Portugal har i dag mistet en af sine allerstørste forfattere,
Agustina Bessa-Luís.
Agustina Bessa-Luís blev født i Nordportugal i 1922. Hun
har modtaget adskillige priser i såvel Portugal som internationalt, blev i 1997
nomineret til Nobelprisen i Litteratur og modtog i 2004 den fornemme
Camões-pris.
Hun debuterede som forfatter i 1949 og slog igennem med
romanen ”A Sibila” fra 1954. Siden er fulgt en lang række noveller, romaner og skuespil.
Hun virkede da også som leder af Portugals nationalscene, Teatro Nacional D.
Maria II fra 1990 til 1993. Den sidste roman ”A Ronda da Noite” (”Nattevagten”)
blev udgivet i 2006. Flere af
hendes romaner, herunder ”Abrahams dal”, er blevet filmatiseret af den store
portugisiske instruktør Manoel de Oliveira.
Hendes skrivestil med lange ordstrømme og indskudte
sætninger kan umiddelbart synes lidt svært tilgængelig, men er så afgjort
udfordringen værd. Foruden de mange menneske- og familieportrætter giver de
også et fint billede af Portugal før som nu.
Flere af hendes romaner er udkommet i dansk oversættelse ved
Jorge Braga på hans eget forlag Ørby.
Selv om der de sidste godt 10 år har været stille omkring
Agustina Bessa-Luís på grund af sygdom har hendes bøger og livsværk levet
videre. Det vil de helt sikkert også gøre fremover.
R.I.P.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar