Der bliver hilst til højre og venstre på Marco Rodrigues nye
album, Fados do Fado, som er en hyldest til mandlige fadosangere. De fleste
forbinder jo umiddelbart fado med en kvindelig fadista med sort sjal over
skuldrende, akkompagneret af mandlige guitarister. Men traditionen med mandlige
sangere er lige så lang og tæller også store berømtheder – både i Lissabon,
hvor Alfredo Marceneiro i sin tid udgjorde det mandlige sidestykke til Amália,
og i Coimbra hvor universitetsbyens særlige fadovariant især udøves af mænd.
Marco Rodrigues vandt amatørkonkurrencen Grande Noite do
Fado i 1999, begyndte at synge på Café Luso og pladedebuterede i 2006. Med
tiden har han etableret sig som en af tidens førende mandlige fadosangere – et
selskab, der foruden nestoren Carlos do Carmo tæller Ricardo Ribeiro, Camané og
de to øvrige Moutinho-brødre, Helder og Pedro.
Albummet byder på fortolkninger af sange fra mandlige
fadosangeres repertoire heriblandt netop Carlos do Carmo, som Marco Rodrigues i
øvrigt sang en glimrende duet med på albummet Tantas Lisboas fra 2011, men også
Jorge Fernando, Tristão da Silva, Max (Maximiano de Sousa) og Tony de Matos med
hans særlige latinudgave af fadoen.
Det stærke udlæg på albummet er Max´ kærlighedserklæring til
citronsælgeren, ”Rosinha dos Limões”, som hans øjne følger efter, da hun
passerer nedenfor hans vindue. Andre glimrende fortolkninger er ”Vendaval” fra
Tony de Matos´ repertoire, Jorge Fernandos ”Trigueirinha” Camanés stille flotte
”Guitarra” og ikke mindst Carlos do Carmos sang om kvarteret ”Bairro Alto”, der
jo huser adskillige fadorestauranter.
Flere af sangene har også gennem årene været indspillet af
kvinder, men som Marco Rodrigues selv har udtalt, er de tydeligvis skrevet af
og for mænd – og altså nu genindspillet af ham selv. En enkelt undtagelse fra
denne tematik er der dog også blevet plads til. Det gælder Amálias ”Acho
inúteis as palavras”, som også var med på hans debutalbum.
Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor Marco
Rodrigues, da jeg første gang hørte ham. Men efter at have lyttet gentagne
gange til det nye album samt oplevet ham optræde en enkelt gang, er jeg
overbevist om kvaliteten og den fortjente hæder. Jeg hørte ham nu hverken ved
en koncert eller på et fadohus, men på fadomuseet i Lissabon, Museo do Fado, hvor
han og Cristina Branco gav hver et kort sæt i forbindelse med åbningen af en
udstilling med fadoinspirerede malerier af Julio Pomar.
Med Fados do Fado skriver Marco Rodrigues sig for alvor selv
ind i rækken af mandlige fadosangere. Alt i alt et noget traditionelt, men
glimrende fadoalbum, indspillet med klassisk besætning og fint afvekslende
tempomæssigt.
Marco
Rodrigues: Fados do Fado, Universal Music 2015.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar