tirsdag den 3. februar 2015

Sange fra A Naifa

A Naifa blev dannet i 2004 som en af flere grupper, der fusionerer fadoen med andre musikgenrer –
i dette tilfælde især pop. Traditionalister indenfor fadoen bryder sig selvfølgelig ikke om det og protesterer gerne, når selv anerkendte fadosangere inkluderer den salgs crossover på deres udgivelser, hvilket fx Ana Moura senest har måttet sande. Jeg har ikke noget imod det, så længe den traditionelle fado stadig trives og dyrkes, og det gør den i høj grad.
Gruppen består af guitaristen Luis Varatojo og sangeren Maria Antónia Mendes, som begge har været med fra starten og nu suppleres af trommeslageren Samuel Palitos og bassisten Sandra Baptista, som afløste João Aguardela, der døde af kræft i 2009
Selv om A Naifa nu har fem album bag sig, må jeg indrømme at have hørt meget lidt til dem. Det blev der heldigvis lavet om på, da jeg – med nogen forsinkelse – fik tilsendt deres seneste album, ”As Cancões D`Naifa”, som består af genindspilninger af ældre sange, der har inspireret dem, og som de gennem årene har fremført live.
Nu er de altså også kommet på album, og fra de første toner er vi i fadoens verden. Guitarra portuguesa og en følsom stemme, men snart supplerer de øvrige instrumenter, og melodien fjerner sig fra fadoen. Nogle af de mere stille passager kan minde om Madredeus, mens andre er betydelig mere hårdtslående og i hurtigere tempo. Det sidste gælder fx sangen ”Alfama” – en titel, der jo ellers signalerer fado.


Blandt de genindspillede numre finder vi bl.a. ”Libertacão”, som er en gammel Amália sang og ”Imenso”, der er skrevet af den punkede fadofornyer Paulo Braganca og har melodi af veteranen José Cid. Andre tekster er leveret af forfatteren António Lobo Antunes og digteren Ary dos Santos, hvis digte er blevet sunget af adskillige store fadokunstnere. A Naifa har indspillet ”Desfolhada Portuguesa” og ”A Tourada”, som repræsenterede Portugal ved det europæiske Melodi Grand Prix i henholdsvis 1969 og 1973. Men hvor de originale versioner af henholdsvis Simone de Oliveira og Fernando Tordo i dag kan virke noget antikverede, er A Naifas udgaver dejligt friske og samtidige. De er sange af A Naifa, som albumtitlen siger – ikke blot covernumre. Den voldsomme patos, som Simone de Oliveira fx leverede i 1969, er her smukt afmålt og balanceret af Maria Antónia Mendes.
Melodi Grand Prix og fado. Det lyder måske som en uskøn blanding, men når selveste Carlos do Carmo, fadoens grand old man, kan repræsentere Portugal ved Melodi Grand Prix, hvad han gjorde i 1976, må A Naifa for min skyld også gerne genindspille de gamle sange, så længe resultatet er godt. Og det er det. De fleste sange er utrolig iørefaldende, vekslende i tempo, men hele tiden med en flot og frisk poetisk tilgang. Et godt bekendtskab, som jeg helt sikkert vil lytter mere til i fremtiden.


A Naifa: As Cancões D`Naifa, Parlophone Music Portugal 2013




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar