onsdag den 25. oktober 2017

Portvinsbibel i Pixi-udgave

Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin” har mange gode kvaliteter, men velegnet til rejsebrug kan man ikke ligefrem kalde den. Derfor er det oplagt at lave en lille handy udgave med de mest nødvendige oplysninger. ”Portvin i glasset”, som Oldenburgs nye bog hedder, er i lommebogsformat og let at gå til, men samtidig med den vidensmæssige tyngde og det historiske overblik, som præger hovedværket.
Bogen indledes med en gennemgang af ”2000 år på 32 sider”, hvorefter de rent informative afsnit om portvinstyper, årgange, huse mv. følger. Årgangsskemaet rækker fra seneste årgang (2015) og tilbage til 1963 og medtager altså ikke helt gamle årgange, men de mest tilgængelige på markedet.
I afsnittet ”Find din portvinssmag” er enkelte væsentlige karakteristika beskrevet for de forskellige typer sammen med en liste over farve, næse, smag etc. Listen er dog ikke helt nem at finde ud af ved første øjekast og kunne være lavet mere enkelt og logisk.
Afsnit med portvinshuse nævner også importører med henvisning til hjemmeside, så læseren selv kan finde frem til, hvilke vine, der er til at få i handlen herhjemme. Alle portvinshuse er ikke nævnt, men de største og mest væsentlige er med – sammen med forfatterens personlige udvalg af mindre huse.
Som noget nyt har Oldenburg lavet en lille liste over sine egne favoritter i form at 12 anbefalede vine. Listen omfatter dog kun de fire forskellige typer af tawny med alder, selv om der sniger sig et par hvide ind, og den byder på såvel selvskrevne huse som enkelte overraskelser set med mine øjne. Det må efterprøves!
Endelig følger til sidst en lille ordliste med såvel portugisiske som engelske ord, der alle får deres lille forklaring, ligesom der er henvisninger til portvinsfestivaler, -klubber og -barer.
Oldenburgs baggrund som historiker er tydelig, idet afsnittet om portvinens historie er fyldigt, grundigt og godt fortalt. Man kan selvfølgelig diskutere vægtningen, idet historieafsnittet udgør næsten en tredjedel af bogen, men på den anden side er det vel ”god opdragelse”, at den gyldne drik sættes ind i en historisk og kulturel kontekst. Portvin er ikke bare noget, der kan hives ned fra hylden. Det er også historiefortælling, tradition og fornyelse. Portvin er skabt over tid og skal nydes over tid.
”At nyde er at lære”, lyder det i indledningen, og bogen er netop skrevet for, at de nysgerrige kan lære, mens de nyder. Og så er den – som nævnt indledningsvist – glimrende at have med i lommen, mens man går rundt på kajen i Vila Nova de Gaia og overvejer sit næste besøg.
Fin lille – og billig – gaveidé til nybegyndere eller andre nysgerrige portvinsnydere. Eller måske en mandelgaveidé her til jul?


Henrik Oldenburg: Portvin i glasset. Rosinante 2017, 128 sider, vejl. udsalgspris: 69,95 kr.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar