Søfareren - en rejse gennem Portugals tabte imperium

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

 

Der findes rejseberetninger, som simpelthen er en nydelse at læse. Både fordi de er skrevet med sprogligt overskud som en indlevende og medrivende fortælling, og fordi de på glimrende vis formidler de besøgte steders historie, kultur og geografi.

En sådan bog er ”Søfareren” af norske Erika Fatland, som tager os med på en rejse så at sige jorden rundt i kølvandet på de portugisiske opdagelsesrejsende. Titlen refererer da også til manden, der grundlagde Portugals storhedstid som søfartsnation, prinsen Henrik Søfareren.

Henrik Søfareren (1394-1460) fik ikke selv rejst meget, men organiserede og deltog i  portugisernes erobring af Ceuta i 1415. ”Så historien om det verdensomspændende portugisiske imperium begyndte altså her, ved den nøglehulsformede kalifatport i Ceutas bymur, i august 1415,” som det hedder i bogen.

Derefter igangsatte han flere sørejser, hvor de lette og navigationsdygtige portugisiske karaveller bevægede sig længere og længere mod syd langs Afrikas vestkyst. Nogle nåede også langt ud i Atlanterhavet for at kunne opnå gunstige vinde, når de skulle sydpå. Resultatet var, at øer som Madeira, Azorerne og Cap Verde blev opdaget, selv om vikingerne dog havde været på Azorerne før portugiserne. Og turen ned langs Afrikas kyst, førte dem siden rundt om kontinentets sydligste punkt, Kap Det Gode Håb, og derefter op langs østkysten, hvorfra rejserne fortsatte trin for trin mod østen, Indien, Kina, Indonesien og Japan.

Det fjerne østen, hvorfra krydderier, muskatnødder, nelliker og andre varer kom, var hele tiden målet – foruden en vis ambition om at kristne de folkeslag, de mødte på deres vej. Kunne portugiserne finde søvejen til Indien, kunne de springe uden om alle mellemhandlerne i form af arabiske og venetianske handelsmænd. Her var kilden til stor rigdom gemt.

Undervejs blev der anlagt handelsstationer, som langt senere udviklede sig til kolonier som Guinea-Bissau, São Tomé og Principe, Angola, Mozambique, Goa, Macau og Østtimor. Sidstnævnte blev først selvstændig i 2002  i modsætning til de afrikanske kolonier, der fik selvstændighed efter Nellikerevolution og afskaffelsen af diktaturet i Portugal i 1974.

Bogen har en rammefortælling, hvor Erika Fatland befinder sig ombord på store fragtskibe, der sejler fra Europa, rundt om Afrika og til det fjerne østen – altså omtrent samme rejse, som de opdagelsesrejsende udførte trin for trin over mange år, hvortil kommer et afsluttende afsnit om Brasilien. Beskrivelserne af denne rejse og livet ombord afbrydes så af besøg på de øer og i de byer og lande, som de gamle søfarere besøgte, eller hvor de etableredes sig. Disse besøg er dog udført på andre rejser, da skibet, hun sejler med, kun anløber få havne undervejs.

Målet er kort fortalt at få svar på det enkle spørgsmål: ”Hvilke spor findes stadig af portugisernes næsten glemte imperium?” Men ikke kun det. Forfatteren leverer også en gang samtidshistorie om de besøgte steder, byer og lande – og hun beretter om indbyggerne og deres kultur med mange små interessante og sjove detaljer, så både den store og den lille historie fortælles. Vi hører om fado i Portugal, morna på Cap Verde og om samba i Brasilien. Vi hører om forfattere og politik – og om krigsveteraner fra kolonikrigene, en eneboer på Sankt Helena og skjulte kristne i Japan. Og vi hører om portugisernes omfattende slavehandel:

”Portugiserne stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, seks millioner mennesker i alt. Til sammenligning havde Portugal lidt over fire millioner indbyggere i 1867. Omkring fem millioner af de afrikanske slaver, der blev sendt over Atlanten, endte i Brasilien. De fleste af dem kom fra Angola. Intet andet land mistede så mange mennesker til den transatlantiske slavehandel.”

Men hvad er så arven efter det portugisiske imperium? For det første er der fysiske aftryk i form af bygninger, ruiner og de stensøjler (såkaldte padrões), sømændene rejste, hvor de kom frem. Derefter er der sproget, idet portugisisk stadig tales i de tidligere kolonier, samt kulturen og historien. Eller som Fatland formulerer det: ”Imperiet er indgraveret i deres efterkommeres gener, sprog og erindringer.”

Men det portugisiske søimperium var faktisk også starten på den moderne verden, påstås det i bogen:

”Det hele startede med dem, ved du,” sagde han fra sin pude. ”Den moderne verden, som vi kender den, startede med dem. De var de første, de allerførste. De åbnede verdenshavene. De forbandt Europa med Afrika og Asien og Amerika. De drog også nordpå, ved du, til Grønland og Newfoundland, hvor de fiskede efter torsk i konkurrence med baskerne. De var overalt. Den globaliserede verden begyndte med portugiserne! Columbus er bare en parentes sammenlignet med de portugisiske opdagelsesrejsende. Alt begyndte med Portugal.”

Portugal var en global stormagt den gang. Nu er det et lille land på randen af Europa. ”Længslen og melankolien er det eneste, der er tilbage af det vældige imperium,” som det lyder i bogen, der dog også skyder med skarpt på landets måde at omgås historien:

”Opdagelsestiden bestod af modige og epokegørende opdagelser, men mest af alt bestod den af forlis, krig, vold – og slaveri. Selvom portugiserne alene stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, er der i Lissabon ikke et eneste monument til minde om slavernes skæbne.”

”Søfareren” er klart anbefalelsesværdig, hvad enten man som jeg har en forkærlighed og stor interesse for Portugal og landets historie eller blot kan lide at læse spændende rejseberetninger. Den er til at blive klogere af og udvider ens horisont – både bogstaveligt og i overført betydning. Tænker også jeg vil give mig i kast med andre af Erika Fatlands rejsebøger som ”Højt”, ”Grænsen” og ”Sovjetistan”.

 

Erika Fatland: Søfareren. En rejse gennem Portugals tabte imperium. Informations Forlag 2025

Andresen – et portvinshus med danske aner

 

Historisk set er portvin udviklet i et samarbejde mellem England og Portugal. Det var englændernes jagt på vin, som kunne erstatte den fra krigsmodstanderne Frankrig, der førte til ”opfindelsen” af portvin. Vinen klarede bedre den lange sørejse hjem, hvis der blev tilsat lidt brandy. I dag tilsættes druesprit under gæringen, så denne stopper, og resultatet bliver en sødere vin med en alkoholprocent på omkring 20 %.

Af denne grund har de fleste portvinshuse i dag engelske eller portugisiske navne. Blandt de første er Sandeman, Taylor´s, Dow´s og Graham´s. Blandt de sidste Ferreira, Ramos Pinto, Barros og Cálem. Men der er også portvinsnavne, der vidner om andre landes engagement i datidens handel med vin. Det gælder f.eks. tyske Kopke og Burmester, hollandske Niepoort og norske Krohn. Og så er der Andresen, som har danske aner.

For ja, Danmark har faktisk også sat sit aftryk i portvinens historie. Det skyldes en ung dansker, eller rettere friser, fra øen Føhr, som frem til 1864 hørte under det danske kongerige. Jan Heinrich Andresen var hans navn, hvorfor man den dag i dag herhjemme kan købe portvin med navnet Andresen – et navn, som mange portugisere udtaler på samme måde som navnet på den verdensberømte digter H.C. Andersen, som i øvrigt selv besøgte Portugal i 1866.

Jan Heinrich Andresen blev født i den lille landsby Øvenum på Føhr den 29. januar 1826. Han blev konfirmeret i 1841, hvorefter han tog hyre på et skib, der sejlede til Porto, hvortil han ankom som kun 15-årig. Han besluttede sig for at blive og fik snart arbejde i et handelsfirma.  

I 1845 etablerede han sit eget handelsfirma J.H. Andresen, hvor J.H. nu stod for det portugisiske João Henrique. Han blev da også portugisisk statsborger i 1854. I et første kortvarigt ægteskab fik han to sønner, som først blev sendt tilbage til Føhr og siden emigrerer til USA. I 1860 gifter han sig på ny og får endnu otte børn.

Firmaet ekspanderede og fik med tiden sin egen skibsflåde, der sejlede varer til lande som England, Tyskland og Rusland, men især USA og Brasilien. Varesortimentet var bredt: petroleum, korn, ure, keramik og drikkevarer herunder vin. Fra en filial i Brasilien blev der eksporteret gummi.

Vin udgør med tiden en betydeligt del af handlen, hvorfor han også erhverver vingårde i Douro. Tallene taler om en kraftig vækst i salget af portvin. I 1863 blev der eksporteret 210 såkaldte pipas på hver ca. 550 liter, hvilket i 1872 steg til 557 pipas og igen til 1.150 i 1875. Blandt modtagerlandene var Danmark, hvilket også gælder i dag.

João Henrique Andresen blev en veletableret og velrenommeret del af Portos handelsliv, udnævnt til præsident for handelskammeret og sent i livet konsul for både Oldenburg og Venezuela. Det var da også en større arv, han gav videre til børnene ved sin død i 1893.

I det nye århundrede fulgte verdenskrige, børskrak og økonomiske problemer. Med tiden frasælger familien dele af den vidtforgrenede virksomhed, og i 1942 sælges portvinsfirmaet til Albino Pereira dos Santos. I dag drives portvinshuset af dennes efterkommere med Carlos dos Flores som direktør. Selv om de danske aner ligger langt tilbage i tiden, skatter Carlos på dem og besøger jævnligt Danmark for at skænke portvin fra Andresen ved portvinsfestivaler.

Jan Heinrich Andresen er da heller ikke glemt i Portugal. For et par år siden fik han sin første biografi, skrevet af den portugisiske historiker Gaspar Martins Pereira. Bogen fortæller dels om hans liv og virksomhed og dels om efterkommerne frem til 1942. En af dem er den kendte portugisiske forfatter Sophia de Mello Breyner Andresen, som levede fra 1919 til 2004 og i 1999 modtog landets store litterære pris, Prémio Camões.

Sophia, som hun kort og godt kaldes i Portugal, skrev især digte, men også eventyrlige fortællinger, hvoraf et par bind er kommet på dansk. I ”Sophias Julefortællinger” kan man f.eks. læse om ”Ridderen fra Danmark”, som drager på pilgrimsfærd til det hellige land. I en anden fortælling, ”Saga”, som dog ikke er oversat til dansk, fortæller Sophia om den unge sørejsende Hans, der ankommer til Porto. Historien er tydeligt baseret på erindringer om oldefarens ankomst til Porto. 

I dag kan vi danskere altså læse fortællinger skrevet af en efterkommer til Jan Heinrich Andresen. Og vi kan nyde et glas portvin fra det portvinsfirma, han grundlagde.