lørdag den 14. september 2019

Port Wine Day 2019


Siden 2014 har det været en tradition, at portvinsinstituttet, IVDP, afholder Port Wine Day i Porto i september måned for at fejre regionens demarkering, hvilket fandt sted den 10. september 1756. Trods navnet foregår det ikke kun på selve årsdagen, men over flere dage, hvor IVDP arrangerer forskellige aktiviteter for at fejre portvinen.
Programmet er forskelligt år efter år og veksler mellem smagninger, besøg på quintaer i Douro og huse i Gaia, regatta med de gamle portvinsbåde og de senere år et festligt Port Wine Day Sunset Party, hvor forskellige producenter under åben himmel skænker vin og portvin til såvel inviterede som turister og lokale, der køber smagekuponer.
Er der tale om et år, hvor der er bred Vintage deklarering, indgår der også en kæmpe smagning af den nyeste årgang samt en lille ceremoni, hvor portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som en tradition erklærer deres egen Vintage.
Det sidste var tilfældet såvel sidste år som i år, da der jo har været tale om en såkaldt back-to-back deklarering. Jeg deltog begge år – både fordi det er en god mulighed for at smage og vurdere en lang række nye Vintage, og fordi det er en fin lejlighed til at fejre portvinen sammen med mange af producenterne, hvoraf en stor del er meget gode bekendte. Og som portvinsbroder med rang af Cavaleiro er det også altid en oplevelse at deltage i Confrarias arrangementer.
I år lagde jeg ud med et par dage i Lissabon, hvor jeg besøgte vingårde i regionen af samme navn med henblik på en kommende artikel i Din Vinguide. Derefter med eksprestoget til Porto for at deltage i Port Wine Day. 


Jeg ankom eftermiddagen inden og nåede lige at hilsen på Isabel Vieira og Joana Duarte fra Bulas, som netop har åbnet en vinbar på Porto-siden i en sidegade til Rua das Flores. Her nød jeg et glas frisk og velsmagende 10 års Dry White Port sammen med Isabel.


Port Wine Day blev indledt med en kæmpe smagning af Vintage 2017 fra 48 producenter og med i alt 72 vine, hvilket foregik i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa, hvor også Confrarias årlige optagelsesceremoni i juni finder sted. Jeg nåede desværre langt fra alle vine, da jeg også tog mig god tid til at snakke med winemakere, producenter og venner. Men noter fra en pæn buket af vinene vil følge snarest på min vinblog.


Derefter fulgte ceremonien i Confraria do Vinho do Porto, som fandt sted på den store trappe op til førstesalen, hvilket desværre var lidt trængt med de mange deltagere og tilskuere, hvorfor det var svært at se, høre og følge med. En efter en kaldes winemakere og andre repræsentanter fra de forskellige huse op, hvorefter de hælder en flaske af deres egen Vintage i et stort glas. Og, ja. Der er dem, der har flere flasker med, mens andre huse med flere deklareringer fordeler det lidt ud. Når blandingen af de mange forskellige vine er færdig, prøvesmages den og godkendes af broderskabets ledelse, Chancelaria, som derefter erklærer Confrarias Vintage med den vanlige skålen for portvinen, for broderskabet og for portvinsbrødrene. Ganske højtideligt og festligt.


Dagen efter vandrede jeg lidt rundt i Porto og Gaia uden et egentligt program. Jeg så, hvor langt Fladgate Partnership er kommet med byggeriet af deres megaprojekt World of Wine, som vil ændre en del på logistikken i Gaia, gik ad et par af de små rustikke smøger i anden parket og en tur ned til det lille skibsværft, hvor Dalvas Barco Rabelo åbenbart var til reparation. 


I Gaia mødte jeg også Filipa Correira, som jeg kendt siden 2001, hvor hun var ansat hos Ramos Pinto for at organisere arkivet og bane vejen for det flotte museum i de gamle kontorlokaler. I dag er hun chef for det forholdsvise nye portvinshus Vasques de Carvalho, som har eksisteret siden 2000 og især udmærker sig med deres Tawny-serie, men også laver såvel Vintage som hvid portvin og bordvin.
Filipa bød venligt på en god snak, et par glas og lidt tapas i deres dejlige lille og anbefalelsesværdige præsentationslokale, som ligger på det lille torv med kirken bag Ramos Pinto. Deres White Reserva og selvfølgelig deres 40 års Tawny bekom mig meget vel.


Senere om eftermiddagen var det så tiden for Port Wine Day Sunset Party, der lige som sidste år fandt sted i parken over det lille butikscenter ved Clérigos på Porto-siden. Her var 28 forskellige producenter repræsenteret med såvel bordvin som portvin, som blev udskænket i solen til tonerne fra en DJ. Jeg fik besøgt flere stande, men langt fra alle – og koncentrerede mig faktisk om at smage hvidvin og rødvin, inden jeg dog – selvfølgelig – sluttede med lidt portvin. Nåede også at indhente et par udgaver af Vintage 2017, som jeg ikke nåede dagen før.


Der blev ikke taget noter, så lad mig her nøjes med at sige tak for skænken og snakken til de mange, jeg mødte. Ingen nævnt – ingen glemt.
Et enkelt hus vil jeg dog nævne. Quinta do Pôpa har jeg faktisk længe gerne ville lære bedre at kende, da deres bordvine har et godt ry (de producerer dog også en Vintage Port). Quinta do Pôpa blev etableret i 2003 og laver såvel blends som enkeltdruevine af god kvalitet med masser af frugt og friskhed. Jeg håber på et senere tidspunkt at kunne introducere dem nærmere i Danmark, da de fortjener at være på markedet.


Alt i alt en god tur med gensyn med mange bekendtskaber og møder med nye. Og så er Porto jo en dejlig by med mange andre attraktioner end lige portvin.


Læs også om Port Wine Day 2018 i tidligere indlæg om Confrariasdeklarering, besøg hos Rozès og smagning af Vintage 2016.

1 kommentar:

  1. Denne kommentar er blevet fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet