie, men også tråde bagud til forældrene og fine små portrætter af en række andre indbyggere i landsbyen som førnævnte professor Borja og fader Teves. Det hele serveres i en humoristisk tone, som samtidig er såvel burlesk som satirisk i forhold til religion, samfundsnormer og videnskab – eller måske rettere pseudovidenskab.

Alfonso Cruz har tidligere været oversat til dansk med fortællingen Kokoschkas dukke (læs min omtaler her), som var en fin leg med fiktionen med flere fortællinger gemt i hinanden og som denne en god blanding af morskab og alvor. Han har mere end 30 bøger bag sig, og det gælder såvel romaner som billedbøger, lyrik og børnebøger, ligesom den bredt favnende forfatter også er illustrator, ølnørd og medlem af musikgruppen The Soaked Lamb.

Også i denne bog udviser Afonso Cruz en fin sproglig opfindsomhed som fx i denne lille passage om præsten Teves:

”Han så ud over landskabet og ventede på ordene der bevæger sig gennem luften som bakterier. De fleste gange blev han ikke ramt af nogen sygdom, langt mindre af et bogstavrim. Derfor vendte han hjem med en frustration, der smertede ham mere end farens livrem, som havde gravet dybe furer i hans sjæls bagdel.”

Som vinskribent med speciale i portugisisk vin og portvin vil jeg tillade mig at slutte med et længere citat i form af en lille parentetisk fortælling om Miss Whittemore:

”Når nogen dør, åbner den engelske kvinde en flaske portvin fra det år den afdøde blev født og drikker den med de pårørende. Miss Whittemore har en kælder der er helt igennem fascinerende, hvad angår vin. Alle beboere der, tilfældigt eller ej, ser flaskerne ligge og hvile i den hundredårige vinkælder, frygter dem, som de frygter døden og smerten ved at miste. Når de ser reolerne med vine fra det år, de blev født, ser de deres egen kortlivethed opbevaret dér, et liv forseglet af en korkprop. Og de er bange for at de, hvis nu den engelske kvinde af en eller anden grund åbner en gin med deres årstal, kan flade knuste til jorden, ramt af skæbnen.”

Herlig læsning. Og med det antal gange, jeg selv har drukket mit fødeår, som i øvrigt er en glimrende portvinsårgang, skal jeg nok være glad for at skæbnen endnu ikke har indhentet mig.

 

Afonso Cruz: Jesus drak øl. Oversat fra portugisisk af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard 2022, 277 sider

Porto Pires i Svendborg

Sardiner,  bacalhau, portvin, Vinho Verde og rødvin. Portugal har mange glæder, som danske turister har nydt under rejser til Portugal. Mange af dem er det også muligt at finde herhjemme, hvis man blot kender de rigtigt butikker og små importører.

En ny butik åbnede før sommerferien i Svendborg – nærmere bestemt i Møllergade 68 skråt overfor Mølledammen. Porto Pires hedder butikken opkaldt efter indehaveren Ana Pires, som har mange års erfaring som kok og tjener i det sydfynske, men oprindeligt er fra Portugal, hvor familien havde en plantage med bl.a. vin og oliventræer i Benquerenca i Beira Interior.

Som honorær konsul for Portugal i Region Syddanmark aflagde jeg forleden et lille besøg og fik en god snak med Ana Pires om sortimentet og fremtidsplanerne.

”Jeg har åbnet Porto Pires, fordi det altid har været min drøm at starte selvstændig virksomhed.  Selvom jeg er bosat i Danmark, er mit hjerte aldrig holdt op med at banke for Portugal, og de autentiske smage i det portugisiske køkken har altid trukket mig tilbage til syden. Med Porto Pires ønsker jeg at bringe det bedste fra mit hjemland til Svendborg og Fyn. Med fokus på de særlige specialiteter, man kun finder i Portugal, samt den kompromisløse tilgang til kvalitet og god smag,” fortæller Ana Pires.

Butikken byder på et pænt udvalg af specialiteter og vin fra Portugal, idet Ana Pires samarbejder med flere importører. Det gælder vine fra forskellige regioner i Portugal, mousserende Espumante, stort udvalg af portvin, ginjinha og sågar gin fra Portugal. Det gælder sardiner, tun og bacalhau på dåser, oliven, mandler, marmelader, olivenolie m.m. Og så gælder det flot keramik og tasker fremstillet af kork.

”Portugal er kulinarisk kendt for at spise meget fisk, hvilket hænger naturligt sammen med beliggenheden ud til Atlanterhavet. Sardiner er meget op i tiden,  og vi har et bredt udvalg af sardiner på dåse,” siger Ana Pires og fortsætter:

”Herudover vil jeg også nævne klipfisk, bacalhau, som er en yndet fiskeret i Portugal. Vi har dem på dåse i butikken, hvor vi samtidig har lavet opskrifter til, hvordan man kan  lave retter heraf. Det smager rigtig dejligt med et glas køligt Vinho Verde, hvid- eller rosévin.”

Ana Pires føler, at der er blevet taget god imod specialbutikken, hvor kunder fortæller om deres oplevelser fra besøg i Portugal og mange kommer igen. Hun håber på et senere tidspunkt at kunne udvide med et lille køkken og en café – ligesom hun arbejder på at få faste leveranceaftaler med lokale restauranter i Svendborg eller på øerne i det sydfynske øhav.

Jeg ønsker Ana held og lykke med initiativet. Butikken er i al fald et besøg værd.

 

Læs mere om Porto Pires her

Adriano Centenário

 

Den omtalte vin er sponseret af producenten

 

Den første flyvetur over det sydlige Atlanterhav – nærmere bestemt fra Lissabon til Rio de Janeiro – fandt sted fra den 30. marts til den 17. juni 1922. Det var kun få år efter den første flyvetur over Atlanten overhovedet og fem år før Charles Lindbergs berømte non-stop flyvetur. Ombord var de to portugisiske piloter Gago Coutinho og Sacadura Cabral, som dog måtte bruge tre forskellige vandflyvere at typen Fairey 400 ”Rools Royce Eagle VIII” – et fly de i øvrigt navngav ”Lusitânia” efter det gamle navn for Portugal.

Flyet, som i øvrigt kan ses som model i Belém uden for Lissabon, var udstyret med 220 gallons benzin og 15 gallons olie (1 gallon = 3,78 liter), navigationsudstyr og et par kufferter. Med sig havde de desuden en kasse med uniformsfrakker og kasketter, et eksemplar af nationaldigtet ”Os Lusíados” af Luis de Camões, et brev fra Portugals præsident António José de Almeida til Brasiliens præsident Epitácio da Silva Pessoa samt en flaske portvin – nærmere bestemt en Adriano fra Ramos Pinto af typen Reserva Tawny og dermed et blend af 6-8 år gamle fadlagrede portvine.

På det tidspunkt var navnet Adriano nærmest synonymt med portvin i Brasilien. Da Ramos Pinto blev grundlagt af Adriano Ramos Pinto i 1880, havde firmaet især det brasilianske marked for øje – og netop Adriano blev den største salgssucces. Faktisk sad Ramos Pinto snart på halvdelen af det sydamerikanske marked, og der blev hurtigt lavet en række efterligninger, så Ramos Pinto hele tiden måtte indlede juridiske sagsanlæg.

Sidst i 1800-tallet var der i Brasilien en epidemi af gul feber, og da Adriano Ramos Pinto var overbevist om, at en tonisk og nærende portvin kunne afhjælpe sygdommen, blev dette påført etiketten, hvor der tidligere stod at læse: ”Adriano – toni-nutritivo”.

Det var altså ikke en tilfældig flaske portvin, som var med på flyveturen, men så at sige indbegrebet af portvin i Brasilien, hvorfor det var en god gave at have med for de to piloter.

Flyveturen var ikke uden stop undervejs, da der f.eks. skulle tankes op flere gange. Første etape gik over Kanarieøerne til Cabo Verde øerne, hvorefter de mellemlandende ved forskellige øer inden de nåede fastlandet i Brasilien. Det gjaldt også den lille øgruppe Penedos de S. Pedro e S. Paulo, hvor de måtte nødlande og vente på at ledsageskibet ”Rebública” skulle nå frem med en ny vandflyver, som de kunne benytte til det sidste af turen. Om ventetiden har de siden fortalt, at de sad og filosoferede over livet og døden, mens et par hajer svømmede omkring i havet. Derfor fik de behov for at trøste sig med flasken, som de drak. Efterfølgende efter ankomsten til Rio signerede de flaskens label, og den blev sendt retur til Ramos Pinto med beklagelse over, at de ikke kunne overbringe gaven og efter sigende med ”taknemmelighed for den opmuntring, dens indhold gav dem.”

Da Adriano Ramos Pinto var visionær, når det gjaldt PR, hvilket alle kan forvisse sig om ved et besøg på portvinsfirmaets museum i Vila Nova de Gaia, udnyttede han selvfølgelig historien og begivenheden markedsføringsmæssigt. Den originale flaske indgår den dag i dag i museets samling.

I øvrigt fortælles det som en ekstra kuriosum til historien, at et af de navigatoriske instrumenter, som var ombord på flyet, var indgraveret med de latinske ord ”IN HOC SIGNO VINCES”, hvilket på dansk betyder "i dette tegn skal du sejre". Det er tilfældigt det samme motto, som Ramos Pinto benytter på deres bomærke rundt om kristuskorset.

Det er altså i år 100 året for Gago Coutinho og Sacadura Cabral historiske flyvetur. Det har Ramos Pinto markeret ved at fremstille en jubilæumsudgave af Adriano med det fulde navn: Andriano Centenário da 1. Travessia Aéira do Atlântico Sul. Der er tale om 50 cl. flasker som kopi af den originale underskrevne flaske i et paphylster med de to piloter og flyet gengivet udenpå.

Jubilæumsudgaven er fremstillet i 12.000 eksemplarer – kun med henblik på det portugisiske og brasilianske marked for at hylde de gode relationer og altså ikke til salg her i Danmark, hvor vi må klare os med den almindelige udgave af Adriano.

Der er samtidig tale en særligt blend fortæller winemaker Thomas Rogerson, som har stået for blended sammen med masterblender Ana Rosas.

”Dette særlig blend er i gennemsnit 9 år gammelt og har ekstra blødhed og kompleksitet over på den rige og frugtige stil, som Adriano er kendt for,” fortæller Thomas Rogerson og fortætter.

”Blendet i Adriano er ellers det samme som altid, men denne er altså et særligt blend. ligesom tidligere jubilæumsudgaver også har været lavet for sig selv.”

Jeg fik fremsendt et eksemplar af 100 års jubilæumsudgaven af Adriano for at smage den, men også for at have flasken i samlingen. Jeg smagte vinen over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Her er mine noter:

Mørk rødbrun med rubin kerne og lys kant med orange skær. Stadig med primær frugt og bær samt begyndende fadnoter, ribs, mærkekirsebær og hasselnødder. Blød og rund i munden med mørke bær, syltede kirsebær, tørrede frugter og lidt nødder, let krydret, fin syre. Et ok glas, som dog ikke kan måle sig med deres udmærkede 10 års Tawny (88).

 

Artiklen har tidligere været bragt i Vinbladet

São João i Porto

Efter et par års nedlukning kunne Porto forleden igen fejre sin elskede skytshelgen São João – herhjemme bedre kendt som Sankt Hans. Men i modsætning til vores midsommerfejring med bål og hekseafbrænding er São João festen i Porto mere omfattende og byder på såvel religiøse aspekter som verdslig fest og glæde.

Rundt om i byen er gaderne pyntet op, og der er aktiviteter, dans og musik på små festpladser med kulørte lamper og tivoli-attraktioner. Folk bevæbner sig med kæmpe hvidløgsblomster, små basilikumpotter eller de mere moderne kulørte plastiskhamre, som bruges til at ønske hinanden god Sankt Hans, hvorfor der konstant høres de karakteristiske lyde af plastikhamre, der slås i hovedet på folk. Selve Sankt Hans dag er der højmesser og national helligdag.

Størst er dog selve aftenen, hvor der grilles sardiner og drikkes vin og øl, hvorefter byens indbyggere strømmer ned i nærheden af Douro floden enten i Ribeira på Porto-siden eller i Vila Nova de Gaia foran portvinshusene. 

Ved midnatstid følger højdepunktet i form af et kæmpe fyrværkeri, som synes at vare ved og ved. Det foregår fra små pontoner ude midt i floden, og jeg overværede det fra første parket, idet jeg var inviteret med til fest i topbaren på Espaco Cruz med fin udsigt.

Jeg har efterhånden deltager nogle gange, så det var dejligt igen at opleve den god stemning. Jeg var dog også i Porto af en anden grund. Det er nemlig samme tid, at portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, har deres årlige optagelsesceremoni og festmiddag, ligesom de på selve Sankt Hans dag afholder regatta på Douro-floden med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, som sejler om kap fra flodens udmunding til lige før den flotte dobbeltdækkerbro.

Da jeg selv er medlem af broderskabet, er det altid en fornøjelse at deltage i såvel den mere højtidelige ceremoni som den efterfølgende fest, ligesom jeg har gjort det til en vane at være med ombord på en af de gamle både og deltage i regattaen. I år var ingen undtagelse, da jeg var inviteret ombord på båden fra Dalva i dejligt selskab med såvel folk fra portvinsfirmaet som andre gæster.

Trods det travle program blev der på turen også tid til et par enkelte besøg hos portvinshuse. På førstedagen fik vi en lille rundvisning hos Sandeman, hvor vi bl.a. så det forholdsvis nyindrettede hostel, hvor der er såvel sovesale som enkeltværelser at få. Herligt at vågne op om morgenen i et portvinslager og med udsigt over floden. Vi fik også besøgt husene Churchill´s og Andresen, hvor der blev smagt på den dejlig drik.

Snarest vil jeg må min vinblog, Vin med Mouridsen, skrive mere om besøgene hos portvinshusene.

Sophias Eksemplariske Fortællinger

Vores egen H.C. Andersen skrev eventyrlige fortællinger. Karen Blixen fantastiske fortællinger. Portugisiske Sophia de Mello Breyner Andresens lille bog har titlen ”Eksemplariske Fortællinger”. Sammenligningen er ikke tilfældig. Som efternavnet antyder har Sophia, som hun almindeligvis kaldes i Portugal, faktisk danske aner, og for det andet har de seks små fortællinger såvel noget eventyrligt som noget fantastisk over sig.

Er man portvinsentusiast som undertegnede, vækker navnet Andresen genklang, idet portvinshuset J. H. Andresen sender fadlagret portvin af høj kvalitet på markedet. Firmaet blev grundlagt i Porto i 1845 af den kun 19 år gamle Jan Heinrich Andresen, der som 14-årig havde forladt fødeøen Fuhr, som den gang var dansk.

Jan Heinrich var oldefar til Sophia, som blev født i 1919 i Porto og voksede op på landstedet Quinta do Campo Alegre lidt vest for byen. Derudover tilbragte familien også megen tid ved Praia da Granja, lidt nede af atlanterhavskysten. Såvel standen som den store have ved hjemmet, som i dag er byens botaniske have, har inspireret Sophias forfatterskab, der består af såvel børnefortællinger og noveller som skuespil og digte.

Sophia tilhørte så afgjort byens bedre kredse – et sted mellem det bedre borgerskab og aristokratiet. Hun fik en kristen opdragelse og studerede klassisk filologi ved universitetet i Lissabon. Men samtidig var både hun og manden, der var advokat og journalist, i opposition til Salazar-styret. Efter revolutionen i 1974 blev hun valgt til parlamentet for det socialistiske parti. I 1999 modtog hun den fornemme litteraturpris Prémio Camões. Sophia døde i 2004 i Lissabon, 84 år gammel, og er stedt til hvile i Pantheon sammen med mange andre store nationale personligheder.

Samlingen ”Eksemplariske Fortællinger” (”Contos Exemplares”) udkom første gang i 1962 og består af seks meget forskellige fortællinger, som dog har en tone til fælles, der veksler mellem det næsten absurd underfundige og det moralske – eller eksemplariske for nu at bruge titlen. Fortællingerne bygger såvel på erindringer som på kristen etik og for fleres vedkommende med et bagvedliggende socialt engagement.

Den længste historie, ”Middag for biskoppen”, er en fortælling om standsforskelle mellem godsejeren og de fattige landarbejdere, men samtidig også en kristen fabel om næstekærlighed og kirkens rolle. ”Rejsen” er en parafrase over livet, hvor et par er på vej gennem et eventyrligt landskab, der konstant ændrer sig, så de farer vild. De kortere fortællinger som ”Homer” og ”Manden” er små stærke historier med mytiske, kristne og sociale aspekter og samtidig skrevet i et dejligt malerisk sprog. Kender man f.eks. til den særlige portugisiske arkitekturretning, manuelismen, er en sætning som denne meget sigende: ”Konk var som et manuelinsk monument. Alt i ham mindede om noget maritimt”.

”Eksemplariske Fortællinger” er oversat af Knud Møllenbach og med fine illustrationer af kulturattaché ved Portugals ambassade i Danmark, Silvia Schiermacher (eksempel nedenfor).

Og for nu at fulde ende cirklen og vende tilbage til den indledende snak om portvin og Danmark. På min reol ved siden af ”Eksemplariske Fortællinger” står to andre små bøger af Sophia de Mello Breyer Andresen. En digtsamling med titlen ”Navegações” og så den lille børnefortælling ”O Cavaleiro da Dinamarca”, Ridderen af Danmark – et lille juleeventyr om en dansk ridder, der tager på pilgrimsrejse til det hellige land.  Den sidste fik jeg foræret af en af mine gode bekendte fra portvinsbranchen, da jeg selv er udnævnt som Cavaleiro i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto.

 

”Eksemplariske Fortællinger” af Sophia de Mello Breyer Andresen er udkommet på Forlaget Nordivox i såvel trykt udgave som ebog og lydbog.

Portugisere i eksil i Danmark

Tak Susie! Sådan hedder en ny lille publikation, der beretter om politiske flygtning fra Portugal i Danmark. Bogen blev nyligt præsenteret ved et lille arrangement i København, hvor der blev talt om såvel baggrunden for eksilet som hvorfor og hvordan, det foregik.

Irene Pimental, som er historiker ved universitetet i Lisboa og specialist i nyere portugisisk historie og tiden under Estado Novo, fortalte om ”the forced silence” – altså den tavshed, som prægede tiden under diktaturet. Tavsheden var en konsekvens af Salazars såkaldte ”revolution of mind”, hvor propaganda, censur mv. bragte oppositionen til tavshed.

”Propagandaen sagde, at alt var godt i Portugal. Der var ingen sult, ingen selvmord, ingen influenza, ingen homoseksualitet, ingen massakrer i Afrika, ingen slum og ingen aborter etc.,” lød det bl.a. fra Irene Pimental.

Tavsheden blev også fremtvunget af sikkerhedspolitiet PIDE og den tortur, som også blev anvendt.

”Tortur handler ikke kun om at få folk til at tale, men også om at få andre til at tie. Det er en advarsel til andre,” som Irene Pimental formulerede det.

Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, bød velkommen ved boglanceringen

Den konkrete anledning til at mange emigrerede var dog krigene i kolonierne i Afrika. Portugiserne skulle aftjene fire års militærtjeneste, hvoraf de to år skulle afvikles i kolonierne. I 1964 kæmpede f.eks. 100.000 unge portugisiske soldater i Afrika.

Da mange var modstandere af kolonikrigene, nægtede en del at tage del. I 1971 var det f.eks. 25 % af de unge, som ikke gik ind i hæren, selv om de blev indkaldt, og en del af dem emigrerede.

Fra 1962 til 1973 emigrerede således 1½ million portugisere. Destinationen var især lande som Frankrig, men under 100 af dem endte også i Danmark. Det gjaldt bl.a. Carlos Neves, Joaquin Saraiva og Jorge Leitão, som var til stede ved præsentationen, og alle har bidraget med deres personlige fortællinger i bogen.

”Jeg ville ikke med i den idiotiske krig, hvor man slog mennesker ihjel på et andet kontinent,” som Carlos Neves, der flygtede, da han i 1970 blev udtaget til tjeneste i Guinea-Bissau, direkte udtrykte det.

”At desertere var civil ulydighed. Hver gang en deserterede var det et nederlag for regimet,” supplerede Jorge Leitão, som flygtede i 1971 – først til Paris og derefter til Danmark, da der begyndte at være rygter om, at Frankrig ville sende desertører retur til Portugal.

Flugten til Danmark foregik ved hjælp af menneskesmuglere, og som det også fremgår af fortællinger fra danskere, som tog imod flygtningene, endte de ofte i venstrefløjsmiljøet i København og Aarhus.

”Jeg kom fra et land, hvor man ikke kunne snakke, til et land, hvor man talte hele tiden – især om politik for sådan var tiden,” som Carlos udtrykte det.

Fra venstre:Carlos Neves Joaquin Saraiva og Jorge Leitão

Generelt blev der taget godt imod de portugisiske desertører af såvel frivillige som organisationer som Dansk Flygtningehjælp. Som Joaquin Saraiva, der efter en tur til Sverige endte i Aarhus, beretter i bogen:

”Jeg vil gerne fremhæve effektiviteten i den støtte, som vi fik af flygtningehjælpen. Udover indkvartering, måltider, et månedligt beløb til lommepenge og personlige fornødenheder støttede de os med sprogkursus i dansk, der var en betingelse for at kunne arbejde eller studere.”

Bag udgivelsen af bogen står det EU-støttede projekt #ECOS – Exílios, contrariar o silêncio” (landflygtighed, at bryde tavshed), som her i tiden op til 50 året for Nellikerevolutionen i 1974 har opsporet personlige erindringer fra tiden, hvor portugisere drog i eksil i Europa. Beretningerne er en del af Portugals historie, men altså også en del af Danmarks historie, som vi ikke har hørt meget til.

Og så til slut. Titlens Susie er hverken navnet på en portugiser eller en kvinde, som tog imod dem efter flugten til Danmark. Det er navnet på en hund, som blev luftet ved grænsen til Tyskland af en dansk mand, som Jorge Leitão skulle møde efter at have krydset grænsen. Når Jorge hørte manden kalde på sin hund, vidste han, at han kunne komme frem og komme i sikkerhed.

Læs mere om projektet her.

 

A wonderful Kingdom – nyt filmisk portræt af Douro

Der er efterhånden kommet flere dokumentarfilm om Douro og portvin – og tak for det. I 2012 gjaldt det Zev Robinsons ”Life on the Douro” og i 2016 fulgte David Kennards fremragende “A Year in Port” for at nævne to af de mest markante. I år gælder det så ”A wonderful Kingdom” af Carlos Carneiro, som ikke så meget fokuserer på portvinsbranchen, men mere på landskabet og ikke mindst høstarbejdernes virke i marken og i kælderen.

”Beyond Marão, those who rule are those who are there”, lyder det indledningsvis med et citat lige inden de første smukke billeder toner frem af broerne ved Regua ved solopgang fulgt af en panorering under broerne og op i Douro. Således ankommer vi til titlens vidunderlige, men isolerede kongedømme, som vækkes til live hvert år under høsten.

Gennem fire kapitler med overskrifterne ”Everybody is in charge”, ”Hot Land, Cold Land”, “Bottled Sunlight” og “Son of Tras-os-Montes” følger vi arbejdet fra plukning af druerne i marken, transporten til quintaen, sortering, fodtrædning i lagaren, gæring og arbejdet med fadene og kvaset samt flytning af fade. Skridt for skridt og uden nærmere forklaring. Instruktøren forklarer:

”For det første ville jeg gerne vise Douro fra sin bedste side under høsten – et magisk sted. Men så ønskede jeg også at zoome ind på befolkningen, de såkaldte ”transmontanos”, og gøre dem til heltene frem for dem, der normalt får al opmærksomheden så som vinproducenterne. På den måde ville jeg gerne lidt bag scenen og vise den arbejdsproces, det er at fremstille portvin og Douro-vin,” siger Carlos Carneiro og fortsætter:

”Det er et kærlighedsbrev – en ode til Transmontano.”

Filmen er på en gang en dokumentarfilm, men samtidig også et billeddigt baseret på den portugisiske forfatter Miguel Torgas prosa af samme navn, ”Um Reino Maravilhoso”, der som det meste af Torgas produktion er en hyldest til det barske landskab i Trás-os-Montes – landet bag bjergene og ikke mindst dets indbyggere. Det gælder f.eks. den for portvinsentusiaster meget interessante roman ”A Vindima” (oversat til engelsk som Grape Harvest), der udspiller sig i 1945 under høsten på Quinta da Cavadinha og klart kan anbefales.

”Under min research læste jeg ”A Vindima”. Men så faldt jeg over hans bog ”Portugal” fra 1950, som er et poetisk portræt af landet, der viser arbejderklassens hårde arbejde og svære forhold under diktaturet. Hver region har sit kapitel, og det om Trás-os-Montes, ”A Wonderful Kingdom”, ramte mig virkelig. En utrolig beskrivelse af regionen og dets indbyggere, som jeg vidste, at jeg aldrig kunne overgå. Så i stedet for en fortæller, som giver alle mulige facts om Douro, valgte jeg Torgas poetiske beskrivelse af regionen,” fortæller Carlos Carneiro.

Miguel Torgas tekst er oversat til engelsk og selveste Malcolm MacDowell, som de fleste sikkert husker i rollen som Alex i Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange”, lægger stemme til. Fortællestemmen, hvis udtale af portugisiske stednavne godt kunne trænge til en opstramning, dukker op med mellemrum, ligesom teksten trods sine poetiske kvaliteter også med mellemrum virker lidt malplaceret, som da den remser hvide druesorter op, men vi ser røde druer. Derudover udgøres lydsiden kun af lidt stemningsskabende underlægningsmusik, reallyde og small talk mellem arbejderne i marken eller i kældrene – inklusiv deres umiddelbare kommentarer om kameraets tilstedeværelse. Men her er altså netop ingen såkaldte ”talking heads”, der forklarer og fortæller om, hvad der foregår.

Det er derfor ikke en film, man bliver klogere på portvin af at se. Det er mere tale om formidling af en stemning og en poetisk hyldest til befolkningen, arbejdet og landskabet. Douro præsenteres som en mytisk land – et kongedømme af skønhed, hvor klipperne taler. Og som et sted, hvor der slides i mark og kælder.  

Stederne og quintaerne bliver ikke navngivet, men enkelte som Niepoorts Vale de Mendiz og Quinta de Nápoles samt Churchill´s Quinta da Gricha er dog genkendelige.  Derudover oplyser instruktøren, at der er optagelser fra Quinta das Amendoeiras og Quinta Maria Izabel.

Den en time og 20 minutter lange film er flot, men kræver tålmodighed. Den fortælles i et meget langsomt tempo med lange passager kun med lyde og billeder. Køreture mellem vinstokkene, lange vandreture mellem fadene i kælderen, vand der løber, druer der sorteres og fødder der farves røde af druesaft. Ind i mellem benyttes ovenikøbet optagelser i slowmotion, hvilket sænker tempoet yderligere.

 

 Læs mere om filmen og om, hvordan du kan se den, her.

Stillfotos fra filmen.